Utroskab

At skrive om troskab eller utroskab er måske som at stikke hånden ind i en hvepserede?

Er der ikke i vores samfund nærmest kollektiv enighed om, at “det at være tro” er en værdi, som der ikke skal stilles spørgsmålstegn ved?

Dynamiske relationer eller soldater?

Selv når talen lyder om at gå fra at leve monogamt til at leve i “dynamiske relationer”, spiller ideen om troskab en rolle? Du skal være tro (imod dine partnere)!

Er soldat skal være tro. Det er det, som hele hans/hendes uddannelse tager sigte på. Hvorfor øve 1000 gange at gå til højre eller venstre på kommando, hvis det ikke er for at skabe en fuldstændigt konditionering? Lad være med at sætte spørgsmålstegn – gør som der bliver forlangt! … Og vi beskytter dig bagefter. Du handlede efter ordre, og har derfor intet ansvar.

Politikere og andre som søger magt, ønsker sig soldater. De skal være tro! Spørg bare på Christiansborg: “Stem som du får besked på!” “Følg partilinien!”

At handle i troskab, er at handle under pligt. Og i pligten er der intet ansvar. Ansvaret kræver, at jeg har frihed til at handle. Hvor frihed erstattes af pligt – bliver handlingen betinget…. Og kan der så være kontakt til kærlighed og bevidsthed?

Kan et menneske som handler i kontakt til kærlighed være tro?

En slave er tro. En robot er det også. Og en tjener forventedes at være det. Ja jeg ser endnu at mennesker belønnes for “tro tjeneste”. Et frit menneske vil ikke kunne være tro imod noget  eller nogen som helst. Kan et menneske, som handler i kontakt til kærlighed så være “tro”?

Skal du kunne regne med mig?

“Men” …vil nogen måske indvende…”Jeg skal vel kunne regne med dig”?

Hvad skal du regne med? Din egen forventning? Eller det, som jeg sagde i forgårs?
Hvad gør jeg ved mig selv, når jeg forventer, at livet lever op til mine forventninger? Forvent intet af mig! Mød mig i stedet! Dine forventninger vi med sikkerhed skuffe dig, eller alternativt – hvis jeg skulle ende med at identificere mig med dem – umuliggøre at du nogensinde ser mig, som jeg er…og jeg ser dig, som du er.

Jeg vil hverken være tro eller utro. Der er ingen forskel på de to ting. 😉