Er Tantra et koncept? Kan det bringes meningsfuldt på et koncept? Nej vil jeg skrive. Hvad er det vi gør og hvordan, når vi mødes så mange mennesker, som vi gør på Mahamudrainstitut?

Efterhånden dukker der i Danmark flere og flere uddannelser op i tantra massage, med mere eller mindre forskellige “egne særpræg”.

For os, som nu igennem mange år har inviteret til at undersøge såvel de klassiske Tantras som mødet i en tantra massage sammen med os, er det interessant at iagttage.

Ikke mindst hvordan disse nye forløb skrues sammen og med hvilken baggrund og udgangspunkt?

Nogle af de “nye” har tydeligt afsæt i dele, de har lært hos os. Andre formidler noget helt andet end, vi gør.

Når jeg læser om de gamle Mahasiddhas – og ser på, hvordan Buddhistiske Tantras har udviklet sig igennem 1000 af år, så har det ofte været på baggrund af uenighed om, hvad Gautamas Buddhas Budskab egentlig var, og ikke midt om hvordan invitationer til at erkende det, han- og mange før ham- pegede på, bedst praktiseres?

Det hele giver mig anledning til igen at reflektere over, hvordan Karin og jeg inviterer, og til hvilken praksis?

Koncept?

Igennem et liv med undervisning i såvel systemisk teori og praksis, videnskabsteori, ledelse og styring, og ikke mindst Tantra, har jeg mødt mange, mange koncepter.

5 eller 7 punkter som fortæller i oversigtsform, hvad man skal gøre eller igennem?
Sirlige diagrammer og cirkler med “fase opdeling” af de enkelte moduler og trin?

Der har kreativiteten frit spil i forhold til at simplificere og programmere, hvad det hele går ud på, og hvor vi skal hen?

En meget kendt modepsykolog fortalte mig at hun hovedsagligt læser selvhjælps-bøger. “De er skrevet sådan at folk forstår det! Simpelt, og enkelt… gør sådan og sådan!”..

Og det havde hun jo ret i. Hun har udviklet en blomstrende forretning på at kopiere metoden: “Sådan bliver du….XY!”
“XY – kan udskiftes med: “Glad, fuld af kærlighed, vejleder i dit og dat, ekspert, terapeut .. osv..” ..
Inspirationen kommer fra USA, hvor alt, som skal gøres i penge, gerne konceptualiseres – eller “McDonald-iseres.”

Skolebøger bygges op som systemer, der trin for trin skal lære børn noget “bestemt”, med tilhørende tests, så der er sikkerhed for, at de alle kan det samme.

Det virker med et koncept!
Om ikke andet så som forretningsmodel. En effektiv måde at kopiere på.
De fleste mennesker vil gerne “vide, hvad de går ind til” .. “Og hvad de får ud af det”?

“Helst noget konkret jeg måske kan leve af bagefter?”

Nej ingen koncept hos os

For mig giver det absolut ingen mening at sætte hverken “det at leve” eller “at lære” på koncepter. (at leve ER vel at lære?).

Som i overhovedet ikke!

Vi er alle fuldstændigt unikke ned til den enkelte celle. Vi lærer forskelligt og bevæger os forskelligt.

Vi lærer godt, når vi kan gøre det forskelligt. Og mangfoldigheden og kreativiteten spejles i, at vi også forandrer os forskelligt.

Hvad, jeg ser som en stor hjælp, er løbende at udvikle og afprøve forskellige hypoteser eller grundantagelser, som måske med nytte kan anvendes på det, vi beskæftiger os med? 

Til det hører kontinuerligt at se, om vi kan afkræfte dem… og hvis det lykkes så tænke- og gøre noget andet?

Vi inviterer på Mahamudrainstitut til at udvikle kunstneriske færdigheder hos hver enkelt, som er med i vores praksis-fællesskab: Relations-kunst, bevægelses-kunst, berørings-kunst, samtale-kunst, elskovs-kunst…

Det spændende ved at være udøvende kunstner er, at det aldrig hører op. Kunst virker igennem en kontinuerlig undersøgelse af materialer, udtryk, form, farver, ideer, indtryk, etc.. Og ikke at forglemme: Håndværket.. Indsigten i at arbejde praktisk med forskellige områder… Evnen til at skabe såvel indsigt som UDsigt frem for alt…

At undervise i tantra, samtale, berøring, efter et koncept er for mig det samme som at købe eller lave “konceptkunst” .. Den type design eller installation kan i princippet laves af enhver. 

Det er designerens ide, som er gennemtænkt af ham/hende på forhånd, der kan eftergøres igen og igen..

På den måde kan “værker” produceres på samlebånd efter samme opskrift. Det kan så diskuteres om det overhovedet er kunst, eller blot en forretningsmodel?

Er der så en metode hos os?

En metode vil jeg betegne som en måde at bevæge mig på i min undersøgelse af noget. Jeg finder det vigtigt at kende til forskellige metoder, og måske endda mestre nogle af dem? At mestre noget kræver meget øvelse…

Umiddelbart vil jeg skelne imellem deduktive- induktive og abduktive metoder.

