Lyst og usikkerhed

Lyst og usikkerhed

Liv, lyst og usikkerhed hænger sammen. I det velkendte, forudsigelige, planlagte og kontrollerede betinges angst.

Lyst knytter sig til det uforudsigelige, til det som ikke er sikkert.

Det effektive liv

Dette synes mere og mere ubærligt, når samfundet råber på “det effektive liv”. I effektivitet er der ikke plads til usikkerhed.

Når noget skal være effektivt, kan det kun vurderes ved at se på en sammenhæng imellem input og output. Effektivitet betyder at øge udbyttet med samme eller mindre input. Effektivitet skal kunne måles, dvs. der skal opstilles mål og en skala at vurdere ud fra. Det betyder naturligvis også, at der skal være “en proces”, og at denne skal gøres forudsigelig.

Hvis den forandrede sig af sig selv?

Hvis maskinen ville være en anden med en ny proces for hvert nyt input, dvs forandrede sig “af sig selv” og selv valgte sit output endda uafhængigt af input, ville det blive absurd at tale om effektivitet?

Sådan fungerer livet og det levende. Det forandrer sig af sig selv. Skaber selv sine input og output.

“Det” kan endda lave output, hvor der ingen input er. Intet er der sikkert – måske bortset fra at det som form må dø. Ja i virkeligheden dør det hele tiden i takt med, at det skabes på ny. Og selv der med den usikkerhed, at det ikke helt bliver, som det var  før. Det kalder vi bl.a for “at modnes” og blive ældre.

Lyst og usikkerhed

Denne løbende fødsel og død i al sin usikkerhed – er det, jeg kalder for “livet”, når ikke jeg vælger at benytte ordet “lyst”.

At søge efter kontrollen er at gøre sig til en maskine. At lade den ambition flyve åbner for en ustyrlig vulkan.

For den kontrollerede skaber det angst. Maskinpasserens angst for den løbske maskine, der ikke passer ind i en manual.

En Tantra inviterer ind i det usikre

En Tantra inviterer ind i det usikre. Det er kontrollens død – At hengive sig til livet og det levende. At bevæges med – og ikke imod.

Som erfaren sejler er det fortroligt for mig. Der må jeg sejle som vinden blæser. Det er usikkert, og jo mere jeg gør det i anerkendelsen af denne uforudsigelighed, jo mere kompetent bliver jeg i det. Vinden kan jeg overhovedet ikke styre. – Jeg kan skærpe mine sanser og evne til at bevæge mig med de skiftende omgivelser. Blive et med hav, båd, vejr, og vind.

Det hele kommer til at handle om opmærksomhed.

Previous Article
Next Article