Når jeg med jævne mellemrum får at vide, at det, jeg tænker, skriver og siger, virker “belærende” og “tilsigtet provokerende” får jeg en følelse af, at jeg virkelig må have en blind plet?

Når jeg søger at forstå, hvad det er i min måde at skrive på, der kan skabe det indtryk, lyder det gerne: “At det virker som om, at du gør noget rigtigt og noget andet forkert!” .

“That is not the correct way…”

For nogle år siden læste jeg en bog, hvor den japanske forfatter med mellemrum skrev: “That is not a correct way to live your life!”. Den første gang jeg stødte på den sætning, studsede jeg og måtte uvilkårligt smile. På den ene side reagerede jeg med modstand, og på den anden side fandt jeg det forfriskende klart.

Med det, han skrev, mente han naturligvis, at HAN ikke synes, at det var den rigtige måde at leve livet på… Det behøvede jeg jo ikke at være enig med ham i, og det fik mig på ingen måde til at finde ham belærende.

Jeg tænker ikke, at der er en rigtig måde..

Jeg har til gode at bruge en tilsvarende formulering. Jeg er på ingen måde overbevist om, at der findes “en rigtig måde at leve livet på”.

På den anden side møder jeg igennem mine mange samtaler også måder at leve på, der tilsyneladende bringer megen lidelse med sig.

Jeg tænker, som jeg har lært at tænke.

Så længe jeg kan huske, har jeg funderet over livet i sine mange aspekter og nuancer. Jeg var 13-14 år gammel da jeg første gang stillede spørgsmål ved “logikken” som tænkemåde. Det gik op for mig, at det “at tænke logisk” var noget vil alle sammen lærte at gøre. Præcis som hvis vi alle lærte at danse den samme dans med den samme koreografi.

“Hvordan ville jeg mon tænke, hvis jeg IKKE havde lært at tænke sådan?” … Lød mit spørgsmål.
Det førte til en livslang interesse for at iagttage “tænkning”. Altså ikke kun, HVAD der tænkes, men HVORDAN jeg og andre tænker, og hvordan det læres?

Jeg tænker og jeg bevæger mig

Det gik op for mig, at det “at tænke” en til en kan sammenlignes med det, “at bevæge sig”. Måske sådan, at måden, jeg tænker på, spejles i måden, jeg bevæger mig OG sanser på – og omvendt?

Hvis disse tre: Tænkning, bevægelse og perception igennem min sansning er forbundne og samtidig er grundlaget for min “opfattelse” af alt … Altså også “mig selv”, så ville bare små ændringer her, få stor betydning for min indsigt og forståelse?

Det helt store spørgsmål blev så, om det er muligt at være bevidst opmærksom på min tænkemåde – imens jeg tænker?

Betinges vi af tænkemåden?

Hvis, det er det, ville det stå klart, at alle de tanker, der kontinuerligt skabes (sådan beskriver vi det gerne), vel måtte være betingede af tænkemåden? ..Og dermed naturligvis ikke “sande” som andet end et udtryk for denne tillærte metode at tænke på?

Det “sande” måtte være uafhængigt af tænkningen om det, vel at mærke hvis jeg med “sand” peger på det, “som konkret ER der”… En eller anden “virkelighed” uafhængig af “mig” eller min betragtning?

Og allerede her blev det svært: KUNNE jeg overhovedet antage, at der fandtes en virkelighed uafhængigt af min iagttagelse? – eller var den forestilling også tillært?

En invitation til hovedpine?

Det er nok intet under, at mange mennesker fandt det meget underligt og mærkeligt at beskæftige sig med sådan noget – især i en så ung alder? Jeg opsøgte mennesker, som jeg kunne samtale med om min fascination af erkendelse og livet, når det var muligt.

Rigtigt mange mennesker på min vej har ikke delt denne interesse, men nærmere set den “som en invitation til at få hovedpine”.

“Er det virkeligt nødvendigt at tænke over livet og over, hvordan vi tænker over det, for at leve et tilfredsstillende liv”?

Nej… det er det nok ikke?

Når, det kommer til stykket, så GØR de fleste mennesker det med jævne mellemrum. Især når de står mit i eksistentielle begivenheder, der rejser svære spørgsmål og efterfølgende ofte megen psykologisk lidelse.

Jeg tænker godt, når jeg skriver

For mig har det at skrive været den bedste måde at reflektere på. Det at se mine tanker udtrykt i ord skaber en rekursiv bevægelse – en spejling, jeg finder meget nyttig.

Det er igennem årene blevet til virkeligt mange artikler og noter.

Jeg skriver stort set hver eneste tidlig morgen. Jeg skriver ikke FOR noget… Jeg iagttager blot mit sinds bevægelse. Ser at selv det AT iagttage – bevæger det, som iagttages i mig.

Jeg skriver gennemgående i jeg-form. Giver udtryk for, hvordan jeg bevæges af dette og hint.
Jeg opdeler ikke i positivt eller negativt, rigtigt eller forkert.

Jeg undersøger og giver udtryk for, hvordan noget virker i mig.

Muligheder ikke sandheder.

Når, jeg publicerer det på en af mine hjemmesider og evt. deler det på Facebook, så er det enhver frit for at læse det eller at lade være.

For mig repræsenterer det en mulighed og ikke en sandhed.

At det kan føles meget provokerende at møde en helt anden måde at tænke på, der kan opleves som om, der stilles spørgsmål ved “rigtigheden” af sin måde at tænke og bevæge sig på, er vel indlysende?

Det er imidlertid ikke ensbetydende med at det skrives for at provokere.

Jeg ..og de andre?

Et andet – måske paradoksalt – aspekt af, at jeg skriver i “jeg”-formen og ikke med afsæt i, hvad “man- eller vi- gør”, kan være, at jeg for en læser let kommer til at fremstå som en, der vil adskille sig fra “os andre”?

… Når det kombineres med min nogle gange noget anderledes måde at se og beskrive verden og livet på, vil det sikkert kunne føre til, at jeg bliver opfattet som “bedre-vidende”?

En tantra vil opløse illusioner og det kan føles smerteligt

En Tantra – vil i sit udgangspunkt pege på, at vi forføres af vores illusioner, ideer, håb, og forventninger til livet.

Det er også det, der sker, når jeg iagttager måden, jeg tænker og bevæger mig på og beskriver det, så andre også kan læse med.

Det fungerer som invitationer til at opløse sine illusioner. Vel at mærke ganske ofte på et så eksistentielt niveau, at det fører til angst – og dermed måske vrede og behov for at genvinde kontrol?

Hvor skræmmende kan det f.eks. ikke være, hvis ideen om at “have sunde grænser” må opgives, og erstattes af evnen til at bevæge sig bevidst, opmærksomt og kompetent i det, der sker lige her og nu?

For mig er det en slags “lakmusprøve” på en Tantra – om den bidrager til at øge troen på illusioner, eller inviterer til at få øje på deres bidrag til lidelse?

Jeg holder mig fra praksis, der vil erstatte den ene illusion (og ambition) med en ny såkaldt “tantrisk” af slagsen…

Cupisofi og elskovskunst