Ideen om kausalitet – altså at der til enhver “virkning” kan findes “en årsag”, fremtræder for mig som en af de mest hårdnakkede overbevisninger, jeg møder.

Ofte søges årsagerne ved at spørge “Hvorfor”? – gerne formuleret på vidt forskellige måder.

Markører for kausalitet

I vores sprog fremkommer der mange forskellige “kausalitetsmarkører” som ubevidst vedligeholder forestillingen om, at alt sker som følge af en årsag:

Tænk bare på ord og udtryk som “fordi”, “så”, “derfor”, eller “som følge af” som jeg lige brugte i forrige sætning!

En årsag ses som noget, der frembringer en ændring eller en begivenhed, som dermed betinges af årsagen. “Effekten” vil være resultatet eller konsekvensen af det.

“Jeg elsker dig, fordi du er så sød” – siger han.
Så har hun bare at blive ved med at fremstå som sød for ham, ellers er Fanden løs i Laksegade.

Gentag det samme – og få samme resultat!

Denne måde at tale om Naturen på, gør det muligt at skabe orden – eller en illusion om den. I det mindste en “midlertidig orden”. Hvis noget “fører” til “noget andet”, bliver det indlysende lettere: “At gentage det samme, for at få det samme resultat”.

I den beskrivelse er det altså muligt at “lave det samme”. Det på trods af at alt tilsyneladende kontinuerligt forandres?

Denne “temporale orden” fordrer med andre ord, at vi fjerner- eller i det mindste reducerer- tilfældighed og trækker det spontane ud af vores overordnede verdensbillede.

Når jeg tager dette tema op i dialoger, så vil den første indsigelse gerne handle om, at der “vel ikke kan komme en effekt – uden en årsag?” “Noget” MÅ have forårsaget den?… Hvis vi så ændrer på dette “noget”, så må det vel også lede til en anden effekt?

Sprogligt bliver det f.eks. formuleret som:

“Hvis jeg nu ikke havde brokket mig over maden, så ville tjeneren ikke være blevet vred! Og så havde han heller ikke hældt et glas rødvin ud over mit hoved, så min nye hvide skjorte blev ødelagt. Jeg ville så nok heller ikke have smidt ham ud af glasruden i restauranten, så han endte på skadestuen.“

“Det hele skyldes nok bare, at min kæreste slog op med mig lige inden ! .. Det kunne hun da bare have ladet være med!”

“Jep! Det er hende skyld!”

Kontrafaktiske betingelser

Sådanne såkaldte “kontrafaktiske betingelser” er ret centrale for de fleste menneskers forståelse af kausalitet.

Jeg betegner dem nogle gange som: “Forklar mig i røv”-udsagn, idet de i min optik virker som en måde at bevæge sig væk fra det, som sker lige her og nu. .. Altså væk fra: “Hvordan handler vi nu?!”

Når, vi bygger maskiner, ønsker vi både en høj grad af forudsigelighed og: At den forandring, som sker af sig selv, reduceres til et minimum. En maskine der helt uforudsigeligt ombygger sig selv – af sig selv – uden at vi kan regne ud, hvad den så kan eller gør… Bliver vi bange for.

Det minder ganske enkelt for meget om en teenager!

Maskiner skal gøre det, de konstrueres til!
Og de skal hverken slides eller gå i stykker. Sådan planlægges og bygges de.
Det svarer i øvrigt også meget godt til det der kaldes for et “parforhold”.

Nogle taler gerne om at “de arbejder på deres parforhold”.

“Vi slider på hinanden, og så er det måske tid til et check hos Par-terapeuten for at få vedligeholdt forholdet. Hun kan give os nogle værktøjer, vi kan bruge i dagligdagen. Det er blandt andet vigtigt for os at vedligeholde vores sexliv!
Måske kan vi nulstille og begynde på en frisk?”

Nej vel?
Sådan virker det ikke!

Hvis kausalitet fungerer som “en måde at iagttage på” for at afgrænse og skabe en tilsyneladende og midlertidig orden? Herunder også at operere med en vis sandsynlighed for nogle ønskede udfald af bestemte handlinger?…

Hvilke alternativer findes der så?

Kausalitet med rod i determinisme?

Det at tænke i kausalitet har i høj grad afsæt i en deterministisk verdensopfattelse: At alt er forudbestemt af en almægtig Gud. I mangel af samme – så alternativt af en proces, der er begyndt for mange år siden? … Noget der er lagt i dine gener eller bare er “din skæbne”.

Både de klassiske tantras, kvantefysikken og hele den systemiske teoridannelse trækker et begreber som “ubestemthed” og spontanitet ind i erkendelsen af Naturen af det som er.

