at mødes i bevægelse

At mødes i bevægelse eller i en sårbar position?

At mødes i bevægelse fungerer fundamentalt anderledes end at placere sig selv i den måske mest sårbare position af alle: At lægge sig passivt på maven, og lade et andet menneske “gøre noget ved sig”.

Bevægeligheden indskrænkes

I den stilling vil min bevægelighed være indskrænket til et minimum, samtidig med at mine sanser, der grundliggende rettes fremad – som ører, øjne og næse og smag – vendes bort fra den, som berører mig.

Positionen og opfordringen til at indtage den og “bare nyde”, hvad der sker, uden aktivt at møde det menneske, som åbenlyst vil noget med mig, inviterer helt naturligt til en høj og intens tankeaktivitet.

Jeg gøres til et lærred for nogens præstation

Jeg gøres til et lærred eller et medium, hvorpå den “givende” kreerer sin “gave” eller producerer sin ydelse. Jeg bliver til et middel hvormed han/hun kan transportere sin “kunnen”, og evt. efterfølgende hige efter min bedømmelse og ros for sin præstation.

At mødes i bevægelse

Inviteres jeg derimod til aktivt at møde et menneske i en opmærksom bevidst dialog. Som i en samtale eller en dans, hvor jeg møder et menneske med alle mine sanser i bevægelse. Da vil vi sammen skabe et helt unikt univers. Jeg kan uden anstrengelse naturligt og tydeligt møde bevægelse med bevægelse.

At sanse betyder at skelne. At skelne sker igennem bevægelse. Tryghed i mig opstår igennem erkendt og fri bevægelighed.

Vil jeg øge min sanselighed, må jeg øve bevægelighed i mig – i mødet med dig.

Ingen kan “give” en dialog

Ingen kan “give” en sådan dialog til en anden. Ingen kan “modtage” den. Den opstår, hvor der er kontakt i mødet som en samtidig fælles interaktion. Vi føler og sanser MED hinanden. Bevæges og bevæger.

Tantra: At udvide opmærksomhed

En Tantra inviterer til at øge den bevidste opmærksomhed. Det er det, jeg kan øve i “meditation”. Jeg kan ikke “behandles” til at meditere.

Jeg beskriver det som “at øve min evne til at relatere”. Ikke bare med et andet menneske men med alt, hvad der er.
At fordybe sig i “Tantra” vil være at få øje på, at livet, igennem sin aktive skelnen, kontinuerligt skaber både “mig” og “dig”.

Som jeg bevæger mig, bliver verden til.

Forandrer jeg måden, jeg bevæger mig på, forandres verden.

Dette er betydningen af ordet “Karma”: “Som, jeg handler, ER mit liv”

“Som, jeg handler, ER mit liv”

Aftengruppe på Mahamudrainstitut

Systemisk cupisofi

Previous Article
Next Article