dig

Dig i mig og bevidsthed om måden jeg erkender på.

Hvordan erkender jeg dig? Gør jeg det i mig? Er du “derude” eller “derinde” – og betyder bevidstheden om det noget for, hvordan vi mødes?

Bevidsthed og bedøvelse

Et menneske, hvis sanser bedøves, vil også være uden bevidsthed om, hvad der sker. Både “omkring sig” og “i sig”.

Forsvinder al sansning – dvs. også det, at kroppen registrerer om hjertet slår med det rigtige tryk, at blodet iltes etc.. vil vedkommende dø, såfremt vedkommende ikke holdes maskinelt i live.

Erkendelse af verden, dig og mig..

Adgangen til at erkende sig i verden, sker ved at erkende verden omkring sig. Måden jeg erkender det ydre på, vil også være måden jeg erkender det “indre”.

Min adgang til både at erkende og forstå dig, går med andre ord igennem min evne til at sanse.
Måden, jeg sanser på, vil blive måden, jeg erkender dig på.

Når, jeg sanser, vil det, jeg sanser, være mig…
Dig i mig…
Jeg i mødet med dig.

Måden, jeg giver det, jeg sanser, betydning, når jeg sanser mig i mødet med dig, vil blive måden, jeg forstår dig på.

Jeg møder dig, som jeg møder mig

Det hele leder til: At jeg kan møde dig, som jeg formår at møde mig.

“Formår” i betydningen:

Hvad jeg overhovedet kan sanse
Hvad jeg har øvet mig i at sanse
Hvordan jeg sanser
Hvad jeg har lært at give betydning
Hvordan jeg har lært at udtrykke denne betydning

Det hele handler om min evne til “at skelne”.

Fra vi fødes vil denne evne forandre sig fra det, jeg vil kalde for: Det “grovmotoriske” til “en stadig finere motorik”. Helt afhængt af hvordan vi stimuleres og udfordrer os selv.

Sanselighed og bevægelse

Sanselighed vil en til en være knyttet til min evnen til at bevæge mig.
Jeg vil beskrive det med sætningen:
“Som jeg bevæger mig og lader mig bevæge, sanser jeg”.

Et er, at jeg bevæger “mig selv” – af mig selv.
Noget andet er, at jeg bevæges af alt, hvad der bevæges “omkring “ mig.

Det mange vil kalde for “omgivelserne”.

Mine omgivelser?

Min erkendelse af mig, sansningen af mig – den skelnen, der får mig til at erkende mig, som mig, vil være fuldstændigt forbundet til bevægelse i disse “omgivelser”.

Så uløseligt, at der skal skabes en illusion om, at “jeg” er adskilt fra dem, for at give mig overbevisningen om en selvstændig identitet.

Den illusion beskrives gerne som “en grænse”..

Jeg er lige så meget et udtryk af disse “omgivelser”, som et udtryk af det – der tilsyneladende og kun tilsyneladende “sker af sig selv” – i mig.

Rækkevidden af dette er ganske forunderlig.

At bedømme dig, betyder at dømme mig.

Hvis jeg bedømmer noget, som “noget”, så vil denne dom vedrøre “mig”. Jeg dømmer i virkeligheden “mig”.

Sådan vil det forholde sig med en dommer.

Lad mig komme med et eksempel:

En kvindelig dommer, skal træffe en afgørelse efter en sag, hvor en mor har slået sine børns far ihjel. Forbrydelsen skete efter 10 år med massiv vold mod både hende selv og børnene fra den dræbte, Hun myrdede ham på voldsom vis og det, som anklageren kaldte for “med koldt blod”.

Dommen lyder på 4 års fængsel.
Anklageren er rystet. Skal det drab virkelig kun give 4 år?

Dommeren dømmer, idet hun sanser og forestiller i sig, hvordan det må have været at leve under sådan en terroriserende mand?
Hvordan kunne hun mon selv have handlet i den situation? Samtidig skal hun naturligvis skele til den gældende lovgivning.
Hun vil finde alle muligheder for at mildne straffen for kvinden og sine børn, og samtidig ikke bare legalisere overfor “omgivelserne” at man bare kan slå hinanden ihjel.

Om vi sidder i en retssal, bare samtaler, eller blot i det stille møder hinanden . Det gør ikke megen forskel i måden, vi bedømmer på. Bedømmelsen relaterer til os selv.
SOM jeg bedømmer – dvs. tolker det, der sanses, og måden jeg bevæges på, vil JEG opfatte mig selv, som mig…

“Du” vil for mig udelukkende erkendes I mig.
…Og den, jeg erkender, ER det, jeg opfatter som “mig” – i mødet med dig.

SOM jeg møder dig, møder jeg mig..
SOM jeg berører mig, berører jeg dig..
SOM jeg bevæger mig, bevæger jeg dig..

At holde dig ude fra mig…

Vi kan gøre alt muligt for IKKE bevidst at sanse og erkende dette. Spænde op, fryse, lukke for at sanse, ikke at ville vide… Selv når vi gør det, vil også den bevægelse være relateret til at “den anden “ er der..

Tilbage står, at måden jeg sanser og bevæger mig på, vil være måden, jeg erkender alt på – kropsligt og intellektuelt.

Denne måde kan bevidst og opmærksomt iagttages.
Gøres det – opløses illusionen om adskillelse.

Det er umådeligt sårbart og må følges med at evnen til at bevæge sig spontant, naturligt og afspændt uden det mindste behov for at skulle “forklare sig” – og dermed betinge både sig og “den anden” (i sig) af en fortælling.

Tantramassage for kvinder

årsforløb i cupisofi