før var vi et par

FØR VAR VI ET PAR. NU ER DER EN TREDJE?

Før var vi et par, nu er der en tredje? Den situation oplever mange mennesker i livet. Den tredje kan være et barn. Det kan også være en tredje voksen, som elsker- og elsker med den ene eller begge, som før var et “par”.

En spændende weekend på Cupisofi og elskovskunst, foranledigede mig til at skrive om “form og par”. Artiklen her er lidt længere end ellers.

Relation og form

At etablere en “relation” betyder at opretholde en form.

Enhver relation beskriver noget, der er genkendeligt som en sådan relation/form. Et mønster der gentages, en “lovmæssighed” i måden vi omgås hinanden på, og hvordan vi ønsker at blive set og forstået i de omgivelser, vi færdes i.

Form skabes igennem gentaget bevægelse, således at den fremtræder som noget “stabilt” for en iagttager.

At noget beskrives som stabilt betyder, at det fastholdes som genkendeligt over tid. Jo kortere tid det kan genkendes i “sin form, jo mere ustabilt vil de fleste mennesker betragte det, som iagttages.

Form og relationen vil altså være et udtryk for måden, der iagttages på. De fastholdes igennem illusionen om TID… Måles, vurderes, betinges, vejes, og sættes på en skala.
Tid måles ved skabe regelmæssighed.

Form skabes for at standse bevægelse og forhindre forgængelighed og spontan forandring. Det fungerer som kontrol og virker igennem angst.

Iagttageren skaber sig igennem (sin) iagttagelse.
Uden iagttagelse vil ingen iagttager findes.

Hvad, der forandres meget langsomt, vil ses som form.

For at fastholde illusionen om form, må iagttageren altså også reducere bevægeligheden i sig?
En iagttager, der kontinuerligt formår at se nyt, dvs. uden anstrengelse opløse og skabe ny form, vil ikke selv fastholdes som form.

Således vil et par nødvendigvis bremse hinanden ved at gentage, hvordan det var og bør forblive?
At gøre sig til et sådant par vil også indebære at opretholde regler og aftaler. Faste, gentagne mønstre der binder dem sammen i Par-formen.

En form må afgrænses, for at kunne ses som form.

…..

At skabe form i ler

Når jeg drejer i blødt ler, vil det ved den mindste bevægelse ændre min opfattelse af dets form. For at fastholde formen, må det først tørres, og så brændes til der er minimum af bevægelse tilbage i det. Det “holder sin form”.

Hvis jeg igen vil skabe bevægelse i leret, der er synlig for mig, må formen ødelægges og knuses i en kuglemølle. Chamotten/pulveret der kommer ud af det, kan jeg blande i blødt ler, og en ny form kan drejes..

En kop som form

Form iagttages som “en form” ved at skelne og give min skelnen en betydning: Jeg sanser “noget” i mig (skelner/bevæges), giver dette en betydning – et navn (skelner igen), og kategoriserer det i forhold til “noget jeg kender, der ligner det”.

Form skabes altså af den, der iagttager noget som en form.
Formen, iagttagelsen og iagttageren betinger hinanden.

Hvis jeg ser en form og kalder den for “en kop”, så har jeg indordnet den efter en kategori, jeg beskriver som “kopper”. “Kopper” har noget til fælles i min iagttagelse. Fællesskabet kan bero på deres nytte, brug, materiale etc. Altså andre “former”.

Hvis jeg vil ændre formen på en kop, vil den nye kop være “en anden kop”. Den første kop eksisterer ikke mere. I den forståelse kan form IKKE ændres. Den opløses og skabes på ny.
Jeg kan måske hævde: “At den næsten ser ud som den, der var der før..” Og den er anderledes. Jeg iagttager den som forskellig: En ny form – en anden form.

I kategorien “kopper” (der også fungerer som en “form”) kan jeg indordne mange forskellige kopper. For at etablere kategorien “kopper”, må jeg skabe en anden kategori, der f.eks. kaldes for “noget jeg kan bruge til at drikke varme drikke af”. Den vil f.eks. kunne indeholde både “kopper og krus”.

Enhver form relateres til en anden form, som relateres til en tredje form..etc. i princippet i det uendelige. Jeg bindes af måden, jeg iagttager på.

Måden jeg skelner og sorterer alt, hvad jeg giver betydning på, vil beskrive min måde at skabe relationer på. Ved at sortere det, jeg giver form som “mine omgivelser” – altså det, som IKKE er mig, skaber jeg samtidig “mig”.

“Jeg” bliver, med andre ord, et udtryk for måden der relateres på eller:
Den måde jeg “binder min iagttagelse i form på”. Dvs.: Som “min verden” skabes igennem “min form og orden”.

Før var vi et par, nu er der en tredje

Lad mig stille et spørgsmål:

“Hvor mange er “ET par”?
“To” ville de fleste nok sige?