Kort og forenklet forklaret vil en deduktiv metode tage afsæt i at opstille hypoteser ud fra eksisterende teori, og så igennem empirisk undersøgelse søge at afkræfte dem.: “Kan vi genkende noget i teorien i det, vi erfarer i praksis?”

Induktive metoder går så at sige den anden vej: Vi erfarer og iagttager og søger så på den baggrund, om vi kan se nogle sammenhænge gå igen i vores iagttagelse, som måske kan danne grundlag for nogle hypoteser? 

Det spændende i den forbindelse bliver bl.a. om det, vi opfatter “går igen”, grundlæggende udelukkende er koblet på, at måden ,vi iagttager på, er ”den samme”?… Og ikke på det vi gerne vil undersøge? Derfor vil det være nyttigt i sin metode om muligt at tage højde for det.

Igennem Abduktion iagttager vi et fænomen, og kommer så med forskellige kvalificerede gæt på, hvordan det kan forklares og beskrives. Abduktion er fantastisk til overhovedet at udvikle hypoteser med. Den kræver viden og indsigt om sammenhænge og handler meget om at tænke i “nytte”. Hvad kunne være en nyttig hypotese? og for hvem? I hvilken sammenhæng og kontekst?

Det fantastiske med de klassiske Tantras er, at de IKKE er trosbaserede. De benytter – uden at skrive det – forskellige undersøgelsesmetoder. De er iagttagende i deres natur. Nāgārjuna undersøger f.eks. tydeligt deduktivt i sine tekster.

Dōgen Zenji vil jeg betegne som overvejende induktiv. Igennem år med meditation og forskellige praksisser, ender han med en meget enkelt og klar metode, der skærer en masse overflødigt bort. Zen er kendt for denne enkelthed. Hans omfattende værk kaldes for “Eihei Kōroku” ..

Lad mig citere et enkelt afsnit (28)

“Speaking a lot creates masses of complications, talking too little has no
power. Not speaking a lot, and not talking too little, how will you say it?
After a pause Dōgen said: Enter the grass and transmit the wind.”

Underholdning og oplevelser?

Det kan være virkeligt sjovt at dykke ned i vores natur og undersøge hvilke forunderlige ting, vi har for?
Hold nu op ! Hvor ler vi meget, når vi mødes.

Det kan også være sårbart og smerteligt at få øje på vaner, som måske ikke lige er til at lægge fra sig, selvom vi gerne ville det.

“Underholdning” og oplevelser leverer vi ikke. Der er ingen “Cacao-ceremonier” eller “Bevidsthedsudvidende events” … Vi undersøger anvendelig praksis i forhold til dagligt liv og hverdag. Vi giver det sammen konkret relevans.

Helt grundliggende ser Karin og jeg mennesker som voksne og ansvarlige. Når jeg læser om tantra-sammenhænge, hvor voksne mennesker sammenlignes med små børn, som mangler berøring, så tænker jeg “tak for kaffe!”

Det at mødes i en “mangel” og “i sult efter tilfredsstillelse” stiller sig i vejen for bevidst opmærksom kontakt. Jeg finder det helt irrelevant og sentimentalt bindende at blive sammenlignet med en baby, “som savner kontakten fra sin mor”.

Det er muligt, at den hos mig heller ikke var, som den kunne have været? Sådan er det for mange mennesker. Vi ER netop mennesker! Som mødre og fædre i dag kan det også være svært at slå til?

Hvis vi har fået øje på det, så hjælper det ikke meget at se tilbage!
Heller ikke at se frem!
Det er her og nu, vi er !
Lad os så gå på opdagelse sammen med andre ansvarlige mennesker i, hvad bevægelse og f.eks. berøring -kan være, -gør og -bevæger?

Du og jeg er her lige nu, og det hjælper os ikke at betinge det, vi gør nu, af historier om noget tidligere, af historier i det hele taget! .. Og da slet ikke af et koncept eller flere.

At vi er her, siger noget om, at vi har formået at bevæge os i integritet!
Der er krudt og kraft i os og vilje til at undersøge! Hvilket privilegium er det ikke at have den mulighed… <3

Et undersøgende rum

De forlængede weekender på Mahamudrainstitut minder måske om et dansestudie eller en “dojo” med Aikido, Judo eller kontaktimprovisation og i den dur.
Det er i den grad præget af praksis – vekselvirkende med refleksion sammen. Kontinuerligt opstår der nye temaer, nye spørgsmål, og noget vi kan undersøge på nye måder.. Måder at bevæge sig på, at berøre på, møde på, gå ind og ud af møder på, iagttage på etc…

Et levende undersøgende rum for krop, sind, bevidsthed, opmærksomhed, medfølelse, iagttagelse, berøring og bevægelse. Det hele kan jeg samle under en overskriften “kunsten at elske”.

At elske bliver aldrig til et koncept! – Heldigvis.

Vores påske– og sommercamps fungerer ud over at være super hyggelige også som introduktion til vores praksis