En af de mest udbredte illusioner ser jeg som: At mennesker har- eller kan have et frit valg”.
Jeg er med på, at det er et følsomt område at komme ind på. Hele den demokratiske tanke bygger jo på den ide?

Et frit valg? “Vælg den klods du bedst kan lide!”

Hvis jeg spreder 1000 klodser ud på gulvet og beder et barn om at vælge en og kun en klods! Vil hun så reelt vælge? Eller rækker hun ganske bare spontant ud efter en af dem?

Supplerer jeg så med ordene: “At hun skal finde den pæneste af dem”, så vil hun begynde at søge. Forventningen til at det skal være den, hun bedst kan lide, vil få hende til at bedømme klodserne og holde dem op mod hinanden. Hvordan bedømmer hun, om den ene klods er pænere end den anden?

Ved at anvende den målestok for “pænhed”, hun har lært!
Har hun været fri i det?
Eller vil det, hun ser som “pænt” eller “grimt” ikke være farvet af det, som hendes nære omgivelser finder pænt?

Et frit valg imellem to is?

Reducerer jeg nu valget til at skulle træffes imellem to lækre is.
Dvs. siger til hende: “Du må få en is, og kun en!.. Hvilken en af de to vil du vælge?”.

Så vil hun tøve.
Valget, hun stilles overfor, udtrykker konflikt. Der er “på den ene side” og “på den anden side”. Valget er igen betinget, og hun vil invitere sig ind i angst for at vælge forkert. F.eks. at tage den af de to, som hun måske så alligevel ikke kan lide?

Og er valget frit, når det er reduceret til at være imellem to?

At vælge?

Udfordringen med “frihed” beror ikke på hvor mange muligheder, der stilles op, som vi kan vælge imellem. At vælge er i sig selv ikke frit. At vælge er betinget, og hvad der sker efter valget er truffet og også betinget af dette valg.

Dette er en meget væsentlig pointe i gamle Tantras. Både Zhuangzi og Laotzu peger på “at handle uden at vælge”: At bevæge sig spontant og umiddelbart i mødet med det, som er og sker lige her og nu.

Hvis Karin spørger mig, om jeg har valgt at leve sammen med hende?
Så er mit svar nej. Det skete!
Hvad er sandsynligheden for at netop to bestemte mennesker ud af flere mia. mødes?
Den er virkelig lille.
Har nogen af os valgt det?

På samme måde har jeg det med alle, jeg møder og relaterer med.

Har nogle af os valgt at være- og bevæge os, som vi nu gør? Har vi valgt de utallige situationer, som førte til, at vi faldt i snak, oplevede sympati, tiltrækning etc..?
Næh..

Vi er sammen, fordi vi er sammen. Der er simpelthen ingen grund til det, ud over at vi er sammen. Vil ikke Enhver “grund” eller “begrundelse”, vi opfinder, betinge vores møde?

Vil ikke enhver grund eller begrundelse, vi opfinder, betinge vores møde?

Findes et frit valg?

Det er f.eks. også det, som fortællingen om den “barmhjertige Samaritaner” i det nye Testamente taler om. Det var ikke et “valg” for ham at hjælpe den nødstedte i grøften. Han gjorde det spontant hinsides både -bagtanke eller -et ønske om at få et udbytte.

Det udtrykker en metafor på at leve i kontakt til “kærlighed” og “medfølelse”: At lade sig bevæge spontant som-, af- og med- det, som er. I erkendelsen af: At al bevægelse bevæger alt, hvad der er.

Et frit valg findes ikke. (hvis nogen spørger mig 😉 )
Fri bliver ingen igennem et valg.

Kom og vær med på Tantrakursus på Mahamudrainstitut .. Ganske spontant.