at forvente noget af nogen

At forvente noget af nogen og binde sig selv

Ved at forvente noget af nogen binder jeg mig selv! Ja ikke nok med det: Det fungerer også som en stærk invitation til at binde den anden!

Gode tilbud og kontrakter?

Da jeg for mange år siden startede virksomhed, var det meget vigtigt for mig hurtigt at få nogle gode kontrakter. Når jeg skrev tilbud og efterfølgende ringede for at få accept, følte jeg mig stresset.

På den ene side var det nødvendigt for mig at være venlig, og på den anden side var irritationen over at have gjort mig afhængig af et andets menneskes bedømmelse og accept stor. Det skabte ubehag og spænding i min krop og mit sind.

At forvente noget af nogen til eksamen

På mange måder mindede det om at gå til en eksamen, hvor jeg havde gjort udfaldet meget vigtigt for min fremtid. Det var anstrengende og nærmest lammende at skulle stå foran mennesker, jeg havde givet den magt.

Magt fik de ved, at jeg lod dem fremstå som et nåleøje, jeg skulle igennem, hvis jeg ville forfølge min drøm. Det var mig selv, der havde skabt ikke alene den drøm, men også at netop de skulle være nøglen til den?

Når, jeg følte mig “tilpas” i forhold til det faglige niveau og mødte op med en dyb tillid til, at jeg ville kunne svare kompetent på ethvert spørgsmål i relation til pensum, var nervøsiteten og spændingen minimal. Alligevel fandt jeg afhængigheden af eksaminators bedømmelse meget ubehagelig.

Ikke at forvente noget af nogen inviterer i frihed

Enhver dreven forhandler kender til dette. Jo mere den ene part ønsker et helt bestemt udfald, jo mindre frit kan han/hun bevæge sig i mødet. Vedkommende bliver lettere at “flytte”..

Hvor, der overhovedet ikke er nogen stræben efter “noget bestemt”, men blot åbenhed for at se, “hvad der er muligt og kan opstå” når vi mødes og skaber noget sammen, kan oplevelsen af frihed og kreativitet omvendt føles berusende.

Forelskelse er at forvente noget af nogen

Forelskelse fungerer på samme måde. Mennesker forelsker sig ikke i hinanden, men i sine drømme. Tanken om “sig selv” sammen med et menneske, de i øvrigt ikke kender, bliver så forlokkende og gøres i tanken til det vigtigste for forestillingen om lykke.
Det fører til stor binding, hjertebanken, angst og fryd ved de mindste tegn på at den er gengældt.

Den høje spænding, som forelskelsen inviterer til, gør samtidig “ustabil”. Et menneske bliver på den måde meget let at manipulere og kontrollere.

Binding og identifikation – at skabe et “selv”

Bindingen skabes ved at identificere sig med sin forestilling og gøre drømmen “sand”.

At “identificere sig med” betyder at skabe “sit selv”- “den jeg er” eller “helt nødvendigvis må være/blive” – igennem virkeliggørelsen af det, som jeg drømmer om og/eller forventer, at den anden skal gøre muligt.

At leve betinges således igennem drømmen om det forventede, den anden, og den magt vedkommende tillægges.

En identifikation der forstærkes af angsten for, at vedkommende måske ikke vil gøre det muligt, og samtidig i tanken være fuldstændigt overbevist om at vedkommende har den fremtidige lykke i sin hånd?

Det forunderlige i det spil vil være, at begge binder sig, hvis de “køber” denne forestilling om magt og afhængighed. Altså gør den “sand”…
Jeg kan ikke se naturen af det, som er, når tanker og sanser betinges af “det, som hellere burde være” eller “helst skal komme”.

Bindingen bliver med andre ord til illusionen om “Jeg”.

Forventningen og identifikationen med den inviterer i den grad ind i lidelse.

Jalousi

Jalousi fungerer om noget andet, på den måde:

Bedømmelsen af “den andens” adfærd bruges til at skabe en forestilling om “mig”. Den jalousien gælder får illusorisk pligten, skylden for og magen til: Om “jeg føler mig godt tilpas og har det godt” eller det modsatte.

Det kan jeg næsten betegne som den ultimative binding!



