svigt

Svigt – hvordan komme videre?

Svigt i forbindelse med nære relationer kan føles meget voldsomme. Oplevelsen kan gøre det vanskeligt igen at åbne sig i tillid og intimitet. Hvordan komme videre efter et svigt?

Jeg stolede på..

Når vi føler “svigt” hænger det vel sammen med at der var noget, som vi “regnede med” eller “stolede på”?

En aftale, et løfte, en uudtalt forventning. Det er nok ret almindeligt at tage let på, hvis nogen har glemt at købe tomater, selvom det var aftalt, eller ikke husket at slukke lyset efter sig.

“Svigt” knytter sig til noget, vi gør essentielt for en relation.

Svigt og relation

En “Relation” vil samle sig om en række forventninger. Derfor giver vi også navne til forskellige relationer: At være kærester, venner, veninder, forældre, et par, ægtepar, sønner og døtre etc.

Til hver kategori hører der dels et sæt kulturelt og religiøst betingede forventninger og regler – og naturligvis en lang række forskellige og individuelle af slagsen.

Jeg skriver jævnligt om, at jeg gerne relaterer… og ikke gør det til “en relation”. At relatere beskriver handlingen … uden at definere formen. Det at få øje på kontakt, bevæge sig sammen, reflekter, være intime, gå i møde, gå ud af møde etc.

Et svigt – peger altså på at noget af det, som definerer relationen som en bestemt relation, igennem en af deltagernes handlen, mister sin værdi eller troværdighed.

Et svigt – peger altså på at noget af det, som definerer relationen som en bestemt relation, igennem en af deltagernes handlen, mister sin værdi eller troværdighed.

Det svarer til at forvente at komme til et kaffebord som så mange gange før, og pludselig mangler kaffen fuldstændigt og er erstattet med øl.

Mere konkret:
Der ligger en aftale – udtalt eller uudtalt om at vi er hinanden “tro” – dvs ikke relaterer intimt, seksuelt med andre end hinanden, og pludselig opdager den ene, at den aftale ikke er blevet holdt.

Eller:
Jeg låner dig mit kreditkort, for at du lige kan købe lidt grønsager ind. To dage efter at opdage opdager jeg, at du har købt en ny bil på min konto i mit navn og er rejst til Paris med den.

Først forbløffelse

Når et sådan svigt erfares, vil reaktionen nok først være forbløffelse og vantro. KAN det virkelig passe? Efterhånden, som det står lysende klart, AT det er, som det er, så kommer sorgen og vreden buldrende. De fleste rystes temmelig voldsomt. De føler sig svigtet – ladt i stikken.

Ikke alene opleves dette tillidsbrud. Den måske mest fortrolige, som jeg normalt kunne tale med når livet giver stød, er genstand for vreden – og ikke længere værdig til en samtale af den slags. At blive ladt i stikken eller opleve svigt – betyder også: “At stå alene tilbage med noget, der føles svært og truende.”

Tillid til egen dømmekraft rystes

Vreden og sorgen retter sig i første omgang imod den, som har “svigtet”, og dernæst mod sig selv. “Hvordan kunne jeg være så naiv?” “Hvorfor stolede jeg ikke på min intuition?” “Hvorfor var jeg så blind og dum at stole på vedkommende?”

Tilliden til “egen dømmekraft” rystes gevaldigt… fra at have haft tillid til mænd eller kvinder generelt – bliver det nu nærliggende at møde alle eller de fleste med skepsis.

En ond cirkel

Det bliver til en ond cirkel. Hvis jeg baserer min måde at relatere på på min “dømmekraft” – dvs. kompetencer til at træffe de rigtige domme og vurderinger og den jo nu “bevisligt” ikke har været god nok, må der næste gang simpelthen flere “beviser på bordet” og ikke mindst “strammere og klarere regler”.

At det er en eget uheldig måde at møde et menneske på, burde være indlysende – og er det desværre ikke. Hvordan mødes i kontakt til kærlighed – der jo peger på det, som er hinsides betingelse – hvis mødet betinges af forventninger og regler?

Problemet er ikke så meget “den anden” i denne sammenhæng, men “mig selv”. Jeg, som i givet fald reagerer på denne måde, vil ikke kunne favne mig i kontakt til kærlighed. Jeg kan ikke hengive mig. Fortællingerne, kravene, og forbeholdene stiller sig “imellem”.

Jeg bringer med andre ord dette “svigt” videre i mig til hver eneste – bare lidt dybere relation – jeg vil etablere.

Hvordan håndtere dette svigt?

Hvordan brydes denne gentagne tur i cirkusmanegen?

Først og fremmest ved at få øje på det, der sker, imens det sker. Se hvad det er for fortællinger jeg fortæller, uden at forsøge at underkende eller negligere dem.

Jeg gør det for at “passe på mig selv”. Intentionen er at undgå emotionel smerte.

Det næste må være at spørge sig selv, om der kunne være andre måder at passe på sig selv på, end den jeg har lært og øvet så mange gange før?

At føle sig tryg efter svigt

I min optik bliver ingen trygge i kraft af regler, med mindre der er et stærkt politi til at håndhæve dem og der skabes angst nok for straffen for at overtræde dem.

Tryghed skaber jeg ved at kunne bevæge mig kompetent med det, som er og sker i de omgivelser, jeg befinder mig i. jeg skal impulsivt og spontant uden forklaring kunne flytte mig væk fra eller henimod. Det skal ske ud af det konkret sansede og ikke på baggrund af min forestilling om noget.

Når der ikke skal skabes en forklaring skyldes det, at enhver forklaring vil virke som en måde at betinge mig selv på.

Nej jeg vil ikke betinge mig… Jeg flytter mig spontant!

Min måde at relatere på.

Det tredje, som nok falder mange mennesker svært, kan være at se helt anderledes på måden jeg relaterer intimt på. At det ikke handler om at en “Relation” kan/skal være “tryg”?

Det, som får mig til at føle mig sikker, er min evne til ikke at lade mig fastholde eller binde, og alligevel bevare kontakt. At opdage hvordan jeg ved at forblive afspændt også vil være meget mere sansende i de møder, jeg er i, og dermed hurtigt fornemmer om mødet umiddelbart føles rart.

Jeg relaterer – uden at gøre det til en relation. Jeg kan relatere mange gange og hyppigt med den samme (i årevis), og tager intet for “givet” i møderne.

Vi er forskellige hver gang

Jeg erkender, at vi begge vil være forskellige hver eneste gang. Vi mødes i et undrende: “Jeg kender dig ikke” – med åbenhed og interesse for at se hinanden, som vi er – og ikke gemme os bag masker og skuespil i forstillelse, angst, skyld og kontrol.

Kan vi mødes i kontakt?

Vi giver eller modtager ikke “kærlighed”. Det kan ingen. Vi mødes i kontakt til det, som er. Og “det, som er” – må være det, vi peger på med ordet “kærlighed”?

At få øje på det her, er simpelthen forvandlende.

Kan det øves? Ja… Det er bl.a. det, vi gør på Mahamudrainstitut. Det centrale er at bevæge sig opmærksomt og iagttagende. Det er også det, der menes med “meditation”.

Et eller flere møder i en Mahamudra-massage med tilhørende samtaler, vil fungere som en fantastisk måde at opdage og undersøge en ny måde at relatere på. Det kan ikke blot ske som en intellektuel øvelse – der skal nye kropslige erfaringer til.