Frihed

Frihed

Invitationer

Så længe den overbevisning trivedes i mig, at det, der beskrives, kan være “sandt”, lige så længe inviterede enhver tanke, ethvert ord, enhver historie både min krop og mit intellekt ind i en eller anden form for automatisk reaktion.

Erkendelsen af dette gjorde i et nu fri!

At adskille og dele

En frihed som naturligvis ikke kommer af at have gjort ovenstående udsagn “sandt” – hvilket ville være et paradoks – men af at se, at ord som “Mads Jesper”, “mig”, “jeg”, “Mine relationer” alle rummer invitationer, som adskiller og deler det, der lever fra alt andet levende, og at det, som jeg oplevede som “lidelse” (den psykologiske af slagsen), netop knyttede sig til ambitionen om at “være nogen”, defineret af “mine” relationer.

En frihed som ikke sker igennem intellektet, men ved at intellektet ikke længere gøres til  “Herren i huset”: Med et at få øje på den naturlige undren, som ethvert barn fødes med, og som intet har at gøre med at kunne beskrive og analysere.

At miste sit fodfæste

For ganske nyligt blev jeg mødt med spørgsmålet: “Men hvis jeg tænker den tanke til ende, at intet som jeg kan beskrive kan være sandt, så har jeg det som om, at jeg mister mit fodfæste og balance. Jeg kommer til at mangle et “fundament” i livet?”

At opløses i bevægelse

Når jeg ser på en fugl som flyver i luften, hvori ligger dens “fodfæste”? Hvis jeg lader mig opløse i dansen, hvor er så mit fodfæste? Det er der ikke! Fuglen og den dansende skaber og genskaber sig selv igennem bevægelse. Denne færdighed til at bevæge sig, bevægeligheden selv, kunne jeg kalde for frihed, “lyst” eller kærlighed. Frihed lægger sig aldrig fast på “noget”. Frihed ER der ikke selv som “noget”. Den er u(be)gribelig. Skaber sig selv, af sig selv, for sig selv.