deltage

Deltage i det, der sker – som kursusleder?

Skal/kan en kursusleder deltage i det, der sker på et kursus?

Når Karin og jeg inviterer til- og afholder workshops, seminarer og årsforløb, så gør vi det med en helt klar intention om at deltage i det, der sker.

Vi ser det simpelthen som fuldstændigt afgørende for, at der skabes rum for læring.

At lære et håndværk

Da jeg som ung mand gik på byggepladsen og renoverede gamle bevaringsværdige huse for at lære tømrerfaget, var det allervigtigste for den læring, at der var en voksen, moden, kompetent mand, som favnede mig og gav mig mulighed for at spejle sig i sit håndværk.

Et menneske der ikke blot så til fra sidelinjen – men kendte vigtigheden af at deltage i det, der sker, for på den måde at vise eksempler med afsæt i netop de udfordringer som vi mødtes af her og nu.

Sygepleje

Karin fortæller fra sine mange år først som elev og senere som leder i Børnesygeplejen om, HVOR vigtigt det er at arbejde tæt sammen med en erfaren sygeplejerske og i den konkrete helt uforudsigelige situation kunne finde støtte, omsorg, erfaring og læring.

At deltage i det, der sker

Min mor, som var lærer, involverede sig fuldt og helt i sine elever. De der havde det svært, kom privat i vores hjem, og fik hjælp til ikke bare til lektierne og det faglige, men også når det gjorde ondt at være teenager og ung.
Hun knyttede livslange venskaber med elever og forældre. Da hun døde, kunne jeg sidde ved hendes kiste og se ud over en propfyldt kirke. Forældre og tidligere elever fra alle de år, hvor hun havde været lærer tog del i at tage afsked. Til den fortælling hører at hun på det tidspunkt havde været pensioneret i 14 år.

Om hende kunne man om noget sige: “Hun deltager i det, der sker”.

Ledelse er at deltage

Det er nemlig pointen for mig.

Ledelse handler om at invitere på en sådan måde, at mennesker føler sig frie til af sig selv at følge.
At lede betyder for mig, at gøre det muligt for andre at spejle og bevæge sig i kontakt med sig…

At udstede instrukser og regler handler derimod om at ville styre.

Min far var officer

Min far var officer. Fra ham erfarede jeg vigtigheden af at deltage i det, der sker. At vise klart og tydeligt igennem sit eksempel i direkte kontrakt til mennesker omkring sig, hvilken kompetence, mod, udholdenhed og vedholdenhed der skal til.

Jeg så ham gang på gang hente den døvstumme svend på sin bopæl, når han ikke kunne komme ud af sengen om morgenen. Han gjorde det af simpel omsorg. Var der som en meget tydelig støtte. Som en der deltager i det, der sker.

Mere end 30 år med workshops

Jeg har inviteret til workshops, seminarer og kurser igennem nu mere end 30 år. Jeg har altid fundet det vigtigt at deltage i det, der sker på dem. Hvis jeg har foreslået en øvelse, har det været vigtigt for mig at sanse helt konkret med lige netop den gruppe, hvordan det føles og sanses i mig.

Jeg har involveret mig med hud, hår, saft og kraft. Inviteret til at lege sammen og med hinanden. Med tanker, muligheder, bevægelse, og krop.

At lære af og med hinanden

Hvert eneste seminar har for mig været en mulighed for at lære af og med andre mennesker. Intet af det har jeg skabt. Det er vokset igennem samtidig fælles interaktion og er blomstret igennem vores forskellighed.

Min rolle har også været: At “være god til at finde på”. At lede dialoger og rammerne for dem. Jeg har været “vært” og den, som inviterer.
At kunne det, ser jeg også som en kompetence.

Jeg skal både være med, og bevare overblikket. Jeg går i kontakt med den enkelte og fornemmer også helheden. … Det hele kan jeg samle i: At iagttage og “være opmærksom”. Det er kropsligt. Jeg iagttager med alle mine sanser. I intellektet gives betydning.

At formidle sin praksis – at deltage

Det eneste, jeg kan og vil formidle, er “min egen praksis”. En praksis kan aldrig være “sand”. Den udtrykker en mulighed af mange. En levende praksis vil være foranderlig. Den vil bevæge og bevæges og beror på at erfare.

Når Karin og jeg inviterer til at iagttage naturen af sind og krop, om det er igennem meditation, dans, mødet, samtalen (med krop og ord) … at relatere, i elskov, .. ja i det at leve.. Så springer det ud af praksis.
Vi fortæller åbent om og viser, hvad, og hvordan vi erfarer. Både det, vi synes virker godt, og det vi finder mindre heldigt.

Vi går aktivt i kontakt med de deltagere, som vil det. Giver mulighed for at de selv sanser i krop og sind, hvad det er, vi gør sammen.

Naturligvis kun hvis de vil.

Vi er meget opmærksomme på at spørge.. Tager det ikke for givet.
Det gør det også muligt for os at sanse, hvad de gør… Det kan ingen ved blot at “se på” .

Det er at deltage, i det der sker!

Er der nye med, så er vi meget opmærksomme på, at en af os bevarer overblikket.

En “forstyrrelse” der kan gøre en væsentlig forskel

Vi har på den baggrund mange gange aktivt bevæget os ind i et møde og på den måde “forstyrret” for konkret i situationen at pege på, hvad der måske ellers ikke ses?

Det kan virke irriterende for den, der “lige er i gang med noget”, og meget befriende for den, der måske ikke helt kan flytte sig væk eller sige nej?

Jeg kan simpelthen ikke forestille mig at lede et kursus med en ide om, ikke at deltage i det, der sker?!

Det ville være som at invitere til en fest i mit hjem, jeg ikke selv deltager i, eller at fortælle mennesker, hvordan de skal gøre noget, uden selv at ville have sorte fingre endsige mærke opgaven på og i min egen krop.

Måske du kan genkende det som læser? Mødet med den bedre-vidende, som gerne vil fortælle, hvordan det skal gøres, men ikke selv kan eller vil vise det?

At lære, deltage og relatere nært

For mig betyder det “at lære” at relatere nært med mennesker. At turde gå i kontakt. Er der “kontakt” imellem noget, betyder det bogstaveligt at der “ikke er noget imellem”. Vi mødes uden maske. Opmærksomt og bevidst om det, der er og sker. Vi mødes i kontakt til kærlighed og lyst.

I virkeligheden er der nok ingen forskel på “at lære” og “at lede”?

Hvor, læring sker, opstår ledelse af sig selv, uden at vi nødvendigvis kan pege på “en leder”..

Årsforløb på Mahamudrainstitut