Karamel eller Maggi-terning?

Som dreng legede vi en leg. Vi pakkede en Maggi-suppeterning ind i karamelpapir, og lagde den i posen med Toms chokolade karameller. Overraskelsen og den overdrevne væmmelse det gav, hos den, der kom til at spise den, illustrerer meget godt, hvordan det virker, når en stærk forventning pludselig opløses af det, som konkret er.

Hvordan opdager jeg det?

Nogle gange kan det være svært at opdage disse invitationer til at “forvente noget af nogen” og dermed binde både sig selv og andre?

De gemmer sig ikke mindst i sproget, vi bruger, og i måden vi inviterer og lader os invitere på.

Lad mig komme med nogle enkle eksempler:

“Kan du godt lide mig?”… (De færreste mennesker vil svare “nej”)
“Går der så lige så lang tid som sidst, før du kommer du igen?” …
“Kan jeg få en dejlig massage af dig?”
“Vi du fortælle mig, hvad jeg får ud af det?”
“Hvad vil du bruge mig til?”

“Synes du ikke, at jeg er kedelig at være sammen med?”
“Hvorfor kan du lide mig?”
“Hvorfor vil du da være sammen med mig?”

“Uden dig vidste jeg ikke, hvad jeg skulle gøre”
“Du er altid så smuk (glad, fræk, lækker, sød, klog,… etc…)

Forventninger, begrundelser, brug af “tid” og absolutter og sammenligninger, rummer typisk både kimen til at binde og lede i kontrol:

“Altid og aldrig”
“Hvorfor?”
“Forklar mig lige!”
“Så vil det sige at…”,
“Du siger jo også altid, at jeg bare skal…!”
“Du gør mig altid så glad, lykkelig, lysten ..”
“Du svarer mig aldrig …”
“Ingen kan lide mig…”
“Alle siger….xy om mig”
“Tager det lang tid?”
“Kan jeg få ekstra tid?”
“Du plejer jo alligevel at …”
“Hvad har hun, som jeg ikke har”?
“Du er måske mere til mænd som…?”
“Hvorfor kommer du først nu?”
“Hvad har du lavet i al den tid?”
“Du ser mere på hende, end du ser på mig!”

Frem for alt opstår de igennem ros og kritik.

At bringe sig i en position, hvor bedømmelse er mulig?

Den, der bedømmer et andet menneske, vil bringe sig en position, hvor bedømmelsen er mulig. Når noget på den måde “vurderes”, gøres det efter norm og standard. Når jeg måler, gør jeg målestokke til reference. Den betinger min opfattelse af det, som måles. Det er sin funktion.

Kommunikerer vi igennem betingelse, inviteres vi ud af den bevidste opmærksomme kontakt til kærlighed. Vi ser ikke det, som er, men skaber i stedet en illusion om “os selv”: Gør os til “en nogen” eller “noget”. En “ting” der kan måles og bedømmes som “god nok” eller det modsatte.

Jeg er ingen ting… Ikke “en ting” .
Det synes at være ganske uordentligt?
Hvis jeg ingenting er, hvordan kan jeg så styres eller kontrolleres?

Altså må jeg overbevises om, at jeg er en sådan ting! Gives en “form” der kan måles. Gøres forudsigelig og skyldig…

Tantra og at forvente noget af nogen?

De fleste Tantras peger på dette. Zhuangzi gør det også.

Opfordringen i dem er at møde livet og det levende “hinsides forventning”: At lade sig bevæge af det, som sker i bevidst opmærksom erkendelse af, at vi bevæger hinanden og alt, hvad der er, og at kontrol vil være illusion.

Til den invitation hører det selvsagt også at være bevidst om disse forventninger. Se naturen af, hvordan de bliver til igen og igen.

Jeg kan være opmærksom i det, der gøres her og nu. SE at “jeg” ikke findes uafhængigt af “dig”, men at vi begge kontinuerligt fødes og dør som bevægelse i mødet med hinanden, og alt hvad der er…

“Uden nogen form for anstrengelse,
simpelthen kun idet du forbliver ubundet og naturlig… bryder du åget”
.. som Tilopa skriver til Naropa i sin berømte sang.