vellidt

Vellidt? – Hvor må det være anstrengende!?

Findes der noget mere anstrengende end at ville være vellidt? Her et kort essay om at ville være vellidt eller ej.

Jeg må indrømme, at jeg nok aldrig har været så voldsomt optaget af, om andre mennesker kunne lide mig, mine holdninger og tanker eller ej.

Det hænger muligvis på den ene side sammen med en barndom, hvor jeg på stort set alle områder blev opdraget anderledes end de fleste?

På den anden side, at jeg meget tidligt i livet opdagede, hvor meget det binder, at stræbe efter andre menneskers accept.

Vi har brug for anerkendelse

Vi har, som alle andre levende væsener brug for anerkendelse. Dvs. for at blive set, og frem for “at se, at vi ses”.… “Bare” ses…altså ikke ses for “noget eller “fordi”.

Et spædbarn eller en dyreunge er fuldstændig afhængig af, at sin moder og de, der skal passe på det, ser det. Samtidig beror sit liv på, at de dyr, som vil æde sig, ikke ser og får øje på…

Når man udfordres vil mange føle sig stødt

I stort set hele mit arbejdsliv har jeg levet af at udvikle ideer, søge nye muligheder og udfordre gængse vaner og antagelser om livet og verden. I 30 år har jeg undervist på utallige seminarer og workshops – åbne som lukkede, med mange deltagere, i små intime grupper og i forskellige kulturer.

Fra starten af tog jeg udgangspunkt i sammenhængen imellem krop og sind: At det ene spejler det andet og måden, vi er i verden på.

Når man udfordrer gængs tankegang og praksis, vil der være mange, som stødes på manchetterne. Min erfaring er at disse mennesker meget ofte i en dialog, der rummer indre konflikter, vælger at blive personlige.

De slipper temaet eller sagen – og stiller spørgsmål til- og ved- karakteren af den, de står overfor.

De vil ikke opdage, hvor meget mere frugtbart det er sammen at undersøge det emne eller det spørgsmål, som samtalen drejer sig om.

Ville jeg have været vellidt, kunne jeg ikke gøre det..

Ville jeg være vellidt, som en der “passer ind” og ikke på nogen måde “kradse“ eller give anledning til ubehag – så havde jeg ikke kunnet gøre det, jeg gør.

I forhold til at “Reklamere” har det naturligvis ikke været heldigt. Reklamer søger “kundernes gunst”. De skal kunne lide- og føle sig tiltrukket af mig.

De mennesker, der således har søgt mit samarbejde, har gjort det i interesse for en anderledes måde at tænke og se verden på – og måske netop i et erkendelse af, at det sjældent er fra de “søde og veltilpassede” at nytænkning og -praksis opstår?

Fordelen ved dette har været, at vi er mødtes i øjenhøjde.

Jeg vil ikke indfri forventninger.

Jeg har ikke været optaget af at “indfri deres forventninger” – ligesom de naturligvis heller ikke har været det af at indfri mine…. Ud over de praktiske aftaler omkring mødetidspunkter, rammer og betaling etc., og ikke mindst en ordentlig, respektfuld omgang med hinanden.

Jeg kan lide mennesker og dyr

Jeg kan vældigt godt lide både mennesker og dyr. Verden er simpelthen fyldt med dejlige og forunderlige skabninger. Jeg relaterer gerne tæt og nært og er også glad for at være alene.

Hvad, der så i den begejstring ikke er sundt at overse, er, at der også er mange farlige mennesker og dyr til. At tro andet anser jeg for at være naivt.

I sig selv vil de for de flestes vedkommende blot leve i overensstemmelse med deres “natur”. I deres egen opfattelse er de ikke farlige.

En Nil-krokodille og en skovflåt er deres forskellighed til trods, farlige for mig og andre på hver deres måde.
Altså må jeg bevæge mig forskelligt med alle jeg møder.

Det betyder ikke at jeg “ikke kan lide krokodiller”. Det kan jeg. Jeg har en overgang lavet skulpturer af disse vældige dyr. De er simpelthen fantastiske i mine øjne. De har været her i mange flere år, end vi som mennesker…

Da jeg mødte Karin..

Da jeg mødte Karin i Tyskland, brød hun sig virkeligt ikke meget om mig. Hun fandt både mine holdninger og måden, jeg gav udtryk for dem på, upassende og irriterende.

Interessen for at undersøge hvordan vi som mennesker relaterer med og til hinanden og alt omkring os, var den fællesnævner, som gjorde at vi kunne og ville bevæge os sammen.

Vi mødtes i en gensidig respekt for hinandens natur (og kultur) uden et ønske om at lave den om.

En varmblodig løvinde fra Syden vil aldrig blive til en ulv fra det kolde Nord – eller omvendt. Uanset hvor meget de prøver på det.

Begyndelsen er slutningen

Så er jeg tilbage ved det, jeg skrev øverst.

En ulv der iklæder sig fåreklæder for at være vellidt blandt fårene, får det meget varmt og ubehageligt. Fårene derimod vil – uanset hvor god han er til at forklæde sig – instinktivt bevare en skepsis. Han kan måske snyde dem for en tid, og i længden vil han blive udmattet.

Så er det meget bedre for ham at være helt og fuldt ulv og lege med de dyr, som finder det spændende og naturligt at danse med ulve. Der kan vi mødes i al vores forskellighed. Se hinanden som vi er, forundres og undres – og bevæge os sammen i det, som er villet og muligt i respekt for hinandens forskellighed.

Det vil ofte føre til at, vi kommer til “at kunne lide hinanden.”

Det handler ikke om “at være vellidt”, men om at anerkende – se, sanse og bevæges af- og med hinanden i opmærksom kontakt med det, som er og sker. Der kan vi mødes i det, jeg kalder for “kontakt til kærlighed og lyst”.

At være vellidt og en maske der kan passe

Den, som vil være vellidt – vil søge at finde en maske der kan passe – Den vil altid stå imellem. Og bag den lyder en stemme, der har lært at finde en melodi, der er rund og blød. Masken er kontrol. Bag den lever angst og usikkerhed i den evige jagt på accept.

Og anerkendelsen?

Den udebliver.
Bag en maske kan ingen se særligt godt og slet ikke blive set.