bevidstheden

Bevidstheden som det der er

Når jeg peger på muligheden af, at det, som vi almindeligvis kalder for “ bevidstheden ”, ikke er en egenskab ved det enkelte individ men universelt i alt levende, mødes jeg typisk og umiddelbart af skepsis. Kan bevidstheden simpelthen beskrives som: “Det der er?”

Handler jeg autonomt?

Vi er så vant til at tænke os selv som autonomt handlende individer med magten til selv – af os selv – at styre, hvad det er, vi tænker, føler og gør?

For at synliggøre, at det må fungere anderledes, vil vil jeg tage udgangspunkt i den basale system-teori.

Et kendetegn ved alt liv er, at det er i stand til at skelne. I dagligt sprog kalder vi det gerne for “at sanse”. Populært nævnes et forskelligt antal sanser (hos mennesker): Smag, hørelse, syn, duft, bevægelse (balance), smerte og rumlig fornemmelse, træk og tryk.

I virkeligheden kunne vi måske udvide dette antal til mange flere, eller simpelthen reducere “det at sanse” til: “Evnen til at skabe og/eller opfatte en forskel”.

Alle celler har denne egenskab på mange niveauer. Når nerver kommunikerer, sker det bla. ved at frigive og modtage små kemiske forbindelser, som både udløses af bevægelse, og initierer bevægelse.

At skelne – beskriver bevægelse.

Intet levende væsen kan eksistere uden at interagere med sine omgivelser. Det, der er omkring, skal “passe” til det, der er “indeni”. Bringer vi et menneske til månen, vil det ikke overleve længe uden at medbringe sine egnede “omgivelser” i form af en rumdragt med tilhørende “atmosfære”. Flyttes en celle, der trives med ilt, til en sted uden ilt, vil den dø.

På den ene side er det altså omgivelserne, der påvirker det enkelte individ, og på den anden side vil responsen herfra påvirke omgivelserne. Ja faktisk er det ikke muligt at lave en “tids-følge” for dette. Det sker simultant i en og samme bevægelse.

Måden disse påvirkninger opfattes på – altså måden der skelnes på – bliver til det, vi kalder for individets “struktur”. F.eks. vil cellerne i et øre opfatte bevægelse anderledes end i et øje, eller i en næse.

Det er tilsigtet, at jeg beskriver det sådan.

Grænsen opretholdes igennem bevægelse

Typisk ville de fleste mene, at der findes “en struktur” i det enkelte individ, som er i stand til at opfatte noget bestemt på en særlig måde. Ses det imidlertid i et andet perspektiv, vil også udviklingen af denne struktur være udtryk for en bevægelse, der skelner i samspillet med forandringer/bevægelser i omgivelserne.

“Grænsen” imellem omgivelserne og det, der er “derinde”, findes ikke som en fysisk adskillelse, men opretholdes udelukkende igennem den bevægelse, jeg beskriver som “skelnen”.

Al bevægelse i det “derude” spejles i bevægelsen “derinde”. Metaforisk som det lette siv, der står og svajer for vinden, og gror og visner i takt med solen, vandet og temperaturen omkring det.

Spejling og læring

Denne “spejling” bliver også til det, jeg vil beskrive som “læring”. En barn, som vokser op i nogle omgivelser, vil lege bestemte lege, der “passer” til disse og derigennem spejle bevægelserne der. Et andet barn, der vokser i andre omgivelser, vil reproducere og internalisere disse i sig. Fysisk, emotionelt, tanke-mæssigt …ja i alt.

Bevidstheden

At få øje på dette – ikke blot som en form for intellektuel gymnastik – men det jeg kalder for “en indsigt”, ved at se det igen og igen i livet “omkring sig” og “derinde” – som altså udtrykker den samme bevægelse eller bevidstheden – er overordentligt forvandlende.

Hvad er det så, der sker, når vi tilsyneladende hellere vil se os selv, som individer end som “et udtryk” for universets bevægelse (bevidstheden) – dvs. leve livet i et “ego-centrisk” verdensbillede?

Dette perspektiv ændres iøvrigt ikke ved at “ville være en, som handler U-selvisk”, idet den skelnen, der finder sted i denne u-selviske eller tjenende ambition , stadig tager afsæt i dette egocentriske “selv” 😉

Meget enkelt må det hænge sammen med, at det, at skabe en illusorisk afgrænsning som en måde at skelne på, altså et “ego” eller en “identitet”, simpelthen er mest “nyttigt” i de omgivelser, vi lever i? – Umiddelbart – om ikke andet. …. Og måske med baggrund i, at vi ikke er blevet præsenteret for andet igennem vores liv hidtil?

At forstyrre det automatiske

At få øje på disse illusioner får dem til at smuldre som støv. Ikke som et eller andet “magisk” men simpelthen fordi, det AT se, hvordan de skabes, udtrykker en anden bevægelses kompetence eller skelnen, der “forstyrrer” den automatik, hvormed de er blevet opretholdt.

Det fungerer lidt som at få øje på hvordan “noget er samlet”, og så pludselig være i stand til at skille det ad og sætte det sammen igen, efter forgodtbefindende.