At forbinde

At forbinde

Afbud

Jeg oplever tilbagevendende at seminardeltagere melder sig på et seminar, for kort inden seminaret skal finde sted at melde afbud.

Måske er det en trend i tiden? Måske har det altid været sådan?
Uanset så skaber det en forstyrrelse i mig, som jeg synes er interessant at iagttage.

At jeg irriteres har absolut intet med økonomi at gøre. Jeg kunne vælge at lade alle deltagere betale ved tilmeldingen, så ville den del være klaret.

Som regel er der jo en god “grund” til afbudet. Jeg kan så spørge mig selv, om min irritation skyldes, at jeg ikke synes at grunden er god nok? Altså at “grunde” som matcher det, som jeg ville anse for at være en “gyldig grund” var ok, og at andre forklaringer, som afviger fra mine værdier, så skulle være det, der skaber irritationen?

I samme åndedrag mærker jeg, at grunden overhovedet ikke interesserer mig. Irritationen er der uanset forklaring.

At forbinde sig

Det har måske noget at gøre med at “at ville forbinde sig”? Intet menneske har lyst til at være “bundet”, og hvis vi skal understøtte hinanden, f.eks. som klatrere gør det på et bjerg, må der være en vilje til at forbinde sig med hinanden? At række en hånd, og gribe en andens, og så ikke bare flytte den, hvis der f.eks. dukker noget andet op.

“Hey” siger den ene klatrer til den anden på fjeldvæggen. “Min far har ringet, og min mor er død. Jeg slipper dig nu, og så må du klare dig selv. Det er vigtigt for mig at være der hos ham” …..

Nej vel?

At relatere

Livet fungerer ved at forbinde. Ordet “at forbinde” kunne jeg måske erstatte med “at relatere”?
Klatrene på bjerget fungerer for mig som en metafor på livet. Hvis jeg har grebet din hånd, slipper jeg den først, når jeg ved, at du kan klare dig selv, eller at der er en anden, som kan erstatte mit greb.

I elskovsmødet forbinder vi os, og hvis vi der bare “slipper”, uanset grunden, er kontakten væk. Ja fungerer det ikke sådan i alle møder?

Jeg er ikke en ø?

Det er måske noget af det, som udtrykkes i de allerfleste tantras? Jeg er ikke nogen “ø”. Jeg er ikke “en brik” som der bare flyttes rundt med på brættet uafhængigt af de andre brikker og brættet for den sags skyld.

Når vi forbinder os vil hver eneste bevægelse være en bevægelse, som berører og bevæger os begge. Ja ikke kun “vi”, men alle og alt omkring os. Det inviterer naturligvis ind i tanker omkring “ansvarlighed” eller “autentisitet”?

Hver eneste celle i min krop forbinder sig med hinanden. De fungerer som et samfund.

At tage ansvar?

Jeg kan IKKE tage ansvar for dig. Hvad jeg KAN tage ansvar for, er at række ud og gribe, eller f.eks. i elskovsmødet at være der fuldt og helt. Opmærksomt, agtpågivende, respekt- og omsorgsfuldt. I dette ligger der også en åbenhed for øjeblikkeligt at acceptere et NEJ til den kontakt, som der er lige nu. Et NEJ der alene er adgang til igennem det uforbeholdne JA. De to: NEJ og JA udtrykker det samme.

VIL

Ansvarligheden finder jeg derfor i et VIL. Jeg vil! Jeg vil holde fast i din hånd, indtil du har fundet et godt fodfæste! Vi har sagt ja til at klatre her sammen, og så dur det simpelthen ikke at en af os undervejs “bare slipper”, uanset grunden.

Hvis jeg en gang har oplevet, at den jeg klatrer eller elsker med, slipper for at ordne noget andet, uden tanke for, hvad det betyder eller kan føre til, så vil jeg nok hverken klatre eller elske med vedkommende igen?

Tantra allerede ved tilmeldingen?

Måske begynder et seminar eller en tantramassage på/i Mahamudrainstitut allerede ved tilmeldingen og i den første samtale? Er det overhovedet muligt for mig at forbinde mig, eller vil jeg straks føle mig “bundet”?

Forbrug?

Ser jeg mig som “forbruger” af en tantra-massage, et tantraseminar eller et andet arrangement, eller VIL jeg forbinde mig og tage klatreturen sammen med de øvrige deltagere? Ønsker jeg virkeligt et møde?

Angst for at relatere nært?

Jeg tror at angsten for at relatere nært med andre mennesker, hænger tæt sammen med at det at være “bundet” forveksles med “at forbinde sig” igennem et VIL? Når jeg er “bundet”, behøver jeg ikke længere noget VIL. I det bundne er der tab af frihed og dermed også af ansvarlighed.

Hvor den angst lever, vil der være et forbehold. Det mærkes meget tydeligt. Det at relatere, at mødes, at elske bliver hurtigt til (for)brug.

Bare en forklaring

Det kunne så være en forklaring på irritationen – dvs en god historie der naturligvis ikke kan være sand – og måske alligevel invitere ind i undren? Det jeg sanser er et impulsivt NEJ, når det fornemmes at en hånd bare slippes?

En blog med næsten samme tema kan du læse her: Beslutsomhed