terapi og behandling

Terapi set i et systemisk lys

Terapi og behandling finder vej ind overalt. Jeg ser det brugt i Yoga, Pilates, Mindfulness, og selvfølgelig også i forbindelse med Tantra. Jeg finder det som “behandlingstilbud” til både par og enkeltpersoner.

Terapi og behandling set i et systemisk lys, vil have et fundamentalt andet udgangspunkt end det, som normaltvist forstås som “terapi”.

Den almindelige opfattelse af terapi og behandling

Traditionelt vil der i en eller anden form for behandling, være en behandler, og en der skal behandles.

Den første må se sig som kvalificeret til at behandle nogle af de temaer, som den behandlingssøgende (klienten) kommer med.

Derfor vil et møde i den tradition også gerne indledes med at få talt om de behov eller symptomer, der opleves som problematiske eller vigtige ud fra klientens synspunkt.

Forventningsafstemning

Det laves med andre ord en forventningsafstemning eller en “kontakt” for behandlingen. Mødet vil være ensrettet i forhold til, at det udelukkende er klientens behov, der fokuseres på. Behandleren skal holde sine egne behov udenfor – og etablere en professionel distance.

Terapi og behandling betinges af de forventninger der skabes.

Der er altså to, som mødes for at gøre noget ved- eller for- den ene. Hver især ses de som afgrænsede enheder med egne “grænser”, der sættes inden og holdes undervejs i mødet. I virkeligheden vil der være tre: Dig, mig og dit problem, som vi mødes om og gør noget ved.

Vi er ikke en “ting”

Systemisk betragtet, vil det, som er, udtrykkes i “bevægelse”.

Jeg som menneske er altså ikke en “ting”, der kan afgrænses til en bestemt “form”, men kan beskrives som: “Kontinuerlig forandrende bevægelse”, der interagerer og flyder med de omgivelser, der er… Omgivelser vi også vil se som bevægelse.

Metaforisk set som en “hvirvel” i en flod, der af en betragter nok kan afgrænses igennem iagttagelse, og som alligevel er lige så meget “flod” eller “strømmende vand” som “hvirvel”.

Afhængigt af bredden på floden, bundens beskaffenhed, vind etc… vil hvirvlen ændre form. Ja reelt set er den der ikke. Bevægelsen giver blot udtryk af at være “form” for iagttagerens blik.

For vores intellekt og sprog er dette meget svært at arbejde med. Sproget, jeg benytter, opererer jo med “ting” eller “enheder”, der “flytter sig”. Jeg siger f.eks. “min arm rækker ud efter glasset”.

Radikalt – systemisk betragtet vil den bevægelse involvere ikke bare “min arm”, men hele kroppen, intellektet, omgivelserne etc.

Der sker “noget”…. Det kan vi konstatere. Og “hvad der sker” udtrykker et valg af betydning, som træffes af den, der skaber denne mening. (Eller inddirekte er truffet af den, fra hvem vedkommende har lært at give den betydning.)

Mødet udtrykker bevægelse

Hvor, man traditionelt altså vi se et møde, som noget der sker imellem to, vil et møde – systemisk set – udtrykke bevægelse og intet andet. Det, der sker, kan ikke isoleres til at være “to”. I stedet vil en bedre beskrivelse lyde: “Der bevæges… anderledes nu end i en anden kontekst”.

Bevægelse har ingen grænser. Grænser skabes udelukkende igennem skelnen og betydning.

Vi beskriver “to” – og det, der sker, bevæger alt og bevæges af alt.

Det fører selvsagt til, at det bliver meningsløst at tale om, at den ene gør noget ved den anden. Al bevægelse forandrer “begge”. Bevægelse har ingen grænser. Grænser skabes udelukkende igennem skelnen og betydning.

To hvirvler i floden der “støder sammen”, vil fremtræde som en hvirvel, eller noget helt andet. Opløses dette, vil ingen af de to hvirvler der var der før, nogensinde opstå igen.

To hvirvler i floden der “støder sammen”, vil fremtræde som en hvirvel, eller noget helt andet. Opløses dette, vil ingen af de to hvirvler der var der før, nogensinde opstå igen

Et eksempel

En meget enkelt eksempel på forskellen imellem disse to fundamentalt forskellige måder at se et møde på, vil jeg hente fra pædagogikken.

Traditionelt vil jeg høre mennesker tale om at “få viden” af nogen. Eller “give sin viden” evt. “dele den”. Ekstremt: “At få hældt viden på” – i sådan en “tankpasser” metafor.

Systemisk opstår viden som en forandring i den måde, den samlede bevægelse sker på. Der “erfares”. Viden “sam-skabes” som kompetent bevægelse sammen. “Kompetent” ses her, som noget en iagttager vil betragte som “mere levedygtigt” eller “nyttigt” i forhold til bestemte omgivelser og sammenhænge.

Al distance og grænse vil virke som en illusion. Der naturligvis OGSÅ bevæger …

En invitation til noget fælles

En systemisk funderet “terapi ” – vil altså ikke være terapi og behandling, som mennesker almindeligvis forstår de begreber, men et møde og en invitation til en fælles undersøgelse. Kommunikationen i mødet vil – uanset om vægten lægges på en verbal eller kropslig dialog – involvere det hele. Krop og sind bevæges som et.