Vi opererer her med sandsynligheder som en måde at skabe en vis forudsigelighed på.

Det som i den grad kan “drille” er “tid”. Normalt ses den som en fuldstændig fundamental nødvendighed for at hævde, at årsagen kommer FØR virkningen.

Hvis vi så – som det er tilfældet – på forskellige niveauer iagttager fænomener ske på en sådan måde, at de MÅ være forbundne, og IKKE adskilles af forskel i tid men ovenikøbet f.eks. af stor afstand!…. så kan de ikke optræde i en årsags-virknings iagttagelse. ..

Vi kan så tale om spontane sammenhænge, eller må operere med sandsynligheder.

En sådan måde at iagttage på, vil øge kompleksiteten ganske betragteligt. Det vil reducere vores muligheder for at skabe konkret orden på, og virkelig give skråsikre forklaringsmodeller et skud for boven.

Jeg undersøgte i mit tidligere blogindlæg om Emergens, hvordan de klassiske Tantras ser Naturen af det, som er, som at være uden egen-eksistens. Det som nogle også kalder for værende “tom”, hvilket peger på Naturen som uendeligt komplekst forbundet og evigt skiftende i forandring og bevægelse…. Hinsides årsager og virkning.

“Noget sker! .. HVORDAN bevæges og bevæger vi os med- og i det?”

Kausalitet i mit liv?

Hvis jeg ikke fungerer kausalt?
Hvad så?

Det spørgsmål hører jeg ofte!
At det så ligegyldigt, hvad jeg gør og hvordan?

Nej det er det ikke. Og det erfarer vi alle hvert eneste øjeblik.

Hvis jeg slår med en hammer på et søm, så ER det ikke lige meget hvordan jeg holder på det! Lægger jeg tommelfingeren oven på hovedet af sømmet imens jeg slår, så vil jeg jeg ret sandsynligt slå mig meget slemt. Og jo hårdere, jeg svinger hammeren jo mere blå og bullen bliver den finger, jeg så rammer.

Når vi erfarer, hvordan vi handler i naturen af det, som er, så lærer vi at skønne sandsynligheden af, hvad forskellig adfærd fører til?
Hvad vi imidlertid også lærer er, at vi ikke helt kan “regne med det”.

Jeg kan en dag møde en kvindes blik i mit, og opdage at det fungerer som invitation til, at vi falder i snak.

Den anden dag fungerer det som, at hendes kæreste, der i sin fritid er dørmand på byens diskotek, i samme øjeblik spørger om “hvad fanden jeg har gang i?” … Her hjælper det så ikke at sige : “Det var ikke dig, jeg så på!”
På den måde lærer jeg måske … at der hører MERE til en hyggelig snak med en (måske) sød kvinde, end blot at se hende ind i øjnene!?

Der hører nok MEGET mere til….

Stokastiske modeller og kausalitet

I mange videnskaber benyttes stokastiske modeller til i det mindste at øge vores forstilling om forudsigelighed i noget, der både virker meget komplekst, og tilsyneladende også synes at rumme en “orden”.

Måske SER vi det omkring os som “orden”, fordi vi i det genkender “os selv” .. eller det “som sker i os selv”?

Måske vil vi gerne se det omkring os som “ordnet”, for dermed at kunne finde ro, orden, forudsigelighed og forklaringer om os selv?

En stokastisk model er en matematisk model, der indarbejder elementer af tilfældighed. Det betyder, at en stokastisk model kan være baseret på nogle bestemte regler eller principper, uden at udfaldet altid bliver det samme, selv under tilsyneladende identiske betingelser.

Til at illustrere hvordan det fungerer, fungerer et eksempel med at kaste en terning, godt:

Hvis vi laver en model af denne situation, kan jeg sige, at hver side af terningen har en sandsynlighed på 1/6 for at lande øverst. Selvom jeg ved, at det er sandsynligheden, kan jeg ikke forudsige det nøjagtige resultat af et enkelt kast.

Det er dette element af tilfældighed, der gør det til en stokastisk model.

Sådanne Stokastiske modeller bruges i mange forskellige videnskabsområder, herunder fysik, økonomi, biologi, og datalogi.

De er nyttige i situationer, hvor der er usikkerhed, variabilitet eller tilfældighed.

På mange måder er det måske sådan, vi lærer?:

På en gang at udvide mulighederne for hvordan vi KAN handle, og samtidig spontant tilsyneladende intuitivt og alligevel bevidst – bevæge os i en erkendt sandsynlighed for at nogle sammenhænge snarere opstår end andre?

Det undersøger vi legende igennem praksis med i krop og sind i høj grad i vores praksisfællesskab på Mahamudrainstitut.

(fotografi Ingrid Studstrup)