skyld

Skyld i elskov og parforhold

Sex – som en betingelse – ud af parforholdet! Når elskov bliver til et krav og grundlaget for skyld. Hvilke relationer holder lettest i livet – hvordan?

En relation

De, som har mødt mig, eller jævnligt læser tekster fra min hånd, vil genkende, at jeg foretrækker udtrykket “at relatere” frem for at “gå i relation”.

Forskellen imellem de to måder at beskrive på, ligger i at det “at relatere” peger på bevægelse, og måden vi  bevæger os med hinanden på, og “relationen” på et navn – en “form”, der typisk rummer en lang række underforståede forventninger og krav.

Hvis nogen stiller dig spørgsmålet: “Er vi så kærester nu?”, så vil du indenfor en vis ramme nok vide, hvad det indebærer og betyder for måden, I omgås hinanden på? Det er blevet til en “kæreste-relation”.

Netop disse relationer er igen et tema for min undren.

Hvilke relationer holder?

Hvilke relationer “holder” længst tid i livet? Er det ikke typisk dem, vi kalder for “venskaber”. Kendetegnet for gode venner, vil ofte være, at “sex” ikke er en del af måden, de relaterer til hinanden på.

Naturligvis er der undtagelser – så jeg ser det altså heri et generelt perspektiv.

Gode venner omgås hinanden i respekt og åbenhed. Der vil være en fortrolighed, der kan være dybere – i hvert fald på nogle områder – end den der er endda er tilstede i mange parforhold.

Fra jeg var helt ung, undrede jeg mig over hvor grimt “ægtefolk” kunne tale til hinanden under en konflikt. Ja ikke alene i et skænderi , men også når de tillod at “rette” på hinanden i andres påhør. Især hvis de mente, “at den anden tog fejl”.

I konflikter, der bliver så store, at de fører til et “brud” eller skilsmisse, synes der ingen ende at være på, hvor ubehageligt nogen kan gøre det for hinanden. Efter 10-20 eller 30 års samliv bryder misagtelse og nedgørelse ud i lys lue, når boet skal deles.

For venners vedkommende får det en anden karakter. Måske mere sådan at rytmen og takten, man ses i, forandres eller sættes på pause? Sjældnere opstår der en sådan situation, at man skilles i vrede?

Overbærenheden imellem venner synes noget større end i parforhold? Fleksibilitet og evnen til at se hinanden i et bredere perspektiv hører til et godt venskab.

Hvordan fungerer venskaber anderledes en parforhold?

Hvad er det, der er i spil der? Hvad gør at disse to måder at relatere på ganske ofte fungerer så forskelligt, som de gør?

Min umiddelbare hypotese er, at det er “forventninger til elskov og sex”, der gør den væsentlige forskel?

Når jeg ser på det “at relatere”, så sammenligner jeg gerne med det at “danse sammen”.
Hvor der i mødet opstår et krav om at danse en helt bestemt dans “rigtigt”, skabes der meget hurtigt spænding.

Hvis dansen derudover indeholder en klar forventning om, at vi “skal begære hinanden” bliver det rigtigt svært.

Sjovt nok vil det for mange ægtepar være en skræk at gå til dans sammen. Det vil næsten betyde skænderi-garanti.

Skyld og pant i parforholdet

Jeg møder rigtigt mange mennesker, der kan genkende at “lyst til sex med hinanden” nærmest er blevet til et “pant” på, at vi er sammen? Det betyder, at der kan opstå både angst og skyldfølelse, hvis der går lang tid imellem, at vi går i seng med hinanden.

Angst for at det kan betyde, at der stilles spørgsmål ved, om vi skal være sammen. En følelse af skyld over måske ikke lige at “begære den anden” seksuelt – efter at have været sammen i mange år.

Når vi mødes i elskov med en sådan følelse af “pligt” eller skyld – kan det ende med, at den ene lader sig bruge for harmoniens skyld.

For mig er dette meget interessant:

Vil en forventning til  – der ofte udtrykkes som et krav –  at vi vil begære hinanden, og også i lyst vil indfri hinandens behov for nærhed, hengivelse, seksuel og følelsesmæssig tilfredsstillelse – være det, som gør det meget svært at bevare en nær relation i mange år eller hele livet?

Vi er hinandens bedste venner

Når mennesker, der har levet tæt sammen i en menneskealder, bliver spurgt om, “hvordan” de er lykkedes med det? Svarer de ofte: “Vi er simpelthen hinandens bedste venner”.

For en dels vedkommende betyder det, at “sex” for mange år siden er “gledet ud” til fordel for en anden fortrolig intimitet.

Hvor begge har det fint med dette, er det ikke noget problem.

Hvor den ene eller begge lider under fravær af fysisk elskov, og samtidig har bundet sig selv og hinanden ind i dette “pant” på, at det netop er det, som er en målestok for, om vi skal være sammen, bliver parforholdet til en byrde.

Er elskoven et spejl?

Nogen vil sige, at elskoven fungerer som et “spejl” af resten. For mig at se, er det ikke tilfældet.

Venner kan elske med hinanden – og når det bliver svært for nogle venner, hænger det måske sammen med, at elskoven øjeblikkeligt får en betydning, som “binder” i forventning og krav – eller at man simpelthen ikke “tænder” seksuelt på hinanden?.

Forventning og krav passer simpelthen ikke til hverken kærlighed eller lyst.

Frigør elskoven fra enhver relation!

For mig at se må enhver relation frigøres fra kravet om elskov og sex i en forventning om hengivelse og kærlighed. Det er måske en forudsætning for, at vi kan leve tæt og nært i et fællesskab, der er præget af opmærksomhed, respekt og afspændthed?

At det vil kræve mange dialoger, samtaler og ikke mindst konkrete erfaringer med tid og rytme til at tilegne sig en ny bevægelseskompetence i sig selv og med hinanden, er indlysende.

Det er mange generationers regler, moral og historier om skyld og skam, der kommer i spil der.

Også omgivelsernes angst, der udløses ved, at et par i “vennekredsen” pludselig også elsker med andre end kun med hinanden – vil være en stor udfordring for de fleste. Samfundets moralske selvopretholdelses-drift er i den henseende temmelig vedholdende.

 

Cupisofi og elskovskunst