sanselig erkendelse

Sanselig erkendelse – findes der anden erkendelse?

Al erkendelse kan kaldes for sanselig erkendelse. Det er ikke muligt for et levende væsen at lære noget som helst uden at sanse. Sanselig erkendelse vil således være det fundamentale princip i alt levende: At der skelnes af-sig-selv.

Læring igennem sanselig erkendelse

Et barn lærer at tale et forståeligt sprog, ved at der knyttes lyde til bestemte bevægelser og sansninger. Ingen af os har f.eks. et “glas” inde i hjernen.

På et tidligt tidspunkt i livet sansede jeg mig i mødet med det, som senere skulle blive til et “glas”. I samme øjeblik, det skete, hørte jeg en lyd.

“Det er et glas!” Sagde mor.

Efter nogle få gentagelser, lærte jeg at knytte lyden og den taktile sansning sammen i sanselig erkendelse. Senere lærte jeg selv at skabe lyden, igennem bevægelse af min mund og stemmelæber.

Alt, hvad jeg overhovedet kan tænke, er opstået på den måde: Igennem “sanselig erkendelse”.

At tænke er sanseligt funderet. – Det er at sanse.

Sanselig erkendelse

At sanse virker igennem bevægelse:

  • Luft der bringes ind igennem mine næsebor.
  • Huden der bevæges mod en overflade.
  • Ørets hinder og knogler der bringes i vibration.
  • Væske og mad der bevæges rundt om tunge og i mundhule.
  • Lys og bevægelse i lys der oversættes til nerveimpulser og bringer bevægelse i hjernen.

Hjernen og intellektet fungerer igennem vores sanser og bevægelighed.

Det går “begge veje”. En tanke, dvs. bevægelse i hjernen, vil således bevæge hele kroppen. Bevægelse i kroppen – bevæger hjernen.
De er ikke adskilte på nogen måde. De er et udtryk for en og samme bevægelse.

Jeg vil kalde det for:

Et resonans-rum for bevægelse i omgivelserne. – Et “spejl” .

“Mig?” og sanselig erkendelse

Nu var det ikke kun lyden “et glas”, jeg lærte, men også at give “hele mig” en lyd.

Først en lyd for “mor”, og så en lyd for “mig”: “Jesper”.

Jeg fik så to lyde:

Mads” (når jeg var sød og kær).
Jesper” (når jeg skulle være ordentlig og dygtig).

Disse lyde blev forbundet med noget uhyre komplekst:

Jeg lærte at: Alle sansninger, bevægelser og tanker, der findes på ethvert tidspunkt … Det er “mig”.

Sagt med andre ord. – den sanselige erkendelse af det, som er … afgrænses til en lyd: “Jesper”. Til et navn og en betydning.

Vær-så-god. Sådan en er du! ..

Som et “glas”. En ting. En “nogen”, der “oplever noget”. En nogen der skal blive til “noget (andet)”, og bla. være “sød, dygtig og ordentlig”…og i øvrigt også er “mors og fars…” dvs. tilhører familien!

Når forandring skal gøres til “det samme”

Denne konditionering til at beskrive sig som en “form”, der afgrænses som en ting eller “noget”, bliver kilden til al psykologisk lidelse.

Hvor lidelsesfyldt og forbundet med spænding er det ikke, at ville have al forandring og bevægelse i omgivelserne, der spejles i dette forunderlige sansende … til at være den samme form, igennem hele livet?

Naturligvis kan det ikke være en sådan form.

Formen fremstår som en illusion. Det sansede er hinsides form… Udelukkende bevægelse.

Det, som bevæger og bevæges, tvinges til at “få det hele til at passe” ind i en defineret betydning: “MIG”…

Tantra og sanselig bevægelse

En Tantra peger på ovenstående, og inviterer til at iagttage, om der virkeligt findes sådan en “nogen”, der sidder bag “sine” grænser?

Følges invitationen, vil den opmærksomme, bevidste iagttagelse af alle fænomeners natur føre til, at grænsen erkendes som illusion.

En Tantra vil således ikke tale om, at du og jeg findes som “afgrænsede rum”, der mødes om noget (f.eks. “en tantramassage”) .

Den inviterer til at få øje på at:

Hvor der er kontakt, opretholdes et “du og jeg” ikke længere . Al form opløses. Hvad, der er tilbage, er bevægelse.

Det udtrykker sanselig erkendelse. ..Og der er ikke “nogen” længere, som erkender det.

Terapi, grænser og terapeutens jeg.

De fleste terapeuter fastholder, udbygger og opretholder grænser. Det gør de bl.a. ved flittigt at fortælle om dem, distancere sig professionelt fra “klienten”, bruge symboler, diagnoser, mål, bestemte roller, eller ved at vise sin “behandler-autoritet”. Gerne understreges det af diverse certifikater på væggen.

At afgrænse betyder at kontrollere.
Kontrollens funktion er at vedligeholde et stærkt “mig“.

Behandleren opsøges for at genoprette dette “stærke mig“. Hun/han gør det gerne, og oplever derved samtidig selv at styrke “sit” jeg.

Broer bygges, hvor noget ses som adskilt, og det føles for ubehageligt at stå i spagat.

Når det vil forbindes med “Tantra”, så beror det simpelthen på manglende indsigt og praksis med meditation (og Tantra).

Gautama Buddha, Zuangzi, Lao Tze, deres forgængeren og efterfølgere, tilbød ikke “at behandle mennesker ud af lidelse”.
Der er simpelthen ingen “terapi” over dem!

Se! – siger de. Sans, at der ikke er nogen grænse imellem det derinde, og det derude. Se kontrollens illusion!

De skaber ingen “bro” imellem intellekt, krop og sanselig erkendelse. Broer bygges, hvor noget ses som adskilt. Broer konstrueres af mennesker der ikke vil gå i spagat, i forsøget på at springe over….

Hvis du vil undersøge dette, så tag med på vores årsforløb

… måske er du mere til grundkursus i Mahamudra tantra massage?