trauma

Trauma – og hvordan jeg bevarer integritet

Ordet “trauma” benyttes gerne om oplevelser, der vedvarende påvirker og har en uhensigtsmæssig virkning på et menneske, længe efter at de har fundet sted. Et “traume” forstås almindeligvis som en større fysisk skade, der er påført et menneske udefra. F.eks. hvis jeg har slået mit hoved voldsomt.

Trauma og evnen til at omgås andre mennesker

Nu kan jeg jo hævde at alle oplevelser i en eller anden forstand virker i os og forandrer?

Når det betegnes som et trauma, handler det som regel om at vores evne til at omgås andre mennesker eller at føle os tilpasse i bestemte situationer er betragteligt påvirket, set i sammenhæng til fysisk og psykisk belastning, som har fundet sted over kortere eller længere tid.

Hvordan kan et trauma udvikles?

Et trauma kan udvikles, hvis jeg har følt mig udsat for en fare og i den situation ikke – med brug af mine normale flugt eller kamp-reaktioner – har følt mig i stand til at bringe mig ud af den.

Det fører til, at jeg så at sige har “lært”, at jeg er inkompetent i helt bestemte sammenhænge. Jeg vil således søge enten at undgå sådanne situationer, eller reagere med stress og angst når noget minder om den oprindelige kontekst. Især hvis jeg ikke kan finde en umiddelbar vej ud af den.

Et trauma betyder altså ikke blot: “At have været ude for noget slemt”.

Når noget karakteriseres som et “trauma” – sættes det gerne i relation til enten hvordan det opleves af den enkelte og/eller en eller anden “normal” forventet adfærd. Gennemgående vil det være knyttet til, at noget opleves konfliktfyldt kombineret med en følelse og overbevisning om ikke at være kompetent til eller have mulighed for bevæge sig i den uden angst.

Et traumatisk læringsmiljø

En vedvarende eller jævnligt forekommende belastning, hvor jeg føler, at jeg ikke er i stand til at passe på mig selv og bevare min integritet – uden at der er andre, der gør det for mig – virker som et traumatisk “læringsmiljø”.

Jeg “lærer” at føle mig handlingslammet og bekræfter min inkompetence. Jeg mangler handle-muligheder – og med det følger følelser af at give op, angst, depression, håbløshed, resignation og opgivenhed.

Bestemte sociale sammenhænge

I bestemte sociale sammenhænge, vil der måske i mig være en forventning om at jeg “bør” blive i dem, på trods af en overvældende følelse af ikke at kunne magte dem og helst at ville løbe væk.

Denne emotion inviterer mig til ubevidst at genopleve tidligere situationer og stress, hvor jeg ikke formåede at bevare min integritet.

Forsøge at kontrollere

Typisk vil jeg forsøge et forebygge at sådanne situationer opstår. Jeg vil derfor udvikle en særlig overfølsomhed for alle tegn på, at en sådan konflikt kunne være ved at opstå.

Da jeg jo netop ikke føler mig kompetent til at passe på mig selv i dem, vil alternativet, jeg griber til, være at forsøge at kontrollere dem. Med kontrollen følger spænding i krop og sind, og med den opstår angst og stress.

Angsten og stressen knytter sig til, at jeg i min anspændthed sanser meget mindre end jeg ville gøre, hvis jeg kunne forblive afspændt. Min evne til at orientere mig i det som rent faktisk sker OG min bevægelighed, der er nødvendig for at kunne flytte mig eller vægre for mig, reduceres drastisk.

I stedet må jeg, imens jeg spænder, orientere mig igennem mine forestillinger og historier. Det fører til, at jeg henter de erfaringer, der er koblet på min oplevede inkompetence, frem. Jeg gentager det, jeg har “lært” igen og igen.

Hvordan bryder jeg denne sløjfe?

Det første vil være at anerkende, “at det er, som det er – og gør, som det gør”.
Få øje på og være åben om, at der er helt bestemte situationer, jeg bare ikke føler mig kompetent til at passe på mig selv i.

Synliggøre situationen

Jeg har haft stor gavn af at aftale et meget tydeligt tegn – som f.eks. at begynde at hoppe (uanset hvor) – som synliggør både for mig selv og mennesker omkring mig, at jeg lige nu oplever en sådan situation.

Denne nøje iagttagelse af hvad det er, der får mig til at hoppe, fungerer som at anerkende det, der er.

Trauma udtrykker adfærd

I samme omgang ser jeg – at jeg ikke ER “mit trauma”. “Traumet” virker som adfærd og ikke som min “identitet”.

Alternative muligheder

Det næste vil være at finde andre handlemuligheder, end de som jeg automatisk griber til. Det betyder for mig på den ene side at iagttage, HVAD og HVORDAN jeg gør i det, jeg åbenbart har lært.

Den bedste indgang til alt dette finder jeg ved være opmærksom på, hvad og hvordan jeg sanser. Denne sanselighed har direkte sammenhæng til, hvor meget jeg spænder. Hvis jeg generelt og i særdeleshed i disse bestemte situationer kan lære og vænne mig til at være opmærksom på at afspænde. F.eks. ved at ånde ud… eller at afspænde mine hænder og/eller skuldre (så følger resten med..)

Når jeg afspænder i kroppen afspændes mit intellekt. De virker i en og samme bevægelse.
At afspænde betyder ikke at “blive slap”, men at åbne et stadig større rum for bevægelighed. At bevæge sig u-anstrengt lige over “midten” – imellem at være helt åben eller helt lukket.

Mod og en tryg ramme

Det hele kræver mod… og det understøttes af, at jeg mødes med mennesker, der intet vil have eller forlanger af mig, og alligevel inviterer mig ind i en klar, tryg ramme at undersøge i.

At øve en anden praksis

Til alt dette kommer så at jeg helt generelt lærer, øver og praktiserer en anden måde at bevæge mig på:

At jeg bliver opmærksomt sansende og bevæger mig afspændt.

At jeg øver mig i at erkende (sanse) det, som er, og får øje på hvor let det er at erstatte det med mine fortællinger om, hvad der er, burde være, eller var. Den øvelse beskriver jeg med ordet “Meditation”.

Også det kan jeg med fordel – og ikke begrænset til – øve og praktisere med andre mennesker, der er kompetente hertil.

Hvad jeg en gang har lært, kan jeg ikke “slippe” igen. Hvis jeg lært at køre på cykel, vil jeg også selvom jeg i 20 år ikke sætter mig op på sådan en, øjeblikkeligt vide hvordan jeg gør, når jeg ser den.

Jeg kan derimod komme “ud af træning”. Det gør jeg ved at øve og praktisere noget andet. Jeg er måske i princippet nødt til at øve det længere og mere, end den adfærd, jeg ikke længere finder så praktisk og nyttig.

Helt det samme ser jeg også i forhold til “trauma”…

Vi behandler ikke traumer på Mahamudrainstitut. Ovennævnte er skrevet med baggrund i mit eget liv.

Vi oplever gang på gang, når vi åbner os for intimitet på vores uddannelser at vi i større eller mindre grad og omfang, kan have oplevelser og adfærd med os, der fungerer på samme måde som beskrevet ovenfor.

Hvad vi også iagttager, er, at måden vi iagttager det, “vi gør, når vi gør” på – og de mange alternative muligheder, vi afsøger for at møde, relatere og bevæge os sammen på, virker som at “øve en ny adfærd” og udvikle nye kompetencer.

Kvinder og mænd får kontakt til en ur-kraft og afspændt bevægelighed der gør det til stadighed lettere at opretholde egen integritet i ethvert møde.

Systemisk uddannelse

Cupisofi og elskovskunst