at lege

At lege er at elske – har du glemt at lege?

Har du glemt, hvordan det er at lege? Er det forsvundet i “jagten på det gode liv” og realiseringen af “sig selv”?

At lege og lære

Jeg husker en eftermiddag, hvor jeg som dreng fandt en tom metaldunk. Der havde været cellulosefortynder i.

Vi pressede et lille hul i den helt nede ved bunden og blandende sukker og salpeter sammen med svovlet fra alle tændstikkerne i en æske. Lunten blev lavet af en bomuldstråd vædet i noget brændbart.

Da den sprang i luften i den fordybning, vi havde gravet til formålet på marken bag gården, gjaldede det øresønderrivende ud over landskabet imens dunken forvredet steg til vejrs og flået til ukendelighed.

Det føltes fantastisk!
Trods angsten for om nogen skulle begynde at undersøge, hvor braget kom fra?

Jeg husker, da vi formede små kugler af ler, som lige passede ind i et langt elektriker-rør, og med luftpistolen fra kompressoren sendte dem afsted med 10 bar i røven. De lavede store smertende blå mærker, når de ramte låret selv fra mange meters afstand.

Jeg husker de utallige køretøjer med og uden motor, som blev bygget i det lille værksted, og til stor fornøjelse med spænding blev testet af.

Vi byggede, undersøgte, blev snavsede og gjorde en hel masse som var “farligt”.

Vi legede! … og vi lærte!

Jeg er aldrig holdt op med at lege

Jeg er aldrig holdt op med det.

Jeg leger, når jeg er i haven, bygger, drejer i ler, renoverer efter branden, kører i bil, skriver, læser .. og ikke mindst inviterer til seminar og workshop.

Jeg leger, når jeg samtaler, går i naturen, er med hundene, laver mad… og når jeg elsker.

At lege er simpelthen den naturlige måde at lære på! – UDEN at have en ambition om at ville det…

At lege er skrækindjagende for kontrol

Et barn, der ikke vil lege, har det ikke godt.
Måske har det allerede spejlet de voksne og forvekslet det med at blive underholdt?

Det mest fantastiske er, at vi ikke kan lege, hvis nogen eller noget forlanger af os, at vi skal.
Leg opstår af sig selv. Det sker, hvor der ikke stilles krav om et bestemt resultat.

Det er på en gang så fint og skrøbeligt. På samme tid, ser jeg det som noget af det mest kraftfulde, jeg kender.

Hvis, vi vil ødelægge legen, skal vi blot gøre det at lege til en konkurrence. F.eks. spørge om hvem der er “bedst” til det? Eller om “Hvorfor vi leger?”.

Giv legen et formål, og den er død!

Spørg om,“hvad udbyttet er af at lege, hvad vi skal bruge det til, eller om det kan betale sig at lege” .. og se den depressive kedsomhed brede sig som en tæt tåge i sindet.

Kan nogen lege efter en “plan” eller en strategi?

Lege og lede?

Legen skaber sin egen ramme. Den er en del af legen. Hvis vi leger med sand, og en pludselig hellere vil lege med en bold, så må vedkommende sandsynligvis lege et andet sted?

En tung bold kan hurtigt ødelægge det, som er bygget i det skrøbelige sand.

Sådan er det også med styring og kontrol. Hvis nogen vil kontrollere, hvordan der leges, så er de umulige at lege sammen med. De har stillet sig udenfor legen. Det svarer til at ville kontrollere, hvor meget og hvornår der skal grines af en vits!

I stedet opstår der gerne ledelse, når vi leger. Også den opstår af sig selv. Ikke sådan at der er en, der “leder”, men ved at “ledelse” opstår i det, vi gør sammen. Som når rytme, tanke og tempo gør det let at bevæge sig sammen.

Vi mødes i “bevægelses-kompetence”. Det, vi gør sammen, bliver til noget “mere” end summen af, hvad vi hver især kan. “Emergens” kalder jeg det..

I legen mødes vi i lyst

Frem for alt mødes vi i LYST… En spontane impuls til at undersøge og opdage det, som ikke er kendt.

Når jeg skriver om “at lege”, skriver jeg om “at elske”. Jeg skriver også om elskoven. At se og sanse det mulige opstå af sig selv, uden tvang, mål, ambition, krav og ønske om et bestemt udbytte.

Når vi leger, føles det “let”. I legen er der ingen angst for at gøre det “forkert”, og dog stor opmærksomhed på at passe på os selv og hinanden.

Systemisk cupisofi og elskovskunst