Om Mahamudra siges det:
Det er først i det øjeblik, at du afstår fra gøre din bedømmelse sand, at du begynder at erkende det, der sker.

De etiketter, domme eller moralske rammer som du bruger til at fastholde dig selv og dine oplevelser med, vil fjerne dig fra erkendelsen af naturen af dette selv, og den verden, som sker.

Frem for at se, høre, lugte, mærke eller bevæge dig åbent, ‘forstår’ du kun det prædikat, du har sat på det oplevede.

Du gør dig bevidst, idet du ophører med at bedømme det, du sanser, og i stedet iagttager AT der sanses og hvordan

I det øjeblik sindet erkender sin natur, hvilket i sagens natur må ske hinsides enhver tanke, indtræder stilhed. Det erkendes at ‘du’ ingen er, ingen steder kommer fra, og ingen steder skal hen. Frihed ses og i frihed lever kærlighed.

Dette rum af intet, som intet kan siges at være, kan vi “pege på” med ord.

Det, der peger, er ikke det der peges på. At se på det pegende og gøre det “sandt”, vil føre til, at det, der peges på forbliver skjult.
Det er hinsides enhver beskrivelse.

Vi benævner det med “Mahamudra” (Det store segl) …