Hvad forstår vi ved frihed?

maageflyvende

Jeg tænker tilbage til et tidspunkt, hvor jeg sidder i klitterne ved havet og ser solen gå ned. De små bølger knækker i brændingen med en stille og dog gennemtrængende lyd. Lyset brydes i havoverfladen i gyldne og rødlige farver. Bag mig hører jeg sandet hvisle imellem duske af Marehalm, imens en myre på sin vej febrilsk søger at komme overens med de mange tusinde små sandkorn. Mine næsebor fyldes af den karakteristiske duft af salt og jod, som blander sig med lugten fra den halvrådne tang i strandkanten. Horisonten brydes af en måge som med dovne vingeslag trækker sig op igennem luften. Dråberne fra sine våde fødder sender mønstre af ringe i alle retninger.

Det slår mig, at jeg for at kunne se og sanse disse ting, må frigøre mig fra enhver anden beskæftigelse. Hvis jeg fylder mit hoved med problemer og sorger, bekymringer og spekulationer, vil mit øje være lukket for at erfare på denne måde?

Tænk på når du har elskov med et menneske. Kan du være til stede, hvis dit hoved er fyldt med tanker om alt det, du skal nå – om terminen nu også kan blive betalt, eller om jeg nu også ser sexet nok ud?

Iagttagelse finder sted, hvor sindet er roligt

Er det ikke sådan, at jeg kun formår virkeligt at iagttage, hvis mit sind er roligt? Kun da er jeg modtagelig for den ualmindelige skønhed, som omgiver mig? Først i det øjeblik jeg ophører med at sammenligne og vurdere, kan jeg sanse og være tilstede sammen med dig?

Måske ligger nøglen til at forstå frihed deri?

Hvad vil det sige at være fri?

Hvad vil det sige at være fri? At kunne gøre hvad man vil? Tænke og handle uden hensyn til andre? Det første gør vi vel mere eller mindre hele tiden. Altså tænker som vi vil.

Betyder frihed at være uafhængig? Jeg tror at mange føler sig uafhængige af andre mennesker, og alligevel oplever sig som ufrie.

Min frihed begynder i det øjeblik, jeg erkender mine omgivelser, de sociale, religiøse og kulturelle påvirkninger som jeg ligger under for. Indflydelsen fra mine forældre igennem min opdragelse. Min tro og overbevisninger. Min skolegang og såkaldte lærdom. Teorier, love og principper jeg mener må gælde. Den tradition jeg må se mig selv som en del af?

At erkende dette. Se, at jeg bedømmer og værdisætter ikke frit, men i de skabeloner, jeg har lært. Det kræver indsigt.

Når, jeg underkaster mig disse ting, er det så ikke på grund af angst for ikke at blive accepteret? Angst for, hvad andre ”vil tænke og sige”? Angst for ikke at ”gøre tingene rigtigt”? Angst for miste min sikkerhed?

Frihed er i virkeligheden en sindstilstand, uden frygt, tvang og længsel efter at sikre sig.

Vi vil føle os sikre?

Vil de fleste af os ikke gerne føle os sikre? Vil vi ikke gerne høre om, hvor vidunderlige mennesker vi er? Hvor smukke og dejlige vi ser ud, og hvilken fantastisk skarp intelligens, vi råder over? Hvis det ikke var sådan, ville vi så være optaget af at sætte titler på vores visitkort, eller af at skulle ”nå noget her i livet”, ”blive til noget”, eller ”have noget ud af livet”?

Det giver alt sammen en følelse af selvsikkerhed og af at være vigtig. Vi vil måske alle i en eller anden målestok være berømte og kendte? Og lige i det øjeblik, hvor vi ønsker at ”være nogen eller noget”, er vi ikke længere frie.

Jeg tror, at den der ser alt det absurde i disse ting, og som gør sig bevidst om disse ønsker om af være ”nogen” – han eller hun har gjort sig fuldstændig fri.

Både Jiddu Krishnamurti og OSHO har på spændende vis gjort sig overvejelser i den retning.