Nej… ET par er netop ET eller en: En enhed..
Hvis jeg vil have flere, så må jeg skrive om TO par, TRE par etc.

Det skabes af to, der finder sammen… og vil se sig selv som èt: Et “vi”, der tænker i “os”-

Dette “vi” søger bekræftelsen både “i sig selv” og ved at kommunikere med andre som et “vi”.
Hvis et menneske der ser sig som “en golfspiller” vil bekræfte sig i den identitet, vil han/hun søge sammen med andre golfspillere. Et “vi” må således også finde andre “vi-er” at være sammen med, hvor vi kan tale om “os”.

“Par-middage”, “kurser for par”, “tid til at være os selv” etc.

Hvad, jeg beskriver her, udtrykker naturen af at skabe og opretholde Form.
I dette tilfælde den form, der beskrives som et “par”. “Vi danner fast par!” .. Lyder det ind imellem.

Før var vi et par – og intime

For at iagttage en form, må den tydeligt (kunne) afgrænses fra omgivelserne. Den vil også kunne beskrives ved at skelne imellem noget “ydre” og noget “indre”. Det som er “indre” kaldes også for det “intime”.

Det intime kan ikke eksistere uden det “ydre”.

Det betyder, at der f.eks. er meget, et par “kun gør med hinanden”. AT de gør det, definerer formen. Holder de op med at gøre det, bliver formen mindre tydelig. Den kan “falde fra hinanden”. Det, som “binder den sammen”, opløses.

At iagttage noget som “et par” handler om “binding”. At binde igennem iagttagelse og kommunikationen om den. Ord der gerne anvendes i den forbindelse, er “mit” og “min”, “dit” og “din”.

Møder jeg en kvinde, som gerne vil signalere, at hun IKKE er “åben for hvad som helst”, kan hun tydeligt markere det ved at tale om “sin mand”. Det vil fungere som en “markør” – eller et signal – jeg bør kende: ”Hertil og ikke længere! .. Der er noget jeg kan, og noget jeg ikke vil”.

Det “hun ikke kan”, vil stort set altid på en eller anden måde handle om “intimitet”? Altså hvor intime vi kan være med hinanden i mødet?

Frem for alt vil det sikkert vedrøre det, som hun kan/vil gøre i det offentlige rum sammen med mig?

Intimitet signaleres f. eks ved at fremhæve, hvad vi kun gør indadtil og ikke viser åbent i det offentlige rum.

Før var vi et par – nu er der en trussel.

Når den “ene i et par”, som det udtrykkes – møder et andet menneske, og tiltrækkes følelsesmæssigt, emotionelt og fysisk til vedkommende, betyder det, at formen som par trues. Det gælder uanset om den anden, er “Parrets” nyfødte barn, eller f.eks en potentiel nær, intim ven og muligvis elsker/elskerinde.?

Det vil umiddelbart være naturligt for mig, når jeg møder et menneske, som lever i “et parforhold”, at se hende som fri og autonom. I alt det emotionelle der kan opstå i mødet imellem os, kan jeg måske overbevise mig om, at det også er tilfældet?

Føler hun sig tiltrukket af mig, vil hun eventuelt nedtone sin binding igennem “sit” parforhold i måden, hun taler om sig selv på? Imens hun gør det, vil hun med al sandsynlighed føle sig u-autentisk? Hun ved, at hun ikke “er fri”? Måske opstår “dårlig samvittighed”: Før var vi et par, nu er der en tredje!? … Hvad så?

En relation kan ikke ændres. Den opløses.

At relatere intimt med et par betyder at ødelægge relationen.
Altså ikke bare “at ændre den”.
En form kan ikke ændres og stadig have samme form.

Det nyfødte barn er heller ikke her en undtagelse fra dette.

Jeg hører ofte udtrykkene: “Vi har et åbent parforhold” – eller “Jeg lever i et åbent parforhold”. Det siges måske for at signalere, at han/hun er åben for en mere intim måde at relatere på, end det de fleste normalt vis ville forvente af en, som “lever i et parforhold”?

Måske også som en forsikring om, “at hun (den “faste” partner) godt ved det – og er okay med det!”? Det fungerer samtidig som en betingelse! … Han/hun er et par!. De er ikke to.. de er EN!
For igen at blive to, må relationen slås i stykker.

Før var vi et par – og hun vil os begge?

Forestil dig et menneske, som forelsker sig i to mennesker, der lever med hinanden og definerer sig som et par!

Hun forestiller sig, at det er muligt at etablere kærlige intime relationer med dem hver for sig?
Være intim med den ene på en måde? Med den anden på en anden måde? To forskellige “Former”.

Måske vil hun “måle” graden af nærhed, hun oplever med dem hver i sær ved at sammenligne med den nærhed, hun tolker, at de to har med hinanden? (Hvordan man så end skulle kunne måle det?)

Da hun holder meget af dem begge, vil hun heller ikke “ødelægge noget for nogen af dem”.

