Tantra og Guruer

For mange år siden havde jeg det privilegium at møde en lærer, som forstod, hvad det vil sige at undervise uden at gøre sig selv til en autoritet.

Jeg havde fået en plads i et tømrerfirma, og Ole var den svend, som jeg skulle gå sammen med. Igennem sin stille facon og uden mange ord, viste han mig igen og igen, hvordan han selv synes, at den bedste måde at gøre tingene på var. Han holdt øje med mig, gav mig af og til et venligt puf, forklarede og viste mig så sin praksis. På intet tidspunkt gav han indtryk af, at den måde han valgte, var den eneste rigtige. Det var blot en vej og samtidig en troværdig invitation til at afprøve den.

Ole fik i mine øjne autoritet. Ikke fordi han selv ønskede den, men i kraft af at jeg selv indså både vigtigheden og glæden ved at være vågen og lyttende når han kom med sit venlige “skub”. Det stod også ret klart for mig, selvom det aldrig blev udtalt, at min åbenhed og villighed til at undersøge hans eksempler, også var det, som gjorde, at han blev ved med at ville undervise. På den måde havde jeg selv ansvaret og dermed også friheden til at sige fra, hvis jeg helst ville have været fri for hans interesse. Samtidigt var det også åbenlyst, at hvis jeg på hans vejledning havde reageret med at komme med mine egne “bedre” ideer om, hvordan jeg troede, det skulle gøres, eller til hvad jeg “hellere ville lave”, så ville denne interesse fra hans side være hørt op.

I pauserne kunne vi snakke om alt muligt, og vi delte fortællinger fra vores liv.

Tantra har en tradition for “Guruer”. Hvad der skal lægges i dette begreb, er der skrevet meget om. Fælles er det, at der under betegnelsen skal forstås “en vejleder” eller en lærer, som kan bistå med “at løfte op”. Etiketten “Guru” har i de seneste 50 år, fået en noget negativ klang, som udtryk for en der forfører sine tilhængere og binder dem i en form for afhængighed. Eksemplerne herpå er da også mange.

Ingen andre end vi selv kan “udvide vores bevidsthed til frihed”. Vi er selv ansvarlige og har friheden i enhver henseende. Tantra kan jeg beskrive som en “videnskabelig” tilgang til bevidsthed. Den bygger på eksperimentet, på praksis og på at erfare. Bag disse kan der ligge hypoteser og grundantagelser, og i overensstemmelse med god videnskabsteoretisk forståelse, kan ingen hypotese bevises som værende “sand”, men skal søges modbevist igennem både eksperiment og tanke. Tro altså ikke på noget! Erfar! ..og oplev at dine erfaringer – dvs dine beskrivelser af det, som du erfarer – aldrig vil kunne være det, som du har erkendt.

En lærer eller gurus fortællinger kan således heller ikke fungere som andet end noget, der inviterer dig til at afprøve og iagttage? Lærerens opgave bliver at åbne et rum for eksperimenter og udveksling af undren, og ikke at formidle nogen form for “sandhed”. Bag disse forslag til at undersøge, vil der naturligvis ligge en række hypoteser, som kan undersøges. Derfor vil den ramme som disse undersøgelser gives – i form af øvelser og aktiviteter – heller ikke være tilfældige og ej heller være planlagte. Læreren eller “guruen” fungerer som leder, og du må som deltager have tillid til denne ledelse ligesom lederen må have øje for, at deltageren åbent og opmærksomt vil være med indenfor den givne ramme. Mangler bare en af delene, forvandler undersøgelsen sig til at blive til underholdning.

Et andet billede kan også være, at se læreren som en katalysator, dvs. som det, der skal tilsættes en kemisk blanding, for at få den til at reagere. Både reagenser og katalysator skal passe sammen, ellers opstår der ingen reaktion.

Hvad vi ofte overser i vores tid, hvor vi kan melde os til alverdens kurser og seminarer, er, at der i denne forståelse af læreren eller lederen opstår en gensidighed. Både den som opsøger læreren og læreren selv har hele tiden friheden til at sige både ja og nej. De to mødes, og skal der i det møde være kontakt til kærlighed, må der være fuldstændig frihed. Mødet bygger på tillid og at begge vil dette møde…igen og igen.

Tillid vil jeg forenklet beskrive som, at der er pålidelighed, kompetence (du kan det, som du skal kunne), rimelighed (vi anerkender hinandens behov) og åbenhed i måden vi relaterer til hinanden på.

Du kan ønske dig at blive undervist, og det vil være underviseren som ikke bare i begyndelsen men også igen og igen giver sin accept af dette møde.

Vi er blevet vant til, at vi kan komme til fitness eller Yoga som det passer os, og tager det som en selvfølglighed at tilbudet står til rådighed, når først der er betalt for det. De færreste oplever at Yogalæreren meddeler at hun/han ikke ønsker, at du som deltager kommer mere. Tænk bare på hele vores undervisningssystem, hvor eleverne eller de studerende “har krav” på undervisning. Fungerer det ikke temmeligt absurd i dette perspektiv?

I tantra vil du kunne møde et nej. Hvis det sker, så tænk på, at et nej intet har at gøre med, hvordan du er, men alene med den måde som du opleves på, af den, som siger nej.

I indgangen til ledelse er der en, som ønsker at blive ledt, og en som er villig til at lede. Begge dele bygger på denne villighed. Og så længe denne dualitet eksisterer og opretholdes, imellem “elev” og “lærer”, vil det være umuligt at mødes hinsides betingelse. Opløsningen finder ikke sted, ved blot at tage det modsatte standpunkt dvs. give udtryk for at de to er “lige”. Der ER f.eks forskel på rytteren og hesten, hvis vi ser på ledelse i det perspektiv. Dualiteten transcenderes (hinsides beskrivelse) i det øjeblik, hvor der overhovedet ikke foretages en skelnen mere. Mødet finder sted i bevidsthed og kærlighed.

Vi kan have en opfattelse af, at det at lede, handler om at skulle have nogen ført et eller andet sted hen? Du kan ikke komme nogen steder hen! Du står lige midt i livet, i det, som der er. I det øjeblik al tanke om guru, discipel, sannyasin, elev, lærer og leder forsvinder og der opstår kontakt. Så er der kun “ledelse” eller bevægelse der. Dette udtrykker et vidunderligt paradoks.

Det at iagttage paradokset kan blive en port til erkendelse.