Sig JA

Sig JA

GØR det! – sig JA

Jeg oplever igen og igen, at mennesker der lever sammen, hver for sig afholder sig fra at gøre det, som de finder vigtigt (for sig), af hensyn til den anden.

Et Maskespil?

At leve ansvarligt kan vel ikke være at tage ansvar for, hvad den anden måtte føle? Et sådant samliv vil udvikle sig til et maskespil, hvor vi forstiller os for hinanden i et misforstået hensyn?

Sikke en byrde at give hinanden: “Du gøres hermed ansvarlig for, at jeg har det godt! Og jeg forventer, at du påtager dig det samme ansvar!“. Kan noget beskrives mere egoistisk?

Ordet ansvar kan udskiftes med “pligt”. Du har pligt til at handle på en måde, så jeg har det godt og ikke “rammes” af dårlige følelser!

“Pligt“ med baggrund i at anvar forudsætter at være helt fri i sit valg, og partnerskabet i sin grundessens har fjernet denne frihed.

Ikke fordi der er to, som lever sammen? Det er vel noget meget naturligt, men fordi måden det gøres på med alle sine forventninger, historier, vaner og underforståede regler – ja sågar ind imellem også omfattende en KONTRAKT, der på skrift forlanger at begge gensidigt elsker hinanden – fjerner enhver kontakt til frihed. Friheden er uønsket og u-(til)-passende.

Svært at anerkende frihed?

Måske skal der ses en sammenhæng imellem, at et menneske som ikke i egen bevidsthed føler sig frit, men bundet af alle sine egne historier om “sig”, også vil have meget svært ved at anerkende frihed i mødet med et andet menneske. Mødet gøres så “betydningsløst” – som noget der i bedste fald beskriver det ligegyldige, og typisk peger på det uinteressante?

At det NETOP er der, hvor der ikke skabes en betydning, som gøres sand, men relateres hinsides betydning og fortælling, at kontakt til frihed, lyst og kærlighed opstår, bliver så et nærmest ufatteligt paradoks?

En verden af angst-fællesskaber?

Det er, som at se en verden der leves i angst-fællesskaber? Angst som opstår ud af behovet for kontrol og styring. Et ønske om at have magt over livet, kunne forudsige det uforudsigelige, og undgå alt ubehag til fordel for forestillingen om lykken “derude”?

Mere kontrol inviterer til mere angst – og det eneste som måske for en tid kan dulme den – er måske underholdning? At bedøve sig selv så meget med drømme og ambitioner på egne og andres vegne, at den manglende kontakt til lyst og frihed ikke sanses mere?

Vælge friheden – som at tage proppen af en vulkan

At vælge friheden – som ikke er friheden FRA noget, men at se denne afhængighed og automatik der knyttes til sine historier, bedømmelser og fantasibilleder, fungerer som at tage proppen af en vulkan.

I forestillingen virker det skræmmende og farligt. En vulkan er destruktiv og ødelæggende, og samtidig er dens sider dækket med den mest frugtbare jord, som vi finder.

Vulkanen er et sindbillede på den rene naturkraft, ren Yoni-kraft. Sprudlende, ustyrlig og helt igennem vidunderlig. Intet er så tiltrækkende og farlig som denne frie kærlige lyst.
Ja i den både ødelægges og skabes alt, hvad der er. Det er livets natur

Sig Ja!