selvudvikling

Selvudvikling – er det invitationen i en Tantra?

En tantra inviterer ikke til selvudvikling – men til at se udover “selv” uden at tabe “sig selv”

Hvordan opfattes verden?

Når, jeg iagttager et hvilket som helst andet levende væsen, kan jeg ind imellem reflektere over, hvordan det opfatter verden og naturen, den er et udtryk af- og lever i ?

Umiddelbart må det simpelthen være anderledes end det, jeg sanser? Alene det, at vores evne til at sanse, og måden vi gør det på, jo meget ofte synes vidt forskellige?

Det rækker imidlertid længere end det. Jeg har lært – måske som en væsentlig forskel fra dyr og planter – at tillægge alt, hvad jeg sanser, en bestemt betydning. Jeg har lært at give det et navn, og øvet det igen og igen ved at kommunikere med ord. Så grundigt at det kan være vanskeligt længere at se, at navnet jeg har lært at bedømme mig selv og verden med, ikke er det, det peger på.

Ikke nok med at alt har fået navne. Hver eneste navn rummer også en værdiladet betydning – der meget ofte knytter sig til en måde at handle på?

At få øje på det, er et af de aller væsentligste temaer i de fleste Tantras, jeg er stødt på.

Kan den iagttages som den er, eller som jeg er?

De stiller spørgsmålet: Om det er muligt at iagttage “Naturen af det, som er”, uden at iagttagelsen betinges af navne og betydninger?

…Og fortsætter: “Hvad sker der, hvis iagttagelse finder sted i erkendelse af, at enhver beskrivelse af den ikke kan være sand som andet end et udtryk for den måde, der beskrives på?”

Det betyder ikke at de forkaster nytten af at kommunikere igennem symboler, fagter og sprog. Tværtimod. Tantras formidles igennem fortællinger – ofte af stor skønhed.

Hvad, de peger på, er at iagttageren ikke alene betinger iagttagelsen af Naturen/Verden/Universet igennem dette tillærte system af betydninger og tegn. Betingelsen vil også omfatte “sig selv”.

Sin erkendte egen-eksistens som noget, der er adskilt fra den verden, som betragtes, er en konsekvens af at iagttagelsen finder sted igennem på netop den måde og ikke en anden.

Selvudvikling af sig selv

Vedkommende “skaber sig selv” som “en nogen”, der er “sat” i en verden, der er forskellig fra sig. På den måde opstår en overbevisning om “afstand” og egen-identitet.

“Jeg” – og erkendelsen af “mig” – er med andre ord i følge en Tantra intet andet end en fortælling om adskillelse. …Og denne adskillelse opleves som “lidelse”.

“Ja hvordan kan det nu være, at det opfattes som lidelse?”

HVIS jeg og du og alt, hvad der er, nu reelt set ikke er adskilt, men alt sammen bevæges med og af hinanden som et sammenhængende univers eller en organisme, om jeg vil, så vil en overbevisning eller illusion om adskillelse ikke ændre på “naturen af, det der er”.

Illusionen vil fungere som at være “blind” i noget, der skubber rundt med sig.
Eller som at gå drømmende igennem livet med en følelse af, at det må være muligt at vågne af drømmen, uden at kunne finde ud af hvordan?
At føle sig i mørke, og fornemme at der også må være “lys” uden dog at ane, hvordan det er?

.. Og måske kunne sammenlignes med en vedvarende fornemmelse af at have “mistet” kontakt til det levende, og nu stå fuldstændigt alene? Metaforisk som et spædbarn der har mistet sin mor?

Det er lidelsesfuldt..

En Tantra handler ikke om selvudvikling

Hvis du læser med endnu, så bliver det måske også klart for dig, at en Tantra således ikke handler om selvudvikling: Altså at “udvikle sig selv!?

Den inviterer til at se at dette “selv” er illusion – en drøm. En drøm der ikke bare betinger, måden verden erkendes på, men også i samme mål skaber et “betinget menneske” i lidelse.

Jo mere nogen vil udvikle dette “selv” f.eks. også igennem “selvudvikling”, jo dybere og mere overbevisende bliver drømmen!

Jeg kan bruge 1000 timer på selvudvikling hos en psykolog eller psykoterapeut.

Jeg tage 100 kurser i jagten på mit “nye selv”.

Jeg kan jage efter partnere, som får en del af opgaven med “at jeg føler mig ok” .. indtil jeg ikke føler det mere sammen med vedkommende. Heller ikke efter 10 samtaler med en par-terapeut.

Jeg kan med en ide om selvudvikling – sejle verden rundt alene i en båd i jagten på “frihed” i fornægtelse af behovet for social kontakt, forbundethed og total afhængighed af alt andet levende.

Det eneste der sker er, at jeg vedligeholder drømmen, til den er vokset til en stor tung mørk sky i maven. Den samme sky hvorfra jalousi, misundelse, angst og fortvivlelse med voldsom kraft regelmæssigt kommer som uvejr og gør mig kold og våd. Alle sammen følelser der er med til at forstærke illusionen om adskillelse.

At iagttage ud over sig selv

En Tantra peger i stedet på at iagttage “ud over sig selv”. Hvilket IKKE betyder at henfalde til kraftløs venlighed og selvopofrende hjælpsomhed, men at øve sig i at iagttage”.

Iagttage hvordan hele denne “selv-skabende” bevægelse fungerer, imens den virker.

Det gøres ikke ved at beklage mig over “at mine forældre lærte mig, det de havde lært af deres forældre, som havde lært det af sine… som.” Heller ikke ved at definere mig selv, igennem “mine mange traumer”.. osv.

Invitationen er SÅ simpel – og dog så svær.

SE, iagttag at ALT, hvad der sker derinde, er et spejl på det, som sker derude!
SE at dette spejl er støvet. Det der sker derude vil SPEJLET have til at være noget andet.
Puds spejlet!

Og erkend så! Om det er muligt at adskille det, der sker derude, fra det, der sker derinde?

Meditation i alle situationer

Den enkle øvelse kaldes for “Gom” eller “Meditation” … Den kan øves i alle situationer, hvor som helst og når som helst:

At bevæge sig bevidst opmærksomt og iagttagende, hvordan der bevæges: Når der spises, arbejdes, hviles, siddes, gås, løbes, elskes, relateres, vaskes, tales, tænkes, bygges, plejes, sås, høstes, vandes, skrives, danses, synges etc…

Det “svære” beror på, at dette er overordentligt aktivt. Hertil kommer at enhver fortælling om “skyld” forsvinder. Når ingen har “skyld”, så forsvinder også pligt.

Tilbage bliver ansvar!

At “svare an”… “at anerkende”. Der er og sker, det som sker!
Om det er “derude” eller “derinde”. Det ene bevæges som det andet – og omvendt

At handle spontant og umiddelbart i det, der sker.. i kontakt til naturen af det, som ER.

… Og nej det er netop ikke en pligt at “være ansvarlig”.

Nogen tildeler andre pligt, idet de ikke tillægger dem retten eller “evnen” til at handle ansvarligt – dvs. “Spontant i kontakt til det, som er, og i overensstemmelse dermed”.

For moralisten, den religiøse, og politikeren er det scenarie den rene horror.
Det er det også for den, som har glemt, hvordan man flytter og bevæger sig spontant.
Det sidste kan så heldigvis genopdages og øves igennem gentagelse.

Cupisofi og elskovskunst