Alle disse forestillinger vil være umulige at indfri!
Hun åbner for stor lidelse i sig…

Ingen af de to, hun vil være intime med, er “frie”.
De er bundet i relationen – i formen. De er ET!

Hvis det overhovedet skal have en chance, relationen forstyrres og opløses. Måske der så skabes ikke et par, men en triade ? …

Måske skal de ophøre med at identificere sig med en form!

Måske falder alt fra hinanden, når bindingen løsnes op?

At relatere med “et åbent forhold”

Jeg ser disse “åbne parforhold”, hvor åbenheden handler om at elske med andre. Hvor “åbent” kan et for(be)hold mon være?

Når det f.eks kommer til at åbne “parrets økonomi”, begynder det gerne at knibe?

Peter og Lise lever sammen som “et Par”.
De har aftaler at det er ok at elske med andre.
Peter elsker med Hanne… Hun kan godt lide Lise, og noget særligt intimt/nært har de to ikke med hinanden.

Peter og Lise har “fælles økonomi”. Det har par gerne.
En dag hvor Peter og Hanne har elsket, fortæller Hanne Peter, at hun har det svært økonomisk.

Peter tager hjem til Lise og siger:
“Jeg har lovet Hanne at betale hendes nye bil …”

… Og så vil der næsten med garanti være konflikt!

“Det har du vel ikke, uden først at aftale det med mig?” siger Lise…
Peter og Lise er nemlig et i den relation, de opretholder!

Åbenheden er betinget… Den betinges af de to, og betinger såvel parret, og måden det- og de hver for sig mødes med andre på?

Kan jeg så ikke elske (med) flere?

Hvad så? Er det så ikke muligt at elske og elske med flere?

JO!.. At elske er ikke at elske nogen!
At betinge kærligheden af en “nogen” vil fungere som binding.

Lyst er ikke det, der er lyst til.
Kærlighed kan ikke være “en genstand for nogens kærlighed”?

En Tantra vil beskrive “kærlighed” som: “At se det, som er, som det er … UDEN at ville ændre det for at få det til at passe til sig!

Lade det være, som det er, i al sin spontane, vidunderlige, impulsive bevægelighed og forgængelighed.

Jeg vil beskrive det som “At relatere.” uden at skabe relation.

At se at jeg/vi er det, som er. At alt derude er (som) alt derinde.
For forståelighedens skyld, kan jeg kalde det: At jeg er et udtryk (af uendeligt mange mulige) af det, som er.

Det er det levendes natur, at alt opstår af støv og bliver til støv…
Det hele sker i ingenting. Det, der er hinsides form: “Hverken-ting eller ingen-ting”.
Ubegribeligt – u-gribeligt.

Isdronningen og løven

I C.S Lewis´ eventyr: “The Chronicles of Narnia”, repræsenteres det “onde” af Isdronningen. Hun fryser alt levende til is. Hun gør det for at fastholde det i form. Det betyder enden på det levende.

Hvor, Aslan bevæger sig, vokser alt ganske uordentligt og spontant op. Et bevægende åndedrag fra den store løve er nok… Det er alt, hvad der skal til for at bringe bevægelse i det, som før var indespærret og afgrænset af form.

Med det levende følger, at det ikke bevarer form. At leve er at fødes og dø.

Jeg kan øve at relatere uden at skabe relation

Jeg kan øve det at relatere!
At forme uden at blive hængende i form..
At øge antallet af muligheder ved f.eks. at spørge: Kunne det være anderledes? Hvordan?

Det betyder at se… “Bare at se”. Og når jeg ser:
At du er (i) mig. At du bevæges af mig som mig, og jeg af dig som du .. så opstår medfølelse af sig selv… I den lever både ansvarlighed og frihed.

“Kærlighed” kan ikke være betinget af “noget” – dette “noget” vil være “binding”: Forbehold … “forhold”.

Ja “kærlighed” kan end ikke betinges af et “Jeg” 😉

Den praksis, der i årtusinder har inviteret til “at relatere” uden at skabe relation eller gøre en form “sand” kaldes for “Gom” eller “Meditation”. Den er essentiel i Tantras.

Når der ikke længere bindes

Hvem, der ser, hvordan form skabes og formår at lege ubesværet med at forme, vil ikke længere bindes af form.

Når det sker, vil det ikke være værket, som er interessant, men at skabe værket.
Ikke kompositionen, der vækker begejstring, men AT komponere.
Ikke klapsalverne efter koncerten, men AT spille musik sammen..
Ikke billedet på væggen, men AT male..
Ikke at finde “den store kærlighed” men AT elske… i mødet med det som opstår.

Intet er Form. Hvad, der anses for at være form, vil forsvinde.

Det er det levendes natur: At bevæge og bevæges…
At relatere hinsides grænse – hinsides relation.

Hvis du vil undersøge sammen med os, så er vores årsforløb om cupisofi og elskovskunst måske noget for dig?