Tænk et øjeblik over, hvis du ikke nogen sinde mere skulle spekulere over at komme et andet sted hen i “livet”: Ikke at være på en vej!

….

“Hvad vil du være, når du bliver stor?”
“Det ved jeg ikke, jeg vil først se, hvor stor jeg bliver?”

Den ordveksling holdt jeg meget af som dreng. Jeg finder den stadigvæk sjov.

Den havde allerede dengang noget befriende over sig: Det der med at skulle “være noget”, “blive til noget”, “komme et eller andet “sted” hen”.. Emmede af krav, forventninger og stress.

Min mor var meget optaget af, at jeg ikke skulle “spilde mine talenter”, som hun udtrykte det. “Det forpligter af være født med dine evner og et kvikt hoved!” Kunne hun sige.

Siden det har alt i mig reageret med væmmelse på ideen om “pligt”.

Zen – praksis er ikke “en vej”

Interessen for filosofi, spiritualitet og de store spørgsmål i livet, optog mig tidligt. Jeg havde megen tid alene og læste meget. Mit helbred var ikke det bedste. Jeg faldt over “Zen” og den interesse slap aldrig. Heller ikke da jeg igennem mange år også fordybede mig i kristendom og de invitationer, den indeholder.

Som voksen kunne jeg meget tydeligt se, at de budskaber og fortællinger, der ligger til grund for det nye Testamente, har et solidt anker i Buddhistisk filosofi.

Hvad er det for en fælles eller nærmest identisk kerne?

“At der ikke er noget sted at komme hen!”
Der er ikke en vej!
De inviterer til at se det, som er.

Det , som er – er der ikke “i går”.
Det , som er – er der heller ikke “i morgen”.

Erkendelse peger på: “At det hele er her”

Det er et spørgsmål om at se virkeligheden, som den er.
Se – “sådan som tingene er”!
“At se” er det samme som: “At bevæge med og bevæges af” .

Det kaldes nogle gange for “suchness” (på engelsk) eller “tathatā” på sanskrit.

Det handler om at erkende og optage virkeligheden uden filter, direkte og umiddelbart, uden at vurdere- eller at ønske tingene anderledes. At ophøre med at flygte igennem illusioner om at det hellere skulle være anderledes.

Dōgen Zenji

Dogen – Grundlæggeren af Zen – skriver i sit hovedværk “Shobogenzo” om at øve sig i en praksis – “genjokoan” – ofte oversat som “Hverdagslivets koan” eller “at realisere det fundamentale punkt.”..
Et punkt har ingen udstrækning!

Han opfordrer til at opleve og respondere på virkeligheden umiddelbart, receptivt og direkte, igennem aktiv opmærksom iagttagelse: “Zazen..”

Dvs, både ved at sidde stille og “bare iagttage”. Og at bringe denne iagttagende praksis ind i alt, hvad vi gør.

Der er ikke “en vej til oplysning”

Han peger på at vores begrebslige forestillinger om f.eks.“tid” og dermed også “at være på en vej” er illusoriske.

Vi kan opdage det, ved at engagere os i hver handling med fuld opmærksomhed og afspændt klarhed i det vi gør, imens vi gør det, hvad enten det er at spise, tale, arbejde eller endda hvile.

Dogen peger på at “praksis er oplysning”. At oplysning ikke er “resultatet af en praksis”. Praksis er ikke en vej til oplysning.

Tantra inviterer med andre ord ikke til “en vej”, men til praksis.
Praksis finder sted nu!

Hvilken forandring ville det ikke gøre hvis…..

Prøv lige i et øjeblik at fornemme, hvilken forandring det ville gøre for dig, hvis du ikke nogensinde skulle spekulere mere på “at komme et sted hen, på din vej!”.

I stedet erkende:
Det, der er at se, i det, du gør.
Hvordan du gør, imens du gør?

Al angst, stress, bekymring, uro har sin rod i “tid”.. og f.eks sætninger som : “Hvad skal jeg så? “Hvor går min vej så hen?” .. Hvilken uddannelse skal jeg nu tage? Hvordan får jeg succes med den? Hvordan får jeg kunder? Men jeg skal jo også leve af noget? Hvordan finder jeg nu en ny kæreste? Hvad med mit arbejde?

Han gjorde det slut!?

Jeg havde en snak med en kvinde, jeg holder meget af. En mand, hun ser som sin nære ven, havde “gjort det slut”…
Det føles forfærdeligt!

Vi nedtoner ofte smerten når mennesker, vi opfatter som venner, bare bryder med os. I hvertfald sammenlignet med den accept der er af, at skilsmisser kan gøre ondt.

Jeg inviterede til at se, at smerten måske allermest skabes ved at tænke i tid?
Det som var?
Det som så ikke længere skal komme?

Imellem de to mentale perspektiver, er der roligt.
Vi kan iagttage det, som sker!

Når vi ser det sammen, opstår fællesskab. Vi erkender os som et!
I den direkte iagttagelse findes ingen “skyld”. Skyld lever kun i tid!
Der er altså intet “galt med mig”…

I den måde at iagttage på, mærkes “healing”.
Healing – betyder “at gøre hel”.

Hvad er det, som gør delt?

Det er:
Ikke at kunne se, at vi er det, som er.
Andet er ganske enkelt ikke muligt!

…
Tantra inviterer til opmærksom iagttagende praksis.
Og det gør vi godt i fællesskaber.

Hvis du vil tilbringe noget af din sommerferie i et fællesskab om Tantra, så kom og vær med på vores sommercamp