manden

Manden

Igennem årene har jeg haft mange samtaler med mænd. En historie om manden og sin seksualitet går igen:  At han er et “svin” – en konstant liderlig potentiel overgrebs-mand, der kun tænker på at komme i trusserne på alle de kvinder, der vil.. Nå ja, at han skal skamme sig over det.

 

Vel er jeg et svin

For nyligt havde jeg en samtale med (endnu) en mand, der kunne fortælle om skam i forbindelse med sin seksualitet.

“Jeg får en følelse af, at der står “svin” i panden på mig, – når jeg har lyst til at elske med en kvinde. Som om det eneste jeg tænker på, er at stikke pikken op i hende”.

På mit spørgsmål, om han da ikke havde det? (idet jeg udmærket genkender den følelse), måtte vi begge le.

“Jo selvfølgelig har jeg også det” – svarede han.

“Jamen skal vi så ikke bare blive enige om, at vi er sådan nogle svin?  Eller som det hedder direkte oversat fra Tysk: “Liderlige bukke” – der bare tænker på at komme til at parre sig.” .. indledte jeg så vores samtale.

For mig handler denne dialog om noget meget væsentligt. At anerkende sin natur.

At anerkende sin natur

Det er helt utroligt hvilke krumspring både mænd og kvinder kan gøre på sig selv, for ikke at skulle konfrontere sig med sine helt basale behov og drifter.

I et evolutionært perspektiv er vi skabt af kvinder som mænd for at parre os med dem. Det kan ingen komme udenom, på trods af alle ihærdige forsøg på det.

Spørgsmålet er derfor ikke, hvorvidt vi er optaget af kvinder eller ej (det er vi) , men hvordan vi gør det.

I den sammenhæng dukker der så andre historier op, som vi også fik vendt i samtalen. Jeg kan kort give den følgende overskrift:

“ Manden som potentiel overgrebsmand ”.

Ikke nok med at jeg er et svin, jeg er også en forklædt ulv, der pønser på at tage kvinder med magt?

Manden som soldat

Hvis jeg ser mig omkring i verden, så passer det meget godt. Mænd uddannes til krigere, og drager hærgende ud, og med mindre de sidder i cockpittet på et fly og smider bomber ned i hovedet på andre krigere, børn og kvinder – med et “licence to kill” fra en flok mandlige og kvindelige politikere i baglommen, vil sandsynligheden for at mange af dem forfalder til at begå voldtægt være stor.

Historien viser det – nutiden viser det.

Det udtrykker en side i den mandlige seksualitet, der dukker fuldstændigt forvrænget og modbydeligt grotesk op når ansvarlighed og bevidsthed erstattes med pligt, magtfølelse og -beføjelser.

Meget mystisk – så virker den mand, der udstråler en sådan “rå magt”, ofte en ubevidst tiltrækning på kvinder med ægløsning? Eller måske er det ikke så mystisk endda?

Kvinden og manden spejler måske her noget i hinanden?

“Så tag mig dog for fanden… “  – Er en af de yndlingsfantasier som Nancy Friday beskrev i sine studier og utallige interviews af kvinder for 30-40 år siden.

Når seksuel lyst tæmmes igennem “spiritualitet”

Såkaldte spirituelle kredse har igennem årtusinder brugt masser af energi på at tæmme seksuel lyst. De gør det stadig helt uafhængig af retning.

For manden virker “skammen” som et fantastisk virkemiddel. Bedst synes det at give ham en ambition om at “være rigtig”:

En rigtig mand holder sig til en kvinde og “styrer sig”. Skal han være rigtig spirituel må han leve seksuelt afholdende. Næstbedst vil være at han lærer at kontrollere sin udløsning og at “styre sin energi” for ikke “at spilde den” (på noget unyttigt) – og frem for alt for at “udvikle sig” til stadig højere bevidsthedstrin.

Manden der kommer “hurtigt” er ikke en rigtig mand. En mand skal kunne kontrollere sig selv. Styr dig mand!

Det gør næsten helt ondt at skrive dette. Med al denne ambition og kontrol følger så megen psykologisk lidelse. Det er simpelthen at bevæge sig imod livet selv.

Mit liv sammen med en anden “han”

I mange år har jeg nydt at have hunde tæt på mig. Der bor to af dem hos mig, og vi nyder samværet hver eneste dag. Jeg lærer så meget af det.

Den store af dem: Max,  er en han, og virker på en gang meget kærlig og dominant. Når vi går sammen i naturen og møder en anden hund, vil han øjeblikkeligt beskytte mig. Han bliver opmærksom, knurrer og gør måske. Jeg har lært, at lade ham gøre det.

Det er sin natur, og jeg anerkender det, uden at jeg naturligvis giver ham lov til fysisk at “ordne det” med den hund, vi møder, hvis den føres i snor. Løber den frit omkring kan det være en anden sag.

Hvis jeg ikke anerkendte sin natur…

Hvis jeg derimod IKKE ville acceptere hans adfærd, og meget tidligt undertrykke den, hver gang vi sammen fik øje på en fremmed hund, ville resultatet være at han ved, at “det skal gå hurtigt”.

Dvs. ved at lægge en stram restriktion på Max´s naturlige impuls –  der bl.a. indeholder en lang række markeringer og advarselssignaler til den anden hund, der skal FORHINDRE kamp – må han i stedet “som lyn fra en klar himmel” angribe og springe alt det andet over.

Max ville blive set som “farlig” og kun som en direkte følge af den undertrykkelse af hans natur, der havde fundet sted fra min side. Lykkedes det ham en enkelt gang i sin “hast” at bide, ville alle omkring ham forlange, at der blev lagt endnu strengere restriktioner på ham. Eller i sidste konsekvens at han skulle aflives.

Et spejl for mig

Jeg kan så vidunderligt spejle mig i min store hvide Schäferhund. Vi er pot og pande (bilder jeg mig ind) Han er nok ligeglad med, hvad vi “er”. Han ER der bare.

Han er så tydeligt en HAN, og jeg ser mig i ham.

Han er kærlig, omsorgsfuld, nærværende og fanger det mindste skift i emotioner i en gruppe, er beskyttende og fuldstændigt vild med kvindelige hunde. Han leger godt med hunde (og mennesker) af begge køn, hvis de altså ikke er nogle bangebukse eller vil slås. Lægger de op til det sidste, ligner han mest af alt en meget vred og uhyggelig ulv!

Han tager ikke og er tydelig i sit VIL

Han er ikke noget “svin” men en “hund”, og potentielt vil han bedække de hunhunde, som giver ham lov. På den måde er han konstant liderlig.
Netop det med at han ikke bedækker en hunhund, med mindre hun har givet ham lov, er meget centralt: Han inviterer hende, er tydelig, snuser og smager (hvis hun giver lov) og voldtægt finder simpelthen ikke sted.

Er han “kontrolleret”? Ikke spor. Han er naturlig. Sin “ordentlighed” ligger iboende i denne natur. Han er tydelig og viser at han vil og insisterer ikke på et skal.

Der er ikke den mindste “skam” i ham. “Mand” det er han… en HAN.

Naturligvis hænger dette sammen med at hunhunden – også som en del af sit væsen – intuitivt forstår at bevæge sig tydeligt i mødet med Max. Hun har ikke lært at sige “nej/ja” – hun er blot fuldstændigt i kontakt med sin impuls og er meget bevægelig.