lide

Jeg kan lide dig, som jeg kan lide mig

Jeg kan lide dig, som jeg kan lide mig. Føler jeg ikke lyst med mig, føler jeg den ikke i mødet med dig. Jeg sanser dig, som jeg sanser i mig.

Adgangen til mig er at sanse

Min “adgang” til at orientere mig i de omgivelser, jeg bevæger mig i, vil være igennem mine sanser.

Jeg tænker, at de fleste mennesker kan følge den antagelse?

Mine øjne, ører, næse, mund, hud, muskler, knogler og organer – ja alt i mig bevæges af det, jeg møder. Enhver forskel eller forandring vil blive opfattet i mig.

Forstyrrelser udefra, forstyrrer indeni

En sådan forstyrrelse udefra, bliver også til “forstyrrelser” indeni, således at forstå: At bevæges min trommehinde og de små knogler i øret af svingninger i luften, så bevæges ikke blot de men hele min krop – og mit sind med.

“Verden derude” erfares altså igennem “emotioner” eller forskelle, der skaber forskelle, som skaber forskelle etc.. i mig.

Metaforisk beskrevet som: At der skabes ringe i det stille vand, hvis jeg smider en sten deri. Jo flere jeg kaster, jo mere kompleks bliver forstyrrelsen, idet ringene meget hurtigt vil forstyrre hinanden.

At sanse er at bevæge

Al min sansning beror på bevægelse. Af evnen til at registrere forskelle og selv skabe dem. Jo finere jeg kan bevæges og bevæge mig, jo flere nuancer vil jeg “opfatte”.

Hvis, jeg møder et andet menneske, vil det det skabe et væld af sådanne sanseindtryk eller “forstyrrelser” i MIG. Adgangen til dette andet levende væsen går simpelthen KUN igennem, AT jeg sanser mig, og HVORDAN jeg sanser mig i det møde.

Sådan forholder det sig i øvrigt med alt, hvad jeg “møder”. Mødet finder sted i mig som bevægelse. Alt, hvad jeg sanser, afhænger af, hvordan jeg bevæger MIG i mødet.

Hvad kan det føre til?

Hvis du som læser kan følge denne antagelse, så vil du måske også kunne få øje på, hvad det må lede til?

Lad mig komme med nogle eksempler:

Lide dig?

Hvis nu jeg ikke kan “ lide” mig – hvilket må betyde, at jeg har lært at give det, jeg sanser i mig selv, når jeg sanser mig (f.eks. i mødet med dig), en sådan betydning og følelse af ubehag? – Så bliver det meget svært at kunne lide andre mennesker også.

Undgå at sanse mig?

Hvis jeg kropsligt ikke føler mig super veltilpas med min krop, vil jeg gøre, hvad jeg kan, for ikke at sanse den. Da det er mig, jeg sanser, når jeg rører ved dig (i følge ovenstående antagelse), vil det være svært for mig at berøre dig uden at blive mindet om dette ubehag.

Jeg vil være “hæmmet” i mødet, hvilket betyder: At jeg forsøger at undgå den ubehagelige følelse i mig. Det gøres vældigt effektivt ved at “spænde op” i min krop og sind – dvs. reducere den bevægelighed der er forudsætningen for sanseligheden.

En meget hurtig måde at “spænde på” er at lade intellektets bevægelse “overdøve” alt andet end sig selv.

Jeg kan også bevæge mig kropsligt og intellektuelt så hurtigt og så meget, at alle nuancer overdøves i mig.

Et alternativ kan være at lægge mig så “død” og passiv, at den sansning, der opstår som resonans af forstyrrelsen fra dig, bedøves. Nærmest ligesom når jeg sover dybt.

At kunne lide andre mennesker, betyder i min optik: At kunne lide SIG i mødet med dem.

Forelskelse

Nogle kan blive så vilde med IDEEN om sig i det møde, at det forstyrret af intellektets bevægelse sætter gang i voldsomme emotioner. Det vil jeg kalde for “forelskelse”.

En Tantra vil IKKE invitere til såkaldt “romantisk forelskelse”. Den vil hente os hver især “hjem” til AT sanse sig opmærksomt og bevidst i alt, hvad vi møder.

At iagttage AT jeg…

Det betyder ikke “at føle sig selv” – dvs. at det er de BETYDNINGER, jeg skaber, når jeg sanser, jeg dvæler ved, men at være bevidst iagttagende i – AT jeg sanser, AT jeg bevæges, AT der skabes betydning, At jeg bevæger mig.

Kort sagt:

“At udvide bevidstheden til fuldstændig frihed”.

HVERKEN frihed TIL noget, eller frihed FRA noget, men bare “frihed”. At betingelse simpelthen ikke er der, og forbundethed og kontakt er det, som erkendes, uden at den blokeres af at ville “kontrollere” det liv, som alligevel ikke kan styres.

Emotioner er ikke følelser

Det siger sig selv, at alt dette handler om at finde bevægeligheden og dermed sanseligheden i sig.

At få øje på at emotion ikke ER følelse, men leder til den, konditioneret af noget som er tillært af kultur, uddannelse og opdragelse.

At anerkende mig er, at anerkende dig

At anerkende dvs. Opmærksomt sanse sig SOM kontakten til omgivelserne. “Kontakt” betyder, “at der ingenting er imellem”. Ved at anerkende sig opstår anerkendelse af “den anden” og alt, hvad der er, af-sig-selv. Det, som er “mig” ER det, jeg gør til “dig” i mødet.

Som jeg favner, berører, bevæger, og møder MIG, møder jeg dig.

Møder jeg dig med moral, vil det spejle den moral, jeg møder mig med.
Møder jeg dig med ubehag, spejler det ubehaget i mig over mig i mødet.

Da jeg fik øje på, at det altid er mig, jeg møder – uanset HVEM jeg møder “derude”, så blev det også klart for mig, hvad der skal til, for altid at kunne lide mig i ethvert møde:

Først og fremmest at jeg kan flytte mig spontant uden at skulle forklare mig, indtil jeg igen “kan lide mig”. Det er meget ofte det, at jeg føler, at jeg “udholder” noget, som ikke sanses sundt for mig, der skaber det største ubehag.

Når vi går ud af fællesskaber…

Mennesker går ikke ud af fællesskaber med hinanden, fordi de ikke kan lide “den anden”, men som en følge af, at de ikke længere kan holde sig SELV ud i mødet med vedkommende.

Når jeg anerkender MIG, SOM de omgivelser der sanses og gives betydning, og iagttager hvor foranderlige de (og dermed “jeg”) er, så møder jeg “dig”, som jeg er… I anerkendelse og kontakt til frihed.

Det hele beror på opmærksom, bevidst, bevægelse

Hvad så med meditation?

Nu kan nogle så spørge, hvor i alverden så den stillesiddende meditation kommer ind i billedet?
Den kunne jo umiddelbart se ud som at være det modsatte af bevægelse?

Nej!
Det, jeg iagttager, når jeg “sidder”, ER bevægelse. AT jeg bevæges, og at det sker “af-sig-selv” i samme puls som mine “omgivelser”.

Ja!
Det bliver til en dyb erfaret erkendelse af, at der intet skel er imellem “mig og dem”. Vi ER et… forbundethed og kontakt er det, som er.

Jeg ser det, når jeg ikke har så travlt med at lede efter den, eller med f.eks. at skabe den igennem alle mulige underholdende øvelser eller “oplevelser”.

Som Tilopa siger til Naropa i sin berømte sang:

“Når du uden anstrengelse
kan forblive løst og naturlig
så nås du snart af Mahamudra…”