at passe på sig

At passe på sig selv og kontakt – hvordan?

En fiktion om kontakt og om at passe på sig selv.

I de foregående artikler har jeg skrevet om nyttige og unyttige fiktioner i forhold til at orientere os i en kompleks og mangfoldig verden. Den om “kontakt og at passe på sig selv” – ser jeg som en meget vigtig af slagsen:

Stikket i væggen

Hvis, jeg skal “tage strømmen” fra en maskine, må jeg trække stikket ud af stikkontakten i væggen. Det, jeg gør, er “at afbryde forbindelsen”. Jeg sørger for, at der er nok afstand imellem stikket på kablet og polerne i væggen.

Når en lommelygte med nye batterier ikke virker ordentligt, Skyldes det gerne, at der er kommet snavs på kontaktfladerne. Der er kommet noget “imellem”. Fjerner jeg det med en klud eller et fint stykke slibepapir, virker den igen.

Kontakt “består” med andre ord af “ingenting”. Der er “ingenting” imellem.

Er kontakt det, som er, når vi intet stiller imellem?

Mon ikke også det gælder for mennesker og dyr? Sådan at kontakt imellem os først erfares, når der intet stilles imellem?

Hvad mon det så kan være for noget, vi så ofte synes at stille imellem?

Kunne det f.eks. være vores historier? Vores forbehold? Vores forventninger?

Hvad mon der skal til, for at mødes hinsides disse fortællinger?

Har jeg nogen som helst adgang til “dig” – hvis jeg f.eks ikke kan sanse?
Når jeg sanser, er det så ikke MIG, jeg sanser?
MIG i mødet med alt det, jeg KAN sanse?

Er min sansning ikke den eneste måde, hvorpå jeg kan erkende mig på?

Sanseløs betyder bevidstløs

At være fuldstændig sanseløs, betyder også at være “bevidstløs”? Altså at være ubevidst om min egen eksistens?

Sanser jeg så “dig” eller “mig” … ER “du” så altid i “mig”, uanset hvem du er?
Vil måden, jeg sanser mig på, så også være måden, jeg sanser dig på?

Hvis, det fungerer sådan, så må det føre til:

At som jeg berører/sanser/bevæger mig – bevæges du i mødet med mig?

Som jeg KAN berøre, bevæge, sanse mig, KAN jeg berøre, bevæge, dig?

Når, jeg vil erkende “mig” i mødet med dig, bliver det altså også “dig i mig”, jeg erkender?

At afvise et andet menneske eller at passe på sig?

Det at “afvise” et andet menneske, vil i så fald kunne gives den betydning, at jeg simpelthen ikke VIL eller synes at jeg KAN have “dig” i “mig”…?
Jeg afviser altså ikke “dig”, men anerkender at jeg ikke kan passe på mig, når du er i mig…

For at gøre det må jeg afbryde den kontakt, som ellers altid er der. Jeg må stille noget imellem eller skabe tilstrækkelig afstand imellem os.

At passe på sig, udtrykker det helt basale i det at leve: Det levende passer på sig selv, af sig selv.

Jeg bliver nødt til at afbryde min bevidsthed?

Insisterer du så på at ville være tæt med mig, – eller skaber du et eksistentielt dilemma for mig, hvis jeg afviser dig … På trods af min erkendelse af, at jeg ikke kan passe på mig, uden at skabe afstand til dig, så gør du det meget vanskeligt for mig at bevare min integritet!

Jeg bliver nødt til at afbryde min bevidsthed. At gøre mig bevidstløs – og ophøre med at sanse mig! … Populært kaldes det for “at fryse” i situationen.

Enten må jeg bevæge mig sådan, at jeg skaber afstand – eller jeg må ophøre med at sanse mig, i mødet med “dig i mig..

Når lyst forveksles med lysten TIL

Det menneske, der forveksler lyst med lysten til noget, vil have meget svært ved at få øje på, at den naturlige drift hen-imod og impulsen til at lykkes med at nå sit mål med et andet menneske, vil kunne føre til, at det bliver meget svært for den anden at passe på sig selv.

Desværre er det også præcis det, der så ofte anvendes i opdragelse, skoling og “management”:

Vi skaber igen og igen udtalte eller uudtalte dilemmaer for andre (og os selv). Dvs. fortællinger der “låser” os selv eller den anden i et valg og troen på, at der ingen andre muligheder er for at handle, end det fortællingen peger på?

….Samtidig gør vi den så ekstrem, at valget pr. definition ikke KAN træffes “rigtigt”. F.eks. ved at sørge for, at uanset hvordan handlingen tænkes i dilemmaet, vil det betyde at vigtige værdier og moralforestillinger for os bliver overtrådt.

På den måde inviterer vi os selv og andre ind i ubevægelighed – og med den også i ubevidsthed.

Dilemmaer virker kun, når vi ikke ser hvordan..

Sådanne dilemmaer virker kun, når vi ikke ser, at det er det, som sker.
AT dette valg ikke er andet end netop en fiktion: En modsætning der opfindes og vedligeholdes som en fortælling i sindet.

Hvis – jeg øver: Både at få øje på det, og at handle bevidst, spontant, impulsivt og opmærksomt – sansende og hinsides tanke i den øjeblikkelige situation – vil jeg formå at møde ethvert insisterende menneske kompetent, aktivt og i bevægelse.

Det betyder at bevare sin bevidsthed og bevægelighed og se lige igennem dilemmaer, der skabes af andre og af sig selv…

Det øver vi igen og igen på Mahamudrainstitut.

Systmisk cupisofi og elskovskunst