sprog

Sprog og at bruge hinandens køn til noget?

Jeg interesserer mig for sprog. Både at tale og skrive på forskellige sprog, og “det at anvende sprog” i det hele taget.

Sprog bevæger

Noget af det, som gør det så interessant, er, at megen kommunikation imellem det levende sker igennem det, jeg beskriver som sprog. Sprogets funktion er at bevæge.

Jeg er klar over at mange mennesker, der finder interesse for den nyere Tantra, måske helst bare vil “sanse og gøre” uden at skulle høre eller sige så meget? De længes efter “det sanselige” og kropslige. “Jeg vil gerne ud af hovedet og ned i kroppen” – lyder en meget brugt vending, der tilsyneladende får hovedet til ikke at også at være krop.

Lægger jeg min hånd på din skulder, så vil det bevæge dig. Siger jeg “flyt dig!”, så vil det, uanset om du gør, som jeg siger eller ej?- Også bevæge dig!

Lyden fra mine stemmelæber, bevæger dit indre øre, skaber bevægelse i intellektet og dermed i hele din krop. Sprog og stemme er kraftfulde måder at berøre og bevæge på. For den, som kan læse og se, gør ord og billeder det samme.

Sprog skaber opfattelsen af os selv

Hvad der er fuldstændigt mind-blowing for mig er, at ord (og billeder) altid peger på noget andet end sig selv: Det, jeg siger eller skriver om det, som er, ER ikke det, som er. Vi kommunikerer ved at tillægge “betydninger” og danne meninger, vi kan blive fælles om.

Disse betydninger, som vi har tilegnet os igennem det/de sprog, vi har lært, skaber ikke bare vores billede af verden “derude”, men også opfattelsen af os selv i denne verden. Ja at beskrive, at der er noget derude, som adskilles fra det “derinde”, er i sig selv et eksempel på en sådan måde at skabe “betydning” på.

Min indentitet formes ganske enkelt af måden, jeg kommunikerer betydning på, og igennem min evne til at “forstå” mennesker og kultur igennem sproget.

Manglende bevidsthed om sproget – en kilde til lidelse

De klassiske Tantras ser manglende bevidsthed om det som en kilde til binding og lidelse.

Ovenstående har været erkendt siden Oldtiden. Fabler, myter, fortællinger, paradokser, og den retoriske kunst har været bærende i kulturskabelse. Med den også både politik, religion, filosofi og bevidst spiritualitet.

Ord og de forestillinger vi kan skabe i os selv og hinanden af dem, kan fungere både som kærtegn og vold, eller invitere til samtidig fælles undren og læring. Ordenes natur er at invitere os til at skelne – dvs. at sanse – uanset om vi ser dem, eller hører dem.

Med de såkaldte “sociale mediers” voldsomme vækst, er det blevet meget tydeligt at se, hvordan stemninger og forestillinger i store grupper mennesker kan bevæges.

Der er næsten uendeligt mange temaer at tage op for mig i denne forbindelse.

Hvad der i den sidste tid har berørt mig (igen), er måden der skrives om “mænd” og “kvinder” og vores seksualitet på i forskellige Tantra-grupper på Facebook.

“Lukkede du en mands kønslem ind?”

En sætning til en længere artikel der, begyndte med følgende sætning:
“Kender du det, hvor du igen lukkede en mands kønslem ind i din vulva, uden du var åben og klar?”

Måske vækker det, den beskriver, genklang hos kvinder? Den peger på det, som sker for mange kvinder i det seksuelle møde med mænd, når vi ikke har lært at elske og gerne vil “have sex.”?

Manden reduceres igennem måden, det beskrives på, til sit “kønslem” som “lukkes ind”.

Jeg sanser med det samme, hvordan det bevæger mig! Jeg rammes af en følelse af ubehag – ja næsten væmmelse.

Jeg eller nogen anden mand ER ikke et “kønslem”. Jeg vil ikke “lukkes ind i en vulva”! – En betegnelse der i øvrigt normalt kun bruges som en betegnelse for det ydre af kvindens skød.

Jeg sanser fysisk, hvordan det må smerte, at få noget presset ind i sig uden at være fugtig, afspændt og glat og selv åbne sig for det.

Er intentionen mon at skabe et ubehag hos læseren, som grobund for at blive mere modtagelig for resten af artiklens budskab?

For mig ville det svare til at skrive – henvendt til mænd: “Har du nogensinde prøvet at stikke din pik i en kusse?”
Vi reduceres til vores “organer” og til nogen, som “gør noget ved noget, med hinandens kropsdele”..

Det, der beskrives, handler om at “bruge” noget..

Det adskiller!

Det adskiller!
Det stiller os imod hinanden.

På den måde skabes identitet og binding!
Invitationen er meget stærk, netop fordi den igennem ordene gøres sanselig. I dette tilfælde som noget kvalmende og fysisk smertende i mig, som læser det.

Vedkommende, som skriver det, vil noget med mig, for sig. Ja vel egentlig “trænge ind i mit sind” med en stereotyp fremstilling af et seksuelt brug af hinanden.- Uden at jeg har haft mulighed for at åbne mit sind og krop for det?

At penetrere – betyder at gennembryde noget, der er lukket.

Jeg læser så ofte, at der skrives om “penetration” eller “ikke-penetration”. “At penetrere” betyder at “gennembryde” noget, der er lukket.

At elske med hinanden kan ikke være at “penetrere” nogen, men at “tage ind i sig”?!
At vi begge gør det!

Tage ind – forstået på den måde at du allerede er derinde i mig. Jeg skaber blot en illusion om, at du ikke er det, men er adskilt fra mig.
Ses den illusion, erkendes noget andet:

Det, jeg ser og sanser som “dig”, sanser jeg “i mig” – som mig – lige i det øjeblik, vi mødes.

Det, jeg kalder for “mig”, er det, der opstår igennem den samtidige bevægelse i mødet med det, jeg kalder for “dig”. Bare det, at vi ser hinanden, betyder at vi begge bevæges af det “derude” i det “derinde”…

En Tantra peger på at “derude” og “derinde” er illusorisk i deres natur. De opstår som sam-eksisterende. Uden det ene ikke det andet.
Nogen reel eksistens har de ikke.

I den erkendelse opløses begæret efter at “komme ind i dig”.
Hvordan komme ind i det, jeg allerede er?
I stedet opstår bevidst kontakt til kærlighed, lyst og anerkendelse.
Vi elsker i samtidig fælles interaktion. Ingen “gør noget ved/for” den anden.

Vi bevæges og berøres i det, som er og sker.
Det kan naturligvis også invitere til gensidig kropslig forening.

At passe på sig selv – med et sprog?

Når illusionen om adskillelse imellem f.eks. Manden og Kvinden, “Mandslem” og “Vulva” , “derinde” og “derude” opretholdes, gøres det nok i den bedste hensigt om at “passe på sig selv” ..

Desværre sker det så på en meget uhensigtsmæssig måde.

Det, som holder alt levende i live, er den spontane, impulsive, bevægelse: At flytte sig væk fra en torn i det millisekund den sanses mod huden, uden at vælge, uden at tænke.

Eller som den flue, der i refleks flyver væk, i det sekund hånden løftes for at slå den ihjel”. …. JEG LEEEVER!! .. Ville den juble i bevægelsen, hvis den kunne sætte ord på.
Den siger hverken NEJ eller JA, den er simpelthen levende i sin frie bevægelighed. Det findes der intet sprog for. <3


Kom og vær med på vores Påskecamp eller det undersøgende fællesskab Cupisofi og elskovskunst