At handle frit?

At handle frit?

Der kan opstå den enkle tanke, at det er muligt for mig at tænke og at handle frit. At jeg fungerer som et individ, der er “sat” i verden, som sådan lever uafhængigt af samme og kan bevæge mig på eller i den?

Sproget

Mit sprog hjælper mig på vej i den fortælling. Der er et “du” og et “jeg” en “den” og et “det”, og selv noget der forløber så kontinuerligt bevægende, som det at trække vejret, kalder jeg for “en vejrtrækning”. Som om denne bevægelse er en ting, der kan flyttes rundt på?

Tanker ud af intet?

Jeg kan få den simple ide, at mine tanker skabes ud af intet, og dermed ikke se, at alt, hvad der opstår imellem mine ører af historier, kommer fra noget der er hørt, læst eller lært. At selv måden jeg tænker på skyldes et regelsæt, som bl.a. benævnes med ordet “logik”. Og er det ikke logisk, det som tænkes, opstår der sikkert et andet begreb, som kan hæftes på det?

Hvis du læser denne tekst, vil du måske i et glimt fornemme at de tanker, som du tænker, ikke kan komme fra dig, men fra teksten foran dig, som jo kom fra noget, der var skrevet eller sagt et andet sted?

Frihed til at organisere?

Består friheden da blot i at ordne og organisere ord og begreber, gode sætninger og historier på en ny måde hver gang? Som den, der væver et tæppe, og selv kan vælge garnets tykkelse og farve, men er bundet til trendens tråde?

Hvad med tanken om “jeg”? Vil den da også blot være et ekko fra tusinder, som før mig har råbt “jeg”?

Spise opskriften til suppen?

I alt dette ser jeg ikke, at intet af “mig” er sat, og at den verden, som omgiver “mig”, ER det, som kaldes for “jeg”? Dvs. “være” det kan det vel ikke? For hvad er “verden” eller “universet” andet end nok nogle ord og begreber, som hæftes på? Vil nogen spise opskriften til suppen, eller forstå havet igennem en tekst?

Er der ikke en afgrund imellem beskrivelse og forståelse, som ville jeg kunne gøre en kvinde gravid ved at sige “sæd” eller sanse hendes læber med ordet “kys”?
Bliver tantra til tantra, blot ved at kalde den sex “vi dyrker” for “tantra-sex”?

Pulsslaget i universet?

Og hvis ikke jeg kommer “udefra” og ind i verden, men vokser ud af verden, vil så ikke alt hvad jeg gør, og alt hvad der sker i mig være som pulsslaget i dette univers?
En puls som jeg aldrig vil kunne beskrive, ikke kun fordi billedet ikke bliver det, som det skal forestille, men som en følge af, at jeg så slet ikke “er”?

“DET” er?

Det som ikke kan rummes i beskrivelse eller betinges igennem ord? Den puls som aldrig vil kunne erkendes af “sig selv”

… og jeg bevæges med?

Dermed bliver hver eneste bevægelse i det, som kaldes for “mig”, til hele universets bevægelse? Ikke sådan at “jeg” bevæger mig – og dermed alt, hvad der er, men at bevægelse er det, som gør? Universet “er” bevægelse, og jeg bevæges med?

Hvad er det så, der beskrives, med “frihed”, når det hverken kan ligge i et “jeg” eller i illusionen om at handle frit?

Kan øjet se at det ser?

At erkende, at erkende sig selv, ikke er muligt? At øjet ikke kan se sig selv, eller se, at det ser?

At erkende at ethvert ord, der tages for andet end et ord, og som noget der peger, vil fastholde drømmen om adskillelse i et liv i indbildt isolation?

At lade “sig” opløse i bevægelse, vel vidende at dette “sig” som “lader sig opløse” aldrig har været form? Dvs at slippe “bremsen”: Identifikationen med og troen på at den kontrollerende kan kontrollere sig selv.

Er det svært?

Ja, for intellektet er det umuligt, og for resten er der intet at gøre eller opnå.