Bare en historie? Nej netop ikke “bare”!?
En fortælling er ikke bare en historie. Vores historier tjener til at give os holdepunkter i en uendeligt kompleks verden. Samtidig er det også historier som forfører og forleder.
Hans Vaihinger
For nyligt stødte jeg på “Hans Vaihinger”. En noget overset Tysk filosof, som levede imellem 1852 og 1933. Han var inspireret af Kant og sit hovedværk bærer titlen: “Filosofien om “som om””. Sine tanker finder jeg fascinerende.
Eftertiden har med sin forkærlighed for kategoriseringer regnet sine tanker som hørende til den “idealistisk-positivstiske pragmatisme”.
Hans Vaihingers budskab er at vores måde at forstå verden på, bygger på at vi skaber fortællinger – dvs. “fiktioner” – der uden at have hold i virkeligheden som den er, tjener som instrumenter til at orientere sig i denne “virkelighed”.
Bare en historie om en mand og en kvinde
Hvis jeg f.eks. skelner imellem “en mand og en kvinde” og dermed sprogligt set betoner en så stor forskel imellem dem, at de skal have hvert sit begreb, så vil denne “fiktion” invitere til at lukke øjnene for: At stort set alt i “en mand og en kvinde” – bortset fra nogle relativt set beskedne “kønsspecifikke forskelle” – er “ens-fungerende”: Cellerstrukturer, metabolisme, fysiologi, bevægelsesmønstre, anatomi, biokemi etc..
Samtidigt vil den samme fiktion forenkle den virkelighed at ALLE mennesker er forskellige ned til den mindste detalje. Fortællingerne: “Han er bare mand” eller “hun er bare en kvinde” reducerer denne uhyre kompleksitet som virkeligheden rummer til noget ganske overskueligt og praktisk anvendeligt.
Vi opdrages til at tro på historierne
Det på en gang spændende og uhyggelige ved dette opstår, idet de fleste mennesker opdrages til at tro mere på fiktionen end på virkeligheden.
I det nævnte tilfælde f.eks. ved i praksis og ganske konkret – som en følge af fiktionen – at fremhæve nødvendigheden af at behandle kvinder og mænd meget forskelligt.
Når jeg bruger “mænd og kvinder” som et eksempel og ikke f.eks. åbenlyse fiktioner (fortællinger) af religiøs karakter, der om nogen har formet vores samfund, tænke- og handlemåde, så er det for at pege på at helt almindelig dagligdags tænkning og adfærd er gennemsyret af mine (vores) fiktioner.
Hans Vaihinger skriver i “”Die Philosophie des Als ob”: “Liv og død, sort og hvid, lys og mørke er kunstprodukter af den abstrakte tænkning. Nødvendige i deres fejlagtighed som blotte holdepunkter. De er i deres anvendelse på det som er virkeligt, at betragte med stor forsigtighed”.
og…
“Det meste som er gådefuldt for os, synes at være de modsætninger vi selv skaber ved at lege med- og putte i form “
At iagttage sin tænkemåde
Systemisk og systemisk-konstruktivistisk tankegang bliver ganske ofte fuldstændigt misforstået. Det er der såmænd ikke noget at sige til. Den repræsenterer en fundamental anden måde at tænke på end det, de fleste har lært.
At iagttage sin “tænke-måde” – altså ikke blot “hvad jeg tænker”, men “hvordan jeg tænker, hvad” – kan føles ganske anstrengende og svært.
Den der måske blot overfladisk og uinteresseret har hørt om konstruktivisme, vil forledes til at tro at det handler om: “Bare at se alt som en historie”.
I virkeligheden drejer det sig om det stik modsatte: At erkende, at den historie vi fortæller, afleder os fra at se det, som reelt er: At vores fortællinger forsimpler, forenkler, generaliserer, og reducerer kompleksitet og forskellighed i sådan en grad, at vi MISTER erkendelse.
Vores historier kan være nyttige
Vores historier kan være meget nyttige som måder, hvorpå vi kan orientere os, og skabe illusionen om at have “fast grund under fødderne” i en foranderlig, bevægelig verden.
De giver os en følelse af at have et “landkort” at navigere efter. Samtidig overser vi, at vi ingen anelse har om, hvem der har tegnet dette landkort, og om det overhovedet passer til landskabet vi færdes i?
At øge opmærksomheden på det, som er
En Systemisk-konstruktivistisk måde at iagttage sin adfærd og erkendelse på, ØGER med andre ord opmærksomheden, og nysgerrigheden efter at SE og iagttage det, som ER. Den gør det netop IKKE til “bare en historie”.
Det er på mange måder frygteligt besværligt. Jeg ser det på de sociale medier, hvor et menneske fortæller om en meget ubehagelig oplevelse eller giver udtryk for en følelse.
Der går ikke lang tid, før den første kommentar f.eks. lyder: “Det er jo voldtægt!” eller “Du er blevet krænket!”..Behovet for at fortælle og de emotioner, der er forbundet med det, erstattes på et øjeblik med en anden “fiktion”.
Det hele puttes ned i en meget snæver kasse. Der er til gengæld er så tydelig, at enhver vil kunne forstå og se den. En “kollektiv fiktion” – der i sin enkelthed er til at håndtere.
Det sker hele tiden.
At anerkende tankerne og følelserne og ikke gøre det til bare en historie
Et menneske fortæller mig om sine tanker og følelser. Hun slutter af med at sige: “Nå men det er jo nok bare fordi, jeg ikke kan finde ud af det hele”.
Hvis jeg nu “bare ville gøre det til en “historie” – så kunne jeg svare: “Måske du (bare) er i sorg?”… Der ved skaber jeg en reducerende og forenklende fiktion… “Sorg” ved vi vel alle hvad er?” … eller?
I stedet kunne jeg anerkende tankerne og følelserne, og give udtryk for genkendelse. spørge hende om at hjælpe mig til at føle og tænke, som hun gør… Det ER nemlig ikke BARE en historie.
Det, der siges, udtrykker en måde at orientere sig i virkeligheden på. Det ser jeg overordentligt seriøst på.
En Tantra inviterer til at orientere sig i virkeligheden, herunder at SE alle disse historier, som de er og bliver til.
