Bevæger

Bevæger ord og kan de være sande?

Ord bevæger, det er deres funktion. De tjener til kommunikation – at gøre noget fælles: At invitere til at vi bevæger os sammen.

Kan ord være sande?

Det, der siges, kan ikke være sandt som andet end, AT noget siges.

Ord udtrykker noget andet end det, som er. De tillægger betydning og peger på noget andet end sig selv. Det er det som gør dem både vidunderlige og ganske farlige.

Deres funktion er altså ikke at være sande, men at bevæge.
Selv opstår de igennem bevægelse.

Når jeg hører nogen tale, eller læser noget, de har skrevet. Så erkender jeg, at de vil bevæge mig.
Jeg har set at det, de siger, eller det, de skriver, ikke KAN være sandt. Tilbage bliver så: Hvordan vil de bevæge mig?

Bevæger de mig spontant, som de nu engang bevæger sig? Inviterer de til, at vi kan danse og sanse sammen?

Eller vil de bevæge mig, FOR at få mig til at gøre noget bestemt? Og derigennem, bekræfte sig som den eller det, det gerne vil fremstå for mig?

Når en statsminister bevæger

Lad mig komme med et eksempel, som fylder meget i disse år:

En kvinde med en titel som “statsminister”, stiller sig bag en talepult, der står “statsministeriet” på og giver udtryk for sin bekymring.

Ordene bevæger: Statsminister… Hun må da have autoritet? Det må være en med magt? En som kan sige: “Lev med det”! .. til 5,4 mio. mennesker uden at blinke.

Hun understreger sin mening ved at indkalde særligt udvalgte “eksperter”. De er valgt, så de understøtter hendes synspunkter. Deres funktion er at give hende troværdighed. “Den er god nok”, samstemmer de.. “Det er sandt, hvad hun siger og tænker om situationen!” … “Se bare kurverne her!” og holder pap-stykker op med flotte røde og blå streger.

De fleste mennesker vil måske ikke være bevidste om, at det overhovedet ikke handler om hvorvidt det ER sandt eller ej, men om: “Hvordan vi bedst kan bevæge mennesker til at gøre det, vi vil have dem til!”

Magtmenneskets motivation

Det er politikerens og magtmenneskets motivation.

Det skal være TRO-værdigt. …
Om viden tales der ikke!
Heller ikke om det, som er.

Tro kan nemlig flytte bjerge af mennesker.
De som ikke er “rigtige mennesker” men “vantro”.
“Er du ikke med os, er du imod!” ..
Vi må beskytte os overfor for de, som er imod!

Uden djævelen ingen præst og syndsforladelse. Hvis ingen “gøres onde”, hvordan kan nogen så være “gode”?

Tro bevæger mennesker

Derfor vil det være vigtigt at få mennesker til at diskutere “tro”. De skal tro på… eller ikke tro på. Det ene betinger det andet. Begge bevæger.

Det har religiøse ledere kendt til i årtusinder. Med tro i ryggen – politisk eller religiøs – kan alt naturligt ødelægges. Troen bygger på ord og fortællinger. På fabler, forestillinger, visioner og fantasier. Troen er det sofistikerede udtryk for begær.

Troen bygger på moral. På rigtigt og forkert. Af det opstår både skyld og undskyld, kontrol og angst. Med moral opstår “ret” – når flertallet synes at have den samme- og rette tro. I retten kan vi dømme…

Hvordan bevæges jeg? Hvordan bevæger jeg mig?

Hvad kan jeg så gøre, når jeg lytter og læser?
Bevidst opmærksomt sanse, hvad der bevæges og hvordan?
Tales der i angst vil det være for at få mig til at lukke og spænde. Det anspændte er let at flytte.

Du kan selv reflektere over, hvornår du i stedet åbner?

Jeg gør det gerne, når jeg føler mig fri til spontant at åbne og lukke uden tanke og uden at vælge.

Når jeg åbner, sanser jeg frit. I det er der ingen vished for noget, og slet ingen ambition.
Det er som det legende og det lette. Som morgen-dug på næsen eller følelsen af en kærlig kind mod kind. Det lyder som hjertelig latter eller gråd og tårer fra et menneske i sorg. Det er naturligt – det er natur… Den vil intet med os. Du og jeg er den… og i den er alt forgængeligt og fødes igen.

Angst lurer i mine forestillinger – ikke i mødet med det, som er.
Det er invitationen i en Tantra: Vil du SE, det som er? Så behøver du bare at erkende, hvad du er? – ikke hvem, eller hvorhen?

Hvis du vil være med til at undersøge naturen af, hvad vi er? Så kom og vær med i vores udviklingsfællesskab