at spænde

At spænde så det gør ondt – og selv spænde af

At spænde peger på bevægelse. Hvis jeg spænder så meget, at det gør ondt og ikke ved, hvordan jeg selv afspænder mig, så kalder det på at lære en anden måde at bevæge mig på.

Jeg “har” ikke spændinger

Det er mange år siden, at det gik op for mig, at det, som nogle kaldte for at “have spændinger” f.eks. i ryggen og nakken – ikke var en særlig hensigtsmæssig måde at beskrive det på, jeg oplevede, når det gjorde ondt med nedsat bevægelighed.

Hvis det var noget, “jeg havde”, så kunne en anden “tage den væk” eller “fjerne dem”? Eller som det blev sagt i andre tilfælde at: “Jeg skulle slippe dem”

At spænde

Jeg kunne meget bedre forholde mig til udtrykket: “ at spænde ” – at det er noget jeg gør”.

Den beskrivelse inviterede mig umiddelbart til at se, at smerten var et udtryk for måden min krop og sind bevæger sig på. – Lige nu og i bestemte situationer eller forløb.

AT jeg spændte, BLEV derved til et: “Hvordan spænder jeg?” – og således også til at iagttage og undersøge hvilke alternative muligheder, der var?

En invitation til at lære

Denne simple observation havde vidtrækkende følger. Ingen andre end jeg selv, kan sanse til mindste detalje, hvad jeg gør i mig, når jeg bevæger mig?

Hvordan f.eks. mit sind og krop som en og samme bevægelse måske i helt bestemte sammenhænge, ender med at spænde? Dvs. den “låser” sig i noget smerteligt – og gøre mig ubevægelig eller mindre bevægelig?

Frem for at lade nogen behandle mig, blev det meget mere nyttigt at se smerten og den tilsyneladende konflikt, jeg umiddelbart sansede kropsligt, som en invitation til at lære.

Et skub i retning af at udvikle en anden bevægelseskompetence, end den jeg mente at have?

Bevæge mig sammen med et andet menneske

Hvis nogle skulle gøre det sammen med mig, skulle det ikke være igennem en behandling.

I stedet: At vedkommende qua sin egen bevidsthed om sin måde at bevæge sig på, kunne invitere mig til at undersøge, i mig, hvad der sker, når jeg bevæger mig på forskellige måder.

Jeg lærer godt, når jeg kan bevæge mig med et andet menneske, jeg gerne vil lære af. For at det er muligt, må vi mødes i takt, tempo og rytme og bevægelser vi begge kan følges i. Jeg lærer godt i små skridt. Hvis jeg skal spejle, må det ske i kontakt.

Jeg lærer godt når…

Ingen kan “fylde” læring på mig. Læring opstår i mig, når jeg bevæger mig med nogen eller noget og erfarer ved at sanse mig i min autonome bevægelse i mødet. Det har fungeret sådan, siden jeg blev født.

Jeg lærer også godt, ved at fordybe mig i en praksis. Igennem mange gentagelser – der uanset at de måske virker ens – vil være forskellige hver eneste gang. Ved opmærksomt at iagttage hvad og hvordan jeg gør, og hvordan det sanses, hvor.

At lære bliver for mig: “at blive bevidst om sammenhænge og forbundethed” – at øge kompetencen til at skelne (sanse) – fra det grovmotoriske til stadig finere nuancer.

Det hele hænger sammen med min egen bevægelse og bevægelighed.

Mahamudra-massage

Da vi begyndte at invitere til en Mahamudra-massage var det ikke bare naturligt men indlysende, at et møde, der handler om at “udvide bevidsthed til frihed”, handler om at få øje på i sig selv, hvordan der blokeres for denne frihed?

Altså præcis samme princip som det med “ at spænde i sig så meget, at det endog gør ondt”

Ingen kan behandle mig til “at udvide sin bevidsthed til frihed” (som Tantra ofte beskrives som en invitation ti).

Det skal simpelthen ske indefra. Jeg skal selv opdage, hvordan jeg evt. igen og igen ubevidst vælger at “blokere”, “fryse”, “afvise” ved at “tolke” og skabe helt bestemte betydninger som bevæger både min krop og mit sind UD af det spontane og ind i den valgte kontrol.

Jeg får selv øje på det, og det gøres muligt på fantastisk vis, hvor jeg kan møde et menneske der bevæger sig med en sådan naturlig frihed og som gerne inviterer mig til at følge sig.

At lære på denne måde er intimt. Kontakt er altid intim. Kontakt er uden professionel distance.

I virkeligheden er kontakt, det som ER. De fleste mennesker gør blot så mange krumspring for ikke at erkende det?

At udvide bevidsthed til frihed

At mødes i – eller selv “lære” at mødes i en Mahamudramassage – drejer sig med andre ord IKKE om at lære teknikker eller bestemte “greb”.

Det handler om at få øje på, hvad opmærksomhed gør og hvordan det fungerer. At bevidsthed udvides til frihed.

At opdage at bevidstheden om den opmærksomme kontakt opstår, hvor jeg sanser AT jeg sanser, AT jeg bevæger mig og hvordan.

At “du”, hvor hengivelse lever – er i mig. Jeg sanser dig “I” mig. Måden jeg berører mig og kan berøre mig på – bliver til det, der kan invitere dig til at sanse dig, i din bevægelse i mødet med mig.

At en sådan dans kan ses som tusindvis af små invitationer og bevægelser. De insisterer ikke på noget som helst, er ikke låst på en hensigt eller et “mål”. De er udenfor ambition og åbner for mange nye muligheder for at iagttage og erkende igennem sine sanser.

At det altid er muligt – blot vi vil det og er opmærksomt med – at mødes i en ny ukendt dans med et menneske, som forstår, hvordan han/hun selv bevæger sig kompetent i den og inviterer til at følge, på en måde så det er let at at gøre det.

Mødet bliver til samtidig, gensidig, opmærksom, sanselig bevægelse.

Det er SÅ enkelt!

Det, som forundrer mest hos den, som første gange erfarer et sådant møde, er, hvor enkelt det føles, og hvor ubeskriveligt dejligt og lystfyldt det er, at føle sig så fri.

En kontakt til Lyst og livs-impuls der overhovedet intet “frækt” har i sig. Den åbner blot for skønhed, der vitterlig er fuldstændig hinsides beskrivelse.

Fællesskabet Mahamudrainstitut