Begge åbenbarer i mødet sig selv og undersøger denne fælles bevægelse. Forandringer sker af-sig-selv i os begge.
Et rum for “læring” åbnes, udvides og lukkes igen. Dansen kender vi ikke på forhånd. Dansen opstår ved at øge muligheder for at relatere og undersøge, hvordan det sker, imens det sker.

Skal vi undersøge det at danse sammen, må vi være i opmærksom kontakt. At noget er i “kontakt” betyder at der “ikke er noget imellem”. Kontakt betyder intimitet.

Jeg vil kalde det for: “En invitation ind i bevidst, opmærksom fælles iagttagelse”. Vi bliver begge hinandens “spejl”.

Det siger næsten sig selv, at den kompetence, der skal til for at invitere til sådanne møder, vil være fundamental forskellig fra den, der almindeligvis knyttes til en “behandler-rolle”.

Mønstre?

I systemisk teori tales der gerne om “mønstre”. Et mønster udtrykker ikke en egenskab ved det, som betragtes, men udelukkende et “filter” som betragteren anvender til at give betydning med.

Et mønster udtrykker ikke en egenskab ved det, som betragtes, men udelukkende et “filter” som betragteren anvender til at give betydning med.

Betragteren skaber “sig selv” – dvs adskiller sig fra det, som betragtes – ved at give det en sådan betydning.

Behandleren skaber sig selv ved at adskille sig fra sin klient.

Den, som betragter, definerer med andre ord sig selv, igennem det, som betragtes.

Det, der – systemisk set – får en behandler i den traditionelle opfattelse til at fremstå som “en behandler” bliver altså sin evne til at adskille sig fra den, som behandles ved bl.a at give vedkommende en opfattelse af, at der er “noget” at behandle.

Jo mere behandleren kan definere et behandlings-behov eller f.eks. diagnoser, som ikke er kendte for den behandlingssøgende, jo tydeligere vil behandleren fremstå – dvs. adskille sig i sin egen opfattelse af sin identitet.

Den behandlingssøgende bliver for behandleren et (sikkert ubevidst) middel til at skabe identitet. Behandleren bliver for klienten et tilsvarende middel til at legitimere sit problem eller behov.

At afstå fra terapi og behandling

Ved at afstå fra “behandle”, og i stedet åbne for at bevæge sig sammen i en fælles undren og selvåbenbaring, mødes vi i øjenhøjde. Vi kommer med forskellige kompetencer og finder i mødet anledning til at undersøge måske helt nye måder – at erfare og give betydning på?

Et eksempel fra en samtale.

En kvinde fortæller mig om, hvor svært det har været for sig, at stå ved sin seksualitet og lyst siden sine unge år. Jeg spørger nysgerrigt til, hvordan hun vil beskrive sin opvækst?

Hun fortæller….

På et tidspunkt siger jeg:

“Jeg genkender meget af det, du siger, fra min teenagetid og senere”. Jeg synes at det var svært og meget udfordrende”

“Hvordan var det for dig?” spørger hun så. ..

Og jeg fortæller om mig….

I den dialog opstår der en ligeværdig samtale. Jeg aner intet om, hvad der sker i hende, eller hvad hun virkeligt oplevede. Jeg spejler det, hun fortæller, personligt. Det bliver muligt for os sammen, at gå dybere i noget som virker relevant for os begge: En samtidig fælles undersøgelse.

Mahamudra-massagen er et andet eksempel på et sådant møde.

Den indledes med en samtale. Efter at vi begge har set hinanden lidt an og fortalt om os selv, inviterer jeg til, at vi sammen undersøger, hvordan vi sanser hinanden igennem henholdsvis en passiv/aktiv kommunikation eller en samtidig fælles interaktion.
Begge dele ved at tage kontakt udelukkende med vores hænder og evt. underarme og siddende overfor hinanden i vores stole.

Jeg gør det meget tydeligt og åbent, at jeg i massagemødet vil møde hende i opmærksomhed på, at jeg sanser mig i mødet med hende. At det er måden, jeg kan berøre mig på – kærligt, hengivende, opmærksomt – der bliver invitationen til, at hun kan spejle det i sig – og dermed berøre sig kærligt i mødet med mig..

Det er fremmed for de fleste, hvorfor jeg også pointerer, at der ikke er krav eller forventninger om, hvad eller hvordan hun gør. Hun skal blot se det som en mulighed. Hvis hun hellere under vores møde vil ligge stille, så gør hun naturligvis det.

“I det tilfælde”, siger jeg …“Har jeg behov for at mærke, at du ikke er frosset i din krop uden at kunne flytte dig spontant væk, hvis der sker noget, du ikke bryder dig om. Jeg vil derfor f.eks regelmæssigt søge kontakt til din hånd. Kan vi aftale signaler, du kan give mig der, som betyder, at du er helt ok eller det modsatte? Ja, hvis jeg er i tvivl vil jeg direkte spørge dig..”.

Hvorefter vi finder ud af, hvad dette signal bedst kan være…

systemisk cupisofi og elskovskunst