Det er først i det øjeblik, at du afstår fra at bedømme, at du begynder at forstå.

De etiketter, domme eller moralske rammer som du lægger ned over dig selv og dine oplevelser, vil fjerne dig fra erkendelsen af dig selv, og den verden, som er omkring dig.

Frem for at se, høre, lugte, mærke eller bevæge dig åbent forstår du kun det prædikat, du har sat på det oplevede.

Du gør dig bevidst, idet du ophører med at bedømme det, du sanser, og i stedet iagttager AT du sanser.

I det øjeblik dit sind erkender sig selv, hvilket i sagens natur må ske hinsides enhver tanke, indtræder stilhed. Du erkender at du ingen er, ingen steder kommer fra, og ingen steder skal hen. Frihed indtræder og i frihed lever kærlighed.

Dette rum af intet, som selv er intet, kan vi “pege på” med ord. Selv er det hinsides enhver beskrivelse. Vi benævner det med “Mahamudra”.