kan kontakt sanses

Kan kontakt sanses? Hvad med kontakt til sig selv?

Kan kontakt sanses? Hvor ofte skrives og tales der ikke om at sanse “kontakten til sig selv” eller kontakten til “den anden”? Jeg er med på at det måske ikke er helt let at følge, og teksten her peger på noget essentielt der ofte overses i moderne fortolkninger af “Tantra”.

Undersøg om du kan sanse “kontakten” imellem din hånd og din arm?
Nej vel?
Der er ikke noget imellem de to.
De er som et.
Kan kontakt sanses?

At sanse betyder at skabe og opretholde forskel

Når jeg kan sanse en blomst, må det betyde, at jeg for at sanse den, SOM “en blomst”, må have adskilt mig fra den? Det sanser kan, er at skabe en forskel imellem “mig” og det som “ikke er mig”.

Det er vældigt praktisk.
Kunne de ikke det, ville jeg opløses i “mine omgivelser”. Det er det, som sker, når jeg “dør”. Og helt fabelagtigt er der intet som forsvinder i den forbindelse! Hvad der er natur – bliver ved med at være natur. Hvad der dannes af stjernestøv, vedbliver med at være stjernestøv. Det eneste, der ændres er opretholdelsen af “form”.

“Jeg” betinges igennem måden, jeg kan sanse på?

Mine sanser fungerer ved kontinuerligt at skelne imellem noget derude og noget derinde. Noget der hører til og noget, der ikke hører til.

Jeg betinges som “mig” igennem måden, jeg sanser på. Selv det, at jeg tænker, som jeg gør det, har sin rod i det.
En “tanke” dannes ved at at give noget, der sanses, en særlig betydning. Disse betydninger har jeg lært.. Og der kommer kontinuerligt nye til.

En tantra peger på at denne adskillelse imellem mig og alt andet, er illusorisk.
Hvis jeg vil sanse “kontakt til mig selv”, så er det ikke muligt.

Det ville betyde, at der var “noget” i “mig”, der skulle skabe en forskel fra “mig selv”, for at det kunne sanses. Altså nærmest noget der var “ude af mig selv..”?

AT der sanses, AT der tænkes, AT der bevæges, AT der skelnes .. ER dette selv. SOM der sanses, er “jeg” nu..

Og det sker af-sig-selv. Det er Natur!

Den SAMME natur, som bevæger alt, hvad der er.

Hvad så når du og jeg mødes sansende?

Kan kontakt sanses?

Kan vi skabe “kontakt”. Kan kontakt sanses?
Nej!
Kontakt er det, som er. Natur er vi begge. Ikke “forskellig natur”, bare Natur eller “det, som er.

At jeg sanser mig i mødet med dig – når jeg bevæger mig med dig – inviterer til at erkende illusionen om adskillelse – OG til at se igennem den…

Vel at mærke, når det ses, “At jeg ikke kan afgøre, om det er “mig” eller “dig”, jeg sanser i mødet?”. Dermed bliver vi til “det samme”.

Jeg ville aldrig være skabt (sanset) som nu, uden berøringen med dig lige nu. På samme måde må det forholde sig for dig?

I dette “At der sanses”, bliver vi begge til et.
Det er utroligt sårbart. Det er opløsende.

Og fantastisk let at forhindre! …
Skab blot illusionen om: At “nogen gør noget ved nogen”.

Så er illusionen om adskillelse total.
Det, jeg bruger til at opnå noget med, jeg føle mig adskilt fra.

Jeg har gjort det til et “middel”, og betinget det derigennem.

Kom og vær med til at undersøge det! Cupisofi og elskovkunst