savnet

Savnet, kærlighed og hengivelse i en Tantra

Savnet af noget, som “mangler” kan føles overvældende. Af hvilken “natur” er savnet set i perspektivet af en Tantra?

Savnet begynder med et du

Jeg har været spæd, da jeg første gang erfarede, at min mor skabte afstand til mig ved at kalde mig for “Du” og sig selv, for “Jeg”. Det blev begyndelsen til illusionen om, at du og jeg er adskilte fra hinanden.

Siden er det blevet forstærket mange gange. Først og fremmest ved at noget kaldes for “mit” og noget for “dit”: Min arm og din arm. Mit liv og dit liv. Hans familie og vores familie osv.

Ejendomsretten er et af de ældste fundamenter i kulturer over hele verden. De første nedskrevne love vi kender til, handler nærmest udelukkende om retten til at eje noget.

Det vi ejer. Det vi tillægger betydningen: At være “vores”, er også det, som definerer vores identitet.
Min kæreste, min uddannelse, mit liv, mine børn, mit hus, mine penge, familie etc.

Det er ganske enkelt det, vi opfattes som… Vi skaber og vedligeholder dermed illusionen om, at vi er adskilte fra hinanden på den måde.

Det, der er mit, er indenfor min grænse

Det, der er mit, er indenfor min grænse.
Det, som er andres, er udenfor den.

Samtidig sanser vi i hver eneste celle, hvordan vi spontant bevæges af alt det, vi ellers lærer at beskrive som noget, der er “omkring os”.

Vi vågner om morgenen til køligt regnvejr efter at være gået i seng en lun sommeraften, og stemningen og humøret er med det samme bevæget af det.

Et menneske, vi lever nært sammen med, er måske ked af det eller vred? Spontant bevæges vi også af det.
Vi er ikke “bare” påvirkelige. Vi er forbundne således at alt bevæger, og vi bevæges af alt.

At afgrænse ved at tillægge det ene og det andet adskilt form og ejerskab, fungerer blot som en måde at skabe en illusion om at være i kontrol på. Den illusion har vi lært at tro fuldt og fast på. Handler vi ikke efter den, vil der være en samfundsbestemt tydelig konsekvens og straf at mærke.

“Lad din brors legetøj være!”
“Du har dit eget!”

Vi erfarer forbindelse og insisterer på adskillelse?

Vi erfarer med andre ord på den ene side kontinuerligt at vi MÅ være forbundne, idet vi emotionelt bevæges spontant af hinanden, og fastholder på den anden side meget kontant, at vi SKAL være adskilte.

“Det er dit!
Ikke mit”!…

Det kan vi endda også sige til hinanden om følelser og tanker.
“Det er dit problem – ikke mit! Det må du SELV gøre noget ved.”

Der sidder vi så som et “du” og “jeg” i hvert vores isolerede selv og føler os både bange for ikke at “få” og angste for at miste det, vi mener, vi selv “har.”

Når vi igen og igen erfarer, at der ikke er noget som helst af det, vi allerhelst vil have:
F.eks. Kærlighed, nærvær, omsorg, loyalitet, hengivelse, anerkendelse og opmærksomhed, mening, glæde og lyst, som det er muligt at holde fast på?

…… Så vender følelsen af tomhed og savn tilbage igen.

Savnet efter at være noget særligt

“Jeg er ingenting” ..siger han og sukker i længslen og savnet efter at være noget særligt? Eller i det mindste bare som “de andre?

“Jeg ville så gerne have mig en uddannelse, familie, børn, succes… “. “Jeg vil også have!”..

Savnet, der opstår igennem illusionen om at være afgrænset, bliver til lidelse. En lidelse der søges lindret ved at ville have. Vi opdrages til at blive tiggere og stræbere, der kontinuerligt søger efter noget, som kan fylde os op…

Har du og jeg lært at se tomhed som “noget”, der mangler i os hver især?

Naturen er det, jeg er.

Imens jeg skriver dette, sidder jeg i en lille træhytte i bjergene i Telemarken i Norge. Jeg ser ud over det umådelige landskab af bjerge omkring mig og fornemmer, hvordan jeg forsvinder. Jeg er ikke tilskuer til det. Jeg er det, og det er mig.

Kilden bag hytten er på grund af tørken løbet tom. Jeg må gå et stykke med en dunk for at finde vand.

Det vand er ligeså nødvendigt for, at jeg lever, som det er for alle dyr og planter omkring mig.
Vandet i brønden, som før var skyen, er vandet i mig. Lige så meget som hjertet der bevæges i puls.

Hvor, der før var illusionen om et “selv”, forsvinder det, når det ses, at det, som er, er det hele…

Naturen, jeg har lært at være noget, der er “omkring” mig, er det, jeg er.
Den vil intet fra mig, kræver intet, forlanger intet, giver intet, tager intet.
Den er, som den er. Den er det, jeg er.

Det er det, som er..

Det er nok at se, det som er.

Savnet fordamper når?

Hvor dette Selv opløses som det fatamorgana, det er, fordamper også savnet.
Der er ikke længere et Selv, der kun eksisterer ved at skulle fyldes op.

På samme måde forholder det sig med hengivelse, kærlighed, lyst.

Mennesker tigger om at opleve hengivelse og kærlighed. Savnet om at falde i søvn sammen. Savnet om at han holder om mig.

Det beskrives gerne som: “At erfare at der er et andet menneske, som viser at han/hun er virkelig glad for at være sammen med mig.”

Hvordan er vi i stand til at opdage, hvis og når det sker?

Ved at genkende følelsen af hengivelse, når vi gør det selv!

At hengive mig…

Det er som at le sammen.
Jeg kommer let til at le, når jeg er sammen med et menneske, der har let ved at le og gør det spontant.

At hengive mig, føles præcis som at erfare (dvs. at opdage), at et andet menneske hengiver sig til mig!
Det, der opleves som hans/hendes hengivelse, er den samme emotion i mig, som når jeg hengiver mig til det, som er.

Det handler med andre ord ikke om at hengive mig til “dette menneske”, men om at hengive sig som sådan til alt det, der bevæger og bevæges? At lade mig bevæge…

At se at du og jeg er det samme …. Det hele…

Det sker uden anstrengelse…

Tjek vores aftengruppe

Savner du et trygt fællesskab at undersøge sådanne temaer med igennem krop, berøring og bevægelse?