smerte

Smerte – den er livsnødvendig

Smerte – fysisk som emotionel vil være uundgåelig i livet. Nogle gange kan den føles overvældende stor, vedholdende og lammende.

“Problemet med smerte”

Da jeg for knap 30 år siden læste mig igennem C.S.Lewis interessante forfatterskab, var der to bøger – udgivet med nogle års mellemrum – jeg vendte tilbage til. Den ene havde titlen “The problem of Pain” og den anden “A Grief observed” .

Begge handler om “smerte”.

Lewis anses af nogle for at være en kristen “apologet” – dvs en fortaler- eller forsvarer for kristendommen.

Det spændende ved de to bøger er, at den ene fremstår som en filosofisk behandling af “smerte” og en evt. “mening” med den, og den anden som en meget personlig og intim beretning.

Smerte i den erfarede sorg

C.S.Lewis forelskede sig i moden alder voldsomt i en kvinde. Blot for efter relativt kort tid sammen at måtte se hende dø af kræft. Han kunne ikke gøre andet end at pleje hende, og omslutte hende med al sin omsorg i den korte periode, de nåede at leve sammen.

Det sendte ham ud i et voldsomt mismod og stor smerte. I den skriver han “A grief observed”: Et voldsomt udfald imod “denne ufølsomme Gud, som efterlader ham i en følelse af total meningsløshed.”

Rationalitet og realitet

Når, jeg fremhæver de to bøger, er det netop fordi de illustrerer forskellen imellem den “tænkte” afhandling og det erfarede liv. Ikke sådan at forstå at den ene er mere “rigtig” end den anden, men at de for mig peger på rationalitetens møde med realiteten. I dette tilfælde i al sin overvældende smerte.

Smerte er smerte…

Neurologer kan fortælle, at smerte – om den er fysisk betinget eller opstår følelsesmæssigt – tilsyneladende virker ens i kroppen. Kroppen bevæges i emotion og aktiverer et massivt forsvar. En voldsom og spontan impuls om at bevæge sig for at holde sig i live.

Uden smertesansen vil jeg meget hurtigt dø. Jeg vil være ude af stand til at mærke, hvis jeg f.eks. havde såret mig selv, og ikke kunne reagere på smertelige betændelsestilstande eller brandsår.

At passe på mig..

Smertesansen er således meget vigtig som spontan livs-impuls og indikator for, at der er behov for at passe på mig selv.

Smerten tjener også som et vigtig element i forhold til at lære mig at bevæge mig kompetent i de omgivelser, jeg er i. Som andre børn er jeg faldet utallige gange i bestræbelserne på at lære at gå, køre på cykel, og vurdere farligheden af alt muligt. Som håndværker har jeg ikke tal på, hvor mange gange jeg har slået eller klemt mine fingre og efterfølgende have erkendt hvor ubetænksomt og risikabelt det, jeg gjorde, var.

Opdrages til at udholde smerte

De fleste opdrages til at “udholde smerte”.

Soldater i særlig grad. De skal kunne fortsætte med at udføre de ordrer, de har fået udstedt, også selvom alt i sig gør fysisk og emotionelt ondt.
Børn lærer at de ikke bare skal “give op” – og mange lærer det SÅ godt, at de som voksne bliver årevis i jobs med svær stress og stort ubehag.

Vi lærer med andre ord at gøre “den rationelle forklaring og begrundelse” – dvs. vores idealer – vigtigere end vores natur og spontanitet.

Vi lærer med andre ord at gøre “den rationelle forklaring og begrundelse” – dvs. vores idealer – vigtigere end vores natur og spontanitet.

I kampkunst er det kendt, at en modstander der ikke har angst for smerte, umiddelbart vil være en langt farlige modstander end det modsatte.

Når mennesker ikke flytter sig

Jeg møder i samtaler mennesker, der befinder sig i konfliktfyldte relationer og giver udtryk for at opleve stor smerte. Ganske ofte flytter de sig ikke. De udholder, i håbet om at det vil ændre sig – eller simpelthen ude af stand til at finde en måde at handle på i den.

Den adfærd er et udtryk for ovennævnte opdragelse.

I mange religiøse og “spirituelle” sammenhænge ser jeg det samme. Et “no pain – no gain” princip. Præcis som i sportsaktiviteter og den så udbredte fitness-kultur. Også her står ideal og ambition over natur.

Ingen bedøvelse!

Min far afviste at betale for bedøvelse hos tandlægen, hvis jeg som dreng havde huller, der skulle bores. Ja jeg kunne jo i den situation ligesom ikke “bide tænderne sammen”, som også var et meget brugt udtryk – og endte med at spænde, svedende i hele kroppen bare jeg hørte lyden af boremaskinen eller fornemmede den kliniske lugt i tandklinikken.

Den erfaring sidder efter så mange år dybt i kroppen på mig. Angsten havde som konsekvens, at jeg var meget ihærdig med tandbørstningen, og sjældent havde disse huller. Uanset var det årlige tandlægebesøg et sandt følelsesmæssigt helvede for mig.

Det værste er at spænde op

Hvis smertesansens funktion er at få mig til at flytte mig spontant væk for at passe på mig selv, så er det værste, jeg kan gøre, at “spænde op” i både sind og krop.

Min bevægelighed er simpelthen størst, når jeg kan forblive afspændt.

Er det så muligt at “lære” at anerkende smerte fremfor at undertrykke den?
Ja.. Det er det.

Opmærksomhed

Vi gør det på Mahamudrainstitut igennem opmærksomhed. Ved at invitere til at få øje på, at min spontane erkendelse af omverdenen sker igennem mine sanser. De er alle sammen blevet til for at “passe på mig”.

Ved igen og igen at være opmærksom på “at det er mig, jeg sanser” i mødet med dig – og udvide dette “sansende rum” til at indeholde stadig finere nuancer – bliver det lettere og lettere at flytte mig spontant.

Det understøttes af, at vi ser alle møder som gensidige eller dialogiske. At det er min bevægelighed og opmærksomhed, der skaber både tryghed i mødet og gør det meget enklere spontant at flytte sig, når smerte eller ubehag – fysisk som emotionelt – opstår.

Det er min bevægelighed og opmærksomhed der skaber både tryghed i mødet OG gør det meget enklere spontant at flytte sig, når smerte eller ubehag – fysisk som emotionelt – opstår.

Herunder at denne bevægelse ikke skal betinges af en ide, eller en god forklaring.

Det er netop ambitionen om “mening” der får mennesker til at udholde smerte.

Smerte “hinsides mening”

Smerte er som alle andre sanser “hinsides mening”.

De er som livet og det levende selv simpelthen kontakten til “det, som er”. Det beskriver jeg gerne med ordet “kærlighed”.

C.S Lewis kaldte den erfarede smerte “meningsløs”. Det gjorde han i det desperate forsøg på at finde en mening med den.
Havde han anerkendt, at smerte er, som den er – i al sin smertelighed – havde det måske været enklere?

… Og nej det kan ikke rationaliseres – det skal erfares igen og igen, at der er en anden måde at bevæge sig på, end den de fleste har “lært”. Vi kan ikke “aflære” den måde, og vi kan begynde at øve noget andet, og holde op med at træne det, vi kender og sikkert ubevidst gentager.

Systemisk cupisofi og elskovskunst på Mahamudrainstitut