Kærligheden bryder enhver relation

Kan forelskelse have noget med kærlighed at gøre? Ligger der ikke netop i forelskelsen den absolute identifikation med en fortælling, nemlig: Forestillingen om det menneske, som du tiltrækkes af. Ideen om alt det skønne og gode, som I kan gøre sammen, og den lykke som det altsammen vil give?

Vi forelsker os ikke i hinanden, men i vores egne forestillinger om den anden, og derfor skuffes vi også igen og igen efterhånden som vi må erstatte disse historier med nye af slagsen. Vi lærer hinanden “at kende” (siger vi) og den fortælling som vi forelskede os i, erstattes nu af de fortællinger, som vi kalder for vores “erfaringer” (med hinanden).

Kærligheden kan vel ikke betinges? Og ligger der ikke betingelse i enhver beskrivelse dvs. enhver skelnen imellem “dette, og ikke det andet”?

Lidelsen består ikke i angsten for at miste, eller for ikke at være god nok. Lidelsen består i at vi har taget vores egen frihed ved, at vi forveksler vores tanker om os og verden med det, som er. Du vil aldrig blive til din tanke om dig selv! Din “partner” vil aldrig være din forestilling om ham eller hende! Det er ikke muligt! Ordet kan ikke være den ting, som det nævner. Så længe du fortsætter med at ville relatere til dette billede af både dig selv og af vedkommende, lige så længe har du ingen kontakt – og ej heller kærlighed.

Du flygter fra angsten og søger forudsigeligheden og det sikre. Du henter den i dine erfaringer kamufleret som ønsker, visioner, mål og håb for fremtiden. De er allesammen udtryk for det, som du kender. Hvordan vi du se, høre, mærke, smage, dufte og føle når du allerede har programmeret din oplevelse?

Dette behov for at kunne analysere og regne ud, hvad der bør og skal ske, bliver til dit fængsel. Det hjælper ikke at male murene i cellen med en anden farve, eller hænge nye billeder op af alverdens fantastiske fortællinger, guder, engle eller andre skabninger. Fængslet er blevet frisket op, det føles nyt og du kan måske for en tid glemme, at du har spærret dig inde? Og vil du leve i frihed – og med det mener jeg ikke “frihed fra noget”, men den frihed som opstår hinsides enhver beskrivelse, kategori og bedømmelse – må du slippe ideen om, at du er noget, skal være noget eller nogen, eller skal nogen steder hen.

Kærligheden er destruktionen af det kendte. Kærligheden bryder enhver relation. Kærligheden er frihed. Forsøg ikke at forstå kærligheden med en tanke, for da har du allerede stillet dig i vejen for dig selv. Kærlighed er ingen følelse. Kærligheden har ingen “betydning” og søger intet, hverken at give eller modtage.

Først når fortællingen iagttager sig selv og fortælleren er forsvundet, når sansningen sanser sig selv, og den, der sanser, ikke er mere, træder du igennem Mahamudra.