sindets og kroppens natur

Mahamudra: at undersøge sindets og kroppens natur

Mahamudra peger i alt sin enkelthed på at undersøge sindets og kroppens natur. Igennem årene har vi erfaret mange misforståelser og tolkninger omkring, hvad det er, vi inviterer til på Mahamudrainstitut. Mennesker der ikke har været hos os kan give udtryk for forestillinger, vi ikke kan genkende.

Måske har nogen deltaget på en enkelt retreat eller aftengruppe-sæson og tager en fortælling med sig om at det, vi gør, primært handler om at mødes i berøring?

En ramme for at undersøge sindets og kroppens natur

For den, der igennem en længere periode deltager på vores kontinuerlige forløb, vokser der imidlertid en helt anden forståelse.

Vores invitationer til at undersøge bevægelse, berøring, kontakt, mødet og det at relatere udgør blot en ramme for det egentlige: Det, jeg vil beskrive som at “undersøge sindets og kroppens natur”.

At sindet er “tomt”

Dette indebærer at få øje på, at sindet er tomt.

At der ikke er sammenhæng imellem oplevelse og den form, som sindet hæfter på den. Igennem vores opdragelse lærer vi at adskille sind fra objekt – subjekt fra objekt. Vi “mister” en medfødt koncept-løs erkendelse af, at “det, der sker derude, sker derinde.”

I stedet for faktuelt at se, “hvad der er”, ser vi det, som ikke eksisterer men skabes relativt eller “dualt”.

Dette kan vi få øje på ved at iagttage sind og krop direkte. Alternativt kan vi iagttage det, jeg kalder for sindets “udtryk”: Vores tanker, følelser og bevægelser.

Vi kan opdage, at vi er natur… Det, som er, med alt den indsigt, som “det, der er”, besidder. Vi ser den simpelthen ikke. Det hele er der allerede, der er intet at tilføje, blot at “få øje på”.

En indsigt der ikke beror på “viden” eller bestemte modeller, men på at det vi “er”, er “den” – eller “det”, som er.
Alt i “mig” og “dig” rundes i- og af- den samme natur, som universet rundes af. “Jeg” og “du” er udtryk for samme bevægelse, som alt, hvad er, er.

En nogen, der er adskilt fra..

Den største hindring for at se dette, beror på, at vi har lært, at vi er “nogen” eller “noget”, der er adskilt fra “det andet” – og bruger hele livet på at opretholde denne illusoriske adskillelse.

Det er forbundet med høj spænding, angst (for at dø) og kontinuerlig kontrol og stræben efter at “være denne nogen”, som finder accept og ses af “andre”. Vi binder vores “lykke” til, at andre igennem deres accept og anerkendelse hjælper os til at fremstå som noget “særligt”, der har “værdi” SOM “nogen” eller “noget”.

Vi ser ikke, at denne permanente måling, relativering, vurdering og stræben efter “form” er det, som adskiller os fra kontakt til det, som er – Kærlighed – eller “den sande natur”.

Når vi deler i os selv og de andre

Verden deler vi op i os selv og andre… Vi tiltrækkes af det, som ophøjer vores selv, og frastødes af det, som synes ubehageligt eller truer samme ide om selv..

Med denne deling følger grundliggende forstyrrende følelser: Ignorans, tilknytning, frastødning, jalousi, grådighed.

I lidelsen, der uvilkårligt følger af adskillelsen, opstår begæret efter at opnå og fastholde nydelse igennem vores sanser.

På Mahamudrainstitut søger vi ikke oplevelsen eller den fantastiske erfaring.

Regnbue-meditation: At søge den gentegne oplevelse.

Kenchen Thrangu Rinpoche beskriver “Regnbue-meditation” som når Meditation eller “det at øve sig” bliver til en jagt efter noget smukt for oplevelsens skyld. Dermed opstår igennem meditation blot mere tilknytning.

Når, vi søger at skabe særlige positive erfaringer, bindes vores sind i koncepter om- og design/planlægning af- bestemte metoder.

Netop det vil forhindre mig i at få øje på sindets natur, der hverken kan designes, planlægges, forandres eller ændres (idet det er tomt).

I meditation kan det ske, når der mediteres (praktiseres) for at opnå eller gentage en helt bestemt “tilstand”.

At betragte sindets og kroppens natur

Søger vi så overhovedet noget på Mahamudrainstitut? Jeg beskriver det som, at vi undersøger og iagttager, hvad sindet er og gør. Er sindet kroppen eller kroppen sindet? Hvor sidder dette “sind”, hvis det sidder nogen steder? Findes dette “sind” eller “jeg” som “noget”?

Vi betragter sindets og kroppens natur både direkte og inddirekte. Erfarer uden at gøre det til erfaring eller “oplevelse”.

Når så mange bliver ved med at komme her og erfare med hinanden i flere år, på trods af at det også kan være forbundet med lidelse og frustration at iagttage på denne måde, så er det i udtrykt erkendelse af, at det åbner for at se, hvad før syntes skjult.