krop

Krop betyder kontakt -Jeg er så meget til krop

Jeg er så meget til krop!
Dette sanselige, tænkende, bevægelige, bevægende, duftende, bløde, hårde og kontinuerligt forandrende legeme. Den er fantastisk!

DE er fantastiske. Kontakt erkendes af kroppe ikke af ord. Ord har det med at stille sig imellem det kropslige. Skabe afstand, når de ikke inviterer til at sanse kroppe..

Det kan være, at du undrer dig? Jeg som skriver så meget, og taler med så mange? Hvor er det kropslige i det?

Det er kun krop. Det hele har sit udspring der.

Krop på dansegulvet

Jeg begyndte at danse som 6 årig. Jeg blev sendt på Egtø´s danseskole i Randers. Der stod vi i to rækker overfor hinanden, Drenge i den ene – pigerne i den anden. “Vær-så-god” sagde Læreren med myndig stemme, og så skulle vi gå over og inklinere for hende, der stod overfor.

Turen over parketgulvet i den store sal husker jeg endnu. Den føltes, som var den en km lang. Og derovre stod en pige og så på.. eller så væk! Det var både skrækindjagende, dejligt og meget kropsligt.
Med tiden lærte jeg at nyde det. 5 år til sølvnålen som det hed… Derefter stod rideskolen for tur. Det var også krop. I den grad.

Bevæge mig med en anden krop?

Som voksen har jeg ofte reflekteret over den rækkefølge. Først at lære og øve mig i til at bevæge sig med musik sammen med en anden krop i dansen. Efterfølgende at bevæge mig med hestens umådelige kropslige kompetence uden at have musikken som noget fælles 3.
Det var ikke en dårlig ide…

På trods af det blev jeg smidt af det store dyr flere gange, end jeg kunne holde tal på.
“Op igen!” sagde berideren – og både min mor og far.
“Bid tænderne sammen! Ingen lærer noget uden at det også er træls og gør ondt”.

Det var krop! I den grad krop!
Jeg tror, vi var 5-6 drenge. Resten var piger på rideskolen.. De kunne bare det shit. Pyh de var også krop…

Intellektet følger med

Det er kroppen, der lærer. Intellektet følger med. Der findes ikke et eneste ord, som ikke knyttes til, at der sanses. Det er sådan, vi lærer at tale og skrive.

Det er også sådan, vi møder hinanden. Vi sanser hinanden i kroppe. Intellektet kommer efter.

Det mærkes måske tydeligst når intellektet forsøger at bremse kroppens impuls? “Vær nu fornuftig!” – “tænk dig om!” “Er det nu en god ide?”

I dag inviterer jeg mennesker til at være mere krop. Til at elske og være til stede. Bevidsthed er opmærksom sanset krop. Det er der, vi mødes. Som du og jeg kan sanse vores krop, erkender vi hinanden. Vil vi ikke sanse den, mødes vi slet ikke. I stedet konstruerer vi bare en fortælling, vi tror er fælles.

Det udelukker ikke intellektet. Tværtimod!
Vi kan erkende naturen af det intellekt ved at se, hvordan det følger med kroppen.

En Tantra inviterer til krop.

En Tantra inviterer til krop med hoved. Den er ikke hovedløs. De fleste klassiske Tantras kan være vanskelige at læse. Det skyldes, at de læses uden kropslig erfaring.

De begynder der: At iagttage bevægelse.

Hvis du står ved en skillevej. Hvis der skal ske noget nyt i dit liv? Hvis du vil møde andre end de, du altid møder? Hvis du vil erkende naturen af dig og det som er…

Så vær med!
let er det ikke. Det er som at lære at ride. Heste kan smide os af.. Og ofte står de og venter på, at vi kravler op igen. Hvis vi vil …

“Kom!”.. hvisker de..” Lad os være krop – sammen!”

Aftengruppe på Mahamudrainstitut

Cupisofi og elskovskunst – at mødes med krop

Previous Article
Next Article