Mennesket er ikke i sin natur ensom. Ensomheden opstår ved at bindes – og binde sig til bestemte ideer om relation.

Ensomheden ophører når det:

Erfares at der ingen grænse er imellem mig og “den anden”, end ikke en grænse imellem iagttageren og det, der iagttages.

At du, jeg og alt, hvad der er, ER “det, der er”..

At intet i mig eller dig sker efter andre principper end noget andet af det, som sker i hele universet.

At vi begge kan ses som udtryk af “det samme”.

Det leder til at få øje på, at ensomhedens ophør er en konsekvens af at miste adskillelse mere end af at skabe forbindelse.

Der findes således en forskel imellem på den ene side mennesker, der i en følelse af adskillelse og af at sidde indelukkede bag “grænser” vil bruge hinanden til at bekræfte sig, føle sig trygge og -sikre…

Og på den anden side mennesker, der opmærksomt og bevidst erkender fællesskabet igennem forbundethed i natur.

Ikke frihed fra ensomheden

Budskabet i dette er en invitation til frihed. Ikke “frihed FRA ensomhed”. Den ville netop være betinget af ensomheden, som det “jeg ville væk fra” – men “bare” frihed.

Frihed beror ikke på hverken at komme væk fra eller henimod, men på at se adskillelsens selvskabte natur.

Det er invitationen i såvel den systemiske tankegang og -videnskab, som i gamle Tantras. Det er budskabet i Zhuangzi – Taoismens absolutte hovedværk..

Vi undersøger det i møderne med hinanden. Hvor let det er at skabe adskillelse og med den ensomheden.

Hvor enkelt det synes at være, når adskillelse ikke længere opretholdes igennem forbehold, betingelser eller form. Det kan ikke gøres ved at stræbe efter det. Al stræben efter noget, som allerede er, vil blot forstærke oplevelsen af fraværet af det.

I stedet at SE og bevidst, opmærksomt, erfare hvad jeg gør, når jeg gør, og hvordan.

Systemisk uddannelse på Abildgaard: Systemisk Institut for indre rum og bevægelse

Systemisk Cupisofi og elskovskunst på Abildgaard: Mahamudrainstitut