At være opmærksom

Kender du følelsen af at møde et menneske, række hånden ud til en hilsen, og så opleve at nok bliver hånden taget og måske bliver der også mumlet et “goddag”, men personen, som du vi hilse på, drejer sit hoved væk i samme splitsekund?

Måske har du oplevet noget lignende i en “hilsen”, der tager form som et knus? I mødes, tager hinanden om skuldrene, og lægger kinden til den andens, blot for at opleve at den du mødes med, drejer både sin overkrop og sit hoved væk fra dig?

Følelsen som opstår i os i ovennævnte eksempler virker næsten paradoksalt eller som noget man fra et systemisk perspektiv vil betegne som “dobbelt-bind”. På den ene side finder der en invitation til at tage kontakt sted. På samme tid rummer kontakten et budskab om: “Jeg ønsker ikke din nærhed!”

I mine workshops og seminarer oplever jeg gang på gang, at netop det med at forholde sig nærværende og opmærksomt til andre mennesker rummer en meget stor udfordring for de fleste deltagere.

Opmærksomhed

Hvad vil det sige, “at være opmærksom”? Er det noget som jeg ER, eller fungerer det igennem noget, som jeg GØR? I den første form, ville det betegne en tilstand, som jeg kunne forblive i. I den næste som en handling eller bevægelse, hvor opmærksomheden ville ophøre, i det samme øjeblik jeg holdt op med “at gøre”?

I ordet “opmærksomhed” finder jeg: “at mærke”. Jeg mærker ved at sanse, og alt hvad jeg sanser med er en del af mig. Nerveenderne i min hud, mine ører, næse, øjne, kar, organer – ja overalt – oversætter alle indtryk til noget, som jeg sanser. I det øjeblik jeg mener at “føle noget” sætter jeg i en simultan symbiose “betydninger” på disse sansninger. Det er endog muligt at føle noget, FØR jeg sanser, idet jeg ved at give noget en bestemt betydning, kan “mærke efter dette” og derved konditionere og forudbestemme min oplevelse af det sansede. Betydningen, som jeg giver det sansede, medstyrer således min oplevelse, men hverken betydning eller oplevelsen ER min sansning. Betydninger og oplevelser beskriver vi typisk i ord. Ja selv når vi tavst tænker over dem, kommer tankerne i os som ord. Ordene – tankerne – forestillingerne – betydningerne har ingen anden forbindelse med det, som sanses, end at de “peger”. Ved at “gøre en sansning” til en beskrivelse, taber vi kontakten til den. Hvis vi så gør hele vores sansning af os selv til en beskrivelse, har vi så ikke tabt kontakten til os selv?

Både at sanse og det at føle må således fungere som en aktiv proces

Jeg mærker mig selv

Når jeg erfarer, at alt hvad jeg sanser med, er en del af mig, er det så ikke i virkeligheden mig selv, som jeg mærker, når jeg sanser? Og kan nogen andre end jeg selv mærke, hvordan jeg sanser, og hvad jeg sanser? – Næppe.

At forholde sig opmærksomt til noget eller nogen, må derfor dreje sig om hvordan jeg sanser og mærker mig selv. Intet sted, som i kontakten til andre mennesker, mærker vi os selv så godt.

Et filter som beskytter

Hvis vi kunne sanse alt omkring os med stor styrke, ville livet virke temmeligt overvældende? Forestil dig at du imens du sidder bag din computer og læser, samtidig kunne dufte blomsterne udenfor, hundelorten på fortovet, rengøringsmidlet som var blevet brugt på gulvet, og høre alle lyde som omgav dig? Et liv uden filter, virker temmeligt kaotisk. Det er sikkert også derfor at vi er så gode til at sortere det fra, som vi oplever som unødvendigt? Vi “retter” vores opmærksomhed et sted hen

Dette filter fungerer også som en beskyttelse af os selv overfor alt det i os, som vi ikke har lyst til at mærke. Med stor sanselighed kommer også en oplevelse af at være sårbar. Og hvis vi har lært at give vores sansning nogle “betydninger” som vi har svært ved at rumme og udholde, vil kroppen af sig selv forsøge at filtrere disse fra.

At sanse og give betydning

Prøv at iagttage dig selv, og undersøg om det, som du “mærker”, når du f.eks. er ked af det, er den betydning, som du giver noget, eller om du rent faktisk har kontakt til lige netop det, som du sanser med og i din krop! Hvis det er “betydningen” som gør dig ked af det, vil muligheden for at give det du sanser en anden betydning så ikke også være til stede?

At leve opmærksomt må i min forståelse, handle om at få fat i at sanse igen. jeg kan ved at øve sanselighed – hinsides alle betydninger – genopdage kontakten til mig selv. Dette kan jeg – netop fordi jeg risikerer at skulle give slip på alle mulige behagelige og ubehagelige betydninger og forståelser – opleve som både en smertelig, lykkelig og en meget voldsom proces. Igennem dette skaber jeg kontakt til mig selv. IKKE til “historierne om mig” – den jeg ER eller gerne vil VÆRE”, men det selv, som findes hinsides disse fortællinger. Jeg oplever nærhed, i mig selv, med mig selv – og ved at se rationalet og fornuften som noget jeg GØR ved mig selv, bliver jeg fri. “Jeg” forsvinder og erstattes af “at iagttage”, “at sanse”, “at skelne” … Det fungerer udenfor tid, udenfor rum og sted.

Nærværet imellem mennesker

Når to mennesker mødes i den kvalitet, så sker det med afsæt i at de sanser fuldt og helt. De mødes der, hvor alt skabes i og af ingenting. Der skabes nærværet, der fungerer opmærksomhed… og det sker uden anstrengelse, uden plan, uden “at ville noget”, uden Mål, uden et “projekt”, uden subjekt og objekt, hinsides forlangende… Det sker bare!

Når det “at være opmærksom” på den måde bliver til fuldkommen tilstedeværelse hinsides hensigt, så ophører den også med at være en reflekteret handling. Der “sker noget” og dette, som sker, opstår ud af ikke-handlen. DER begynder bevidsthed.

Hvis jeg skal “pege” med et ord på dette, som ikke kan forklares med ord, vil jeg kalde det for “kærlighed”. (Og ordet “kærlighed” ER ikke kærlighed)…

Jeg kan også benævne det “meditation”. Den som kan omfavne sin verden i fuld kærlighed behøver ingen meditation.