vær nu som

Vær nu som jeg vil have det! Eller?

Hvor megen lidelse beror ikke på kravet: “Vær nu som jeg vil have det!”?

At se efter det der bekræfter min ide om, hvordan noget bør (eller ikke bør-) være – eller skal hænge sammen, vil føre til, at mit sind gør, hvad det kan, for at få det, jeg erfarer, til at “passe med” denne forestilling.

Undersøger jeg derimod med erkendelsen af, at enhver ide jeg har om verden, ikke kan være denne verden, kan jeg få øje på, hvordan og hvor let jeg binder mig i forventning.

Beskrivelsen af en abe er ikke en abe!

Beskrivelsen af en abe er altså ikke en abe… uanset hvor præcis og nøjagtig jeg forsøger at gøre den. Den “peger” på blot på “noget”: En kategori eller et mønster, hvorigennem jeg er opdraget til at SE verden.

Når et menneske søger efter “kærligheden” eller “mere lyst” vil det være sådan en konstrueret forestilling og et ideal, der søges efter. Det findes simpelthen ikke!

Skuffelse.

Hvad gør det ved os, hvis vi møder verden og hinanden og forsøger at få, det vi ser, og sanser til at passe til vores længsler efter- og krav til, hvordan det burde være, se ud, føles, mærkes, eller opleves?

Det leder til “skuffelse”. Jeg kunne også skrive “overraskelse”. Det udtrykker det samme: At jeg “igen” erfarer, at mit forsøg på at opretholde illusionen fejler trods alle anstrengelser.

Angsten for at blive “skuffet” eller “overrasket” inviterer ind i kontrol og forbehold. Det gør blot hele miseren meget værre. I forbeholdet gemmer sig, at jeg så tidligt som muligt – igennem bedømmelse, plan og kalkulation – vil forebygge ubehaget af at føle mig “snydt” igen.

Jeg lukker mig så at sige om min egen skepsis eller “grænse”.

Hvordan kan jeg erfare uden filter?

Hvorledes kan jeg erfare uden dette “filter”?

Først og fremmes må jeg se – altså anerkende – at jeg stiller dette ideologiske betydningsfilter – imellem “mig” derinde og “det derude”. Se hvordan jeg konstruerer og opretholder det, og hvordan det virker.

At det fremstår som et tykt, solidt og tungt skjold lavet af mange lag. Erfaringer, “værdier” og overbevisninger jeg har lært at holde op foran mig som beskyttelse. En nøje tilpasset maske jeg kan gemme mig bag. De gamle grækere brugte ordet “persona” til at beskrive skuespillerne på teatret med. Direkte oversat betyder det: “Stemmen bag masken.”

Fjerner jeg skjoldet, føler jeg mig sårbar

Hvis jeg fjerner mit skjold, føler jeg mig sårbar. Det er uvant og føles farligt. Hvordan skal jeg så “passe på mig selv”? Jeg må i så fald lære at bevæge mig og lade mig bevæge. Få øje på, at med den ubevægelighed det tunge skjold uvilkårligt fører med sig, opstår denne angst. Lader jeg det falde, ikke bare vokser mit udsyn enormt, jeg bliver også fri til at bevæge mig uden denne tyngende vægt.

Lader jeg skjoldet falde, ikke bare vokser mit udsyn enormt, jeg bliver også fri til at bevæge mig uden denne tyngende vægt.

Jeg ser pludseligt det, som er, som det er. Oplever en lethed som aldrig før.

Jeg hverken skuffes eller overraskes. Jeg sanser, bevæger, bevæges, berører og berøres spontant i umiddelbar kontakt til det, der er og sker. Jeg kan handle i denne umiddelbarhed. Frit og naturligt.

Trolden under sengen

Et barn er bange for “trolden under sengen”, indtil sengen løftes, og hun ved selvsyn kan se, at det eneste der ligger der, er nogle små nullermænd. Det samme sker, når skjoldet lægges til side.

Naturligvis føles det meget uvant at bevæge sig uden disse mange lag af beskyttelse. Det kan læres og øves. Denne øvelse kalder jeg bl.a. for “meditation”.

At stræbe efter at få verden og livet til at forme sig efter sine ønsker og håb : “Vær nu som jeg vil have det!” svarer til at ville se det sprudlende liv i søens vand, og blive ved med at plumre det op i sin iver efter, at det skal lykkes.

Cupisofi og elskovskunst

Systemisk uddannelse