sådan en er jeg

Sådan en er jeg – Hvad for en er du?


Sådan en er jeg! Hvad er du for en? – Sådan en vil jeg også være!

Når et menneske fortæller mig, hvad der er “sandt” og rigtigt, får jeg en fornemmelse af at vedkommende i virkeligheden ikke gør det for at hjælpe MIG, men mere for at bekræfte sig som: “Sådan en er jeg”.

Hvordan hænger det sammen?

Min identitet og mine fortællinger om mig

Hvis jeg fortæller om mig, og min måde at se verden på? Har det så ikke stor indflydelse på, hvordan andre mennesker bedømmer mig?

Deres anerkendelse og accept af disse historier som værende troværdige og “rigtige”, vil alt andet lige, både bekræfte og med-skabe min “identitet”.

Med “identitet!” mener jeg: “Min overbevisning om hvem jeg er?”

Måske er det baggrunden for, at jeg alle dage har forholdt mig særdeles skeptisk til det, som nogle gerne kalder for “sandheden”? Måske især, når denne “sandhed” tilbydes for at hjælpe mig til at fikse mine problemer og/eller leve et lykkeligere og bedre liv?

Bekræfter den, som vil hjælpe, sig selv?

Opnår den, som tilbyder mig sin “indsigt” for at hjælpe mig – hvis jeg tager imod tilbuddet – ikke derved at føle sig bekræftet i sin egen “rigtighed”?
Nogle gange signaliseres endda det direkte ved at opfordre mig til skrive en anbefaling.

At kysse og historien om at kysse

Jeg har igennem alle de år, hvor jeg har inviteret mennesker til at undre sig over livet og de mange spørgsmål, vi kan stille – insisteret på, at ingen skal tro på et ord af det, jeg siger eller skriver.

Enhver beskrivelse – om det så kun er af en brødkrumme – KAN ikke være sand som andet end blot EN af utallige mulige beskrivelser?

Billedet eller fortællingen om en brødkrumme ER ikke en brødkrumme, og bliver det aldrig.
Det er simpelthen et “gab” imellem den beskrevne verden og det, som reelt ER.

Heller ikke det, skal nogen tro på. Læs det som en invitation til selv at undersøge det: ER historien om at kysse – AT kysse?

At orientere sig i verden

Hvad er det så, der igen og igen får mennesker til at give fortællinger så megen “sandhedsværdi” som de gør?

Som jeg beskrev i artiklen: “Bare en historie”? Så peger Hans Vaihinger i sin filosofi om “Som om” på, at vi måske skaber både kollektive og personlige fortællinger som en måde at orientere os i verden og livet på?

Vi forenkler og forsimpler noget, der ellers synes alt for komplekst at overskue? Skaber bekvemme “kasser”, hvor vi uden at reflektere for meget kan standardisere det, vi erfarer.

Alle disse kasser stabler vi op som et stillads omkring os. Jeg kunne kalde det for: “Det, jeg står for!” – “Sådan en er jeg”!

For at være en “nogen”, må der være nogen der understøtter det?

Nu er det meget svært at føle sig som en “nogen”, hvis ikke der er andre til at understøtte det?!
At være accepteret som værdig deltager i et samfund og i en bestemt kultur, kræver endda at jeg tilslutter mig helt bestemte fælles fortællinger og måder at beskrive og handle på.

Sådan skabes f.eks. identitet ved at tilslutte sig en bestemt gruppe, hvor man kan dele og understøtte hinanden i bestemte fortællinger. Tydeligst bliver de, når de er imod nogen eller noget eller samles om en “sag”.

De sociale medier fungerer fantastisk til det formål. Måske er det den væsentligste baggrund for deres voldsomme udbredelse? De skaber ganske enkelt afhængighed i den enkelte som “identitetsskabende systemer”.

Det får os også til at søge venskaber og partnerskaber, hvis vigtigste funktion (måske) er at bekræfte os i, at vores historier om os selv er rigtige?

Forelskelse

Selv forelskelse fungerer på den måde?!

Vi forelsker os i et menneske, vi ikke kender? Dvs. det, vi måske forelsker os i, er vores forestilling om, hvordan vi ser os selv sammen med vores forestilling om, hvordan dette menneske er? ..

Derfor søger vi i forelskelsens begyndelse at finde så mange steder som muligt i vores begges fortællinger, der passer sammen. Ikke nok med det: Vi vil også føle, at vi kan lide os selv, når vi er sammen med den anden.

Kan jeg lide mig selv, når vi elsker …OG – når vi lige har elsket?
Kan jeg lide mig selv, når jeg møder andre mennesker sammen med dig?
Kan jeg lide mig selv, når jeg er sammen med dig og dine børn?
Kan je
g lide mig selv, når vi taler sammen?

osv.

Betyder det, at kunne “lide nogen” måske i virkeligheden: “At jeg kan lide at være “mig”, når jeg er sammen med dig?

Det føles let. Jeg skal ikke anstrenge mig med mine historier om mig? Jeg skal ikke forklare eller begrunde mig. Du tager dem til dig. Bekræfter MIG som MIG ved at acceptere dem og måske ovenikøbet finde dem spændende?

Måske spørger du interesseret ind til dem, og giver mig lejlighed til at uddybe og nuancere dem – altså: Fortællingen om det spændende menneske, jeg gerne vil have dig til at se mig som?

Hvad, de fleste måske ikke opdager, er at hele vores møde – hvad angår alt det vi siger om os selv og hinanden – betinges af disse fortællinger.

Vi bygger et hus: Et forhold.

Vi skaber et særligt stillads omkring “os” og bygger et “hus”: Et “forhold” .
..og måske skulle det i stedet kaldes for et “forBEhold?

Hvis, vi vil blive sammen, må vi fjerne stilladset.
Et hus, der kun kan stå i kraft af det byggestillads, jeg har brugt til at bygge det med, vil være et meget dårligt hus!

Det skal kunne stå solidt på jorden, når alle historier er pillet væk. OGSÅ uden at der er brug for at der hele tiden fortælles nye for at støtte mure, der revner, eller tagsten der sidder løse.

……

Jeg har lige skabt en fiktion

Det jeg har gjort ovenfor er at skabe en fiktion om et parforhold. Naturligvis er et parforhold ikke et hus. Selvfølgelig er der ikke et stillads omkring det?

Fiktionen – beskrivelsen, metaforen og analogien kan være nyttig til at SE og undersøge, hvad det så kan være?

Det kræver blot, at vi ikke forveksler denne fiktion eller ide med det, som virkeligt er.

Jeg er altså heller ikke “historien om mig” .

At styre virkelighedsopfattelsen

I vores kultur, forveksles det, som er, nærmest konsekvent med bestemte fortællinger om det, der er.

Det sker med den hensigt at kunne styre virkelighedsopfattelsen hos grupper af mennesker. Enten for at sælge produkter og ydelser, skaffe stemmer til at blive genvalgt, eller for at bekræfte enkeltpersoner i sin opfattelse af eget værdi.

Det gode liv?

Jeg aner ikke, hvad der skal til for at leve et “godt liv”!?

Sammen at undersøge hvor mange muligheder der er for at bevæge sig forskelligt i mødet med det, der nu engang sker, er jeg derimod ret vild med.

Det kan så også indeholde, at der måske opfindes fiktioner, der viser sig mere nyttige i undersøgelsen og iagttagelsen, af det, som er – end andre? – og da blot som “stilladser” der rives ned igen, når deres nytte er udtjent.

Systemisk uddannelse

Systemisk cupisofi og elskovskunst