naturlig og uden anstrengelse

Naturlig og uden anstrengelse – elsk, syng, dans, leg

Vær blot naturlig og uden anstrengelse! Så enkelt kan både Saraha´s og Tilopas budskab siges. En Tantra inviterer til at se. Invitationen må jeg forstå, resten handler om at øve det.

Naturlig og uden anstrengelse

…Jeg husker den første gang, jeg læste Tilopas sang til Naropa.
Det er blevet til mange gange siden.

Det er som om, alt i mig udvides og åbner sig i det møde…
På engang umådeligt sanselig og samtidig næsten ubærligt.

At læse det, betyder for mig at lade det være i mig, som det må have været i Tilopa. Lade sine tanker være mine en stund og uden den mindste modstand at bevæges, som han bevægede (sig).

Tilopa, der regnes som en Mahasiddha, følger i linje fra Saraha (også en Mahasiddha.).
I “Saharas Sang til Kongen” – finder jeg tilsvarende invitation og bevægelse.


“Det tomme har ikke brug for støtter
Mahamudra beror på intet,
uden nogen form for anstrengelse,
Simpelthen kun idet du forbliver ubundet og naturlig,
kan du bryde åget
og nå befrielse.”

fra Tilopas sang til Naropa


SE at du er naturlig!

Hvad, de begge peger på, er så enkelt!

SE at du er natur, og den er dig!

Alt hvad du gør for at kontrollere dig selv…
Og dermed også ønsket om at kontrollere og styre naturen til at være, som du vil have, at den skal eller bør være?
…. Vil vise sig som spænding i dig.

Det vil stille sig i vejen for at se – dvs. erkende det, som ikke kan forstås.

“At forstå” peger på at “noget gives betydning” og på den måde kan forklares. Betydning peger på at beskrive noget, med noget andet, end det, som det er.

Er det sansende og det, som sanses adskilt?

En Gulerod – er ikke ordet “gulerod”, som står skrevet med sorte pixels på en computerskærm. Begrebet “En gulerod” eksisterer kun som et koncept. En ide hvis funktion det er at “pege” på noget, der kun kan erfares ved at sanse. Og selv i sansningen vil den, eller det, som sanser, ikke sanse “guleroden”, men sig i mødet med dette, der kaldes for en “gulerod”.

Det er ikke muligt at adskille hverken det sansede eller den sansende fra hinanden. De er et og ikke-et på én gang. som Acharya Nāgārjuna ville skrive det.

En klassisk Tantra om at være naturlig og uden anstrengelse

Både Saraha og Tilopa er eksponenter for en klassisk Tantra, som fejrer det “naturlige”. Glæd dig, syng og dans! Elsk, spis, drik… Lad dig bevæge spontant og opmærksomt!

De formidler lethed og umiddelbarhed.

Det er lysår fra den alvorlige, regelrette, moralske og selvhøjtideligt, religiøse, selv-iscenesatte formidling.

Det har sikkert været kendetegnende for mange af deres samtids invitationer til “spiritualitet”? Jeg ser det også i meget af det, der skrives og reklameres for den dag i dag, med etiketten “Tantra-xy” klæbet på sig.

Tilopa citeres i øvrigt også for at have sagt: “Problemet er ikke glæde og fryd, men tilknytning” …dvs. “at binde sig til form”.

Zhuangzi om at være naturlig og uden anstrengelse

For ca. 2300 år siden var det Zhuangzi, som formidlede samme budskab: “Lad dig bevæges spontant af det, som er og sker… se, at du og naturen af det, som er, er “det samme”.

Også han taler om at se. Ikke om at forstå. Det betyder så ikke, at vi skal holde op med at skrive, tænke, føle eller tale. Hvor vanvittigt ville det ikke være?

Han inviterer til At få øje på.., at det at forveksle skiltet på døren til toilettet med det, det peger på, vil føre til at vi tisser op ad det, frem for at gå ind, hvor toilettet virkeligt er.

Zhuangzi fremtræder som en hjertelig humorist og morer sig over sin samtids moraliserende mørkemænd. Han er ganske u-ordentlig og giver et aldeles lystent indtryk. “Spontanitetens bog”, der tilskrives ham, regnes for det vigtigste af Taoismens skrifter .

At erkende hinsides forståelse

Fælles for de nævnte er at:

Det, de siger og skriver, kan forstås.
Det, de peger på, kan ikke forstås.
I stedet kan vi erfare det i os selv, som os selv, og dermed som alt, der er.

Den erkendelse vil være hinsides forståelse, idet der, når det erkendes, ikke vil være en “nogen”, som erkender “noget andet” mere. Denne “nogen” er “det andet” og omvendt. Erkendelsen er ikke adskilt fra den erkendende. Den ER “iboende” i alt levende, som det levende.

Jiddu Krishnamurtis invitation

Stop med at ville være en “nogen” i kraft af “noget andet”!
Og resten sker af sig selv.

Så simpelt lyder Jiddu Krishnamurtis helt vidunderlige invitation.

Puh… Det lyder vanskeligt at forstå?
Ja … det skal erfares.

Forskellige praksis – lignende invitationer

Alle de nævnte eksempler fra, hvad jeg vil beskrive som klassiske Tantras, foreslår forskellig praksis. De er fælles om invitationen til at være “naturlig og uden anstrengelse”: At se, erkende, og an-erkende det som er – bevidst, opmærksomt, undersøgende og iagttagende.

De er ikke religiøse eller højstemte og er uden sentimentalitet. De er klare og ikke bundet på tro, guder, eller fantastiske fortællinger.

Saraha fortæller om Pilemagersken, som han flyttede hen til. Hvordan de dansede, elskede, og legede. Hun lærte ham håndværk og glæden ved kreativiteten i det naturlige og ubundne. I mødet med hende erkendte han det at se.

Det blev i livet med hende klart for ham at de at gøre noget “Helligt” er menneskets evige trang til at fastholde form og dermed binding.

H.C Andersen beskriver det knap 1600 år senere i sin fortælling om den kinesiske konge, der foretrak den mekaniske Nattergal frem for den uforudsigelige, spontane, impulsive og sprællevende fugl. Sin forkærlighed for det kontrollerede førte til tilbagevendende mareridt.

At være naturligt og uden anstrengelse kan virke u-ordenligt

“Vi kalder det ikke elskov/sex. Der er så megen “blæst” (om det), at vi rykker os væk fra det, (og kalder det psykoterapi)” skrev en kvinde til mig for et par år siden. Åh ja kontakten til Lyst kan være sprudlende, løssluppen i al sin kreativitet. Det er ganske uordentligt og udenfor kontrol. Hvad er bedre til at styre det, end f.eks. at give møder i sanselig berøring form og kalde dem for “terapi?

At gøre “seksualiteten” til noget, som kan bruges til noget andet?

Med form følger regler, og med dem kontrol. I kontrollen vokser angst og skyld side om side med ærgerrighed og ambition.

Vi mødes på Mahamudrainstitut i samtidig, fælles, iagttagelse. I bevægelse, dans og leg. Vi mødes og elsker uden at give det en form, som skal være “rigtig”.

Lyst, kærlighed, medfølelse, omsorg, sanselighed, bevægelse og frihed har ingen form. Kontakten dertil opstår af-sig-selv, når optagetheden af at være “rigtig” erstattes af at undersøge det mulige og villede? At få øje på naturen i det, som er. – Det som vi er.

Udviklingsfællesskabet på Mahamudrainstitut