hvad er du for et menneske

Hvad er du for et menneske, spurgte hun?

“Hvad er du for et menneske?” Hun så på mig og førte koppen med varm te op til sine læber.

Jeg lagde mærke til, hvordan hun åbnede munden en smule og lagde den let afrundede kant mod det bløde hvælv. Hun åndede stille ud for at køle overfladen, inden hun nippede til den.

“Uh den er varm! Jeg må hellere vente lidt. Mmhm som den dufter din te!”

“Hvad jeg er for et menneske? Hmm.. helt almindelig og samtidig min egen som alle andre vel også er det?”

“Jo jo .. Hvordan skal jeg så spørge? Hvem er der bagved, det jeg ser, når jeg ser på dig?”

“What you see is what you get!” Prøvede jeg igen.

“Er du ikke meget for at tale om dig selv?”

“Jo jeg taler gerne om alt. Jeg ser det bare sådan, at der ikke er noget “bagved”, det du ser. Vi fremtræder begge to, som vi gør lige nu for hinanden, i denne helt unikke kontekst. Ingen af os eksisterer som vi gør det nu, uden at vi sidder overfor hinanden i dette øjeblik!”

“Ja?”

Hun så på mig, og jeg badede i hendes mørke øjne..

“Skal jeg forstå dig sådan, at du ikke vil holdes fast i en eller anden fortælling?” Fortsatte hun.

“Det ville være op ad bakke. Det er jo det, vi gør i samfundet. Det er afhængigt af, at vi er individer, som kan identificeres med en specifik fortælling, et nummer, en adresse, uddannelse etc. Vores kultur og politiske system lever på den ene side at afgrænse os fra hinanden i: “Hver mand/kvinde – sin stemme” ..Og ikke mindst som individuelle forbrugere, som kan påvirkes til at købe noget.”

Jeg peger nok bare på, at når du spørger: “Hvad er du for et menneske?” Så kunne jeg fortælle dig mange forskellige historier om, hvem jeg VAR i forskellige situationer. Eller jeg kunne diske op med mine holdninger og tanker om, hvad som helst?
..Og jeg er jo ikke nogen af de fortællinger! Jeg vil nærmere – for dig – være ham, som fortæller nu?

“Jeg vil gerne høre dig fortælle! Skal jeg så hellere spørge dig om noget konkret?”

Jeg dvælede lidt ved hendes hænder. Hun holdt dem begge om koppen, som varmede hun dem ved den. Albuerne havde hun tæt ind mod kroppen, som frøs hun lidt?

“Fryser du?” ..Spurgte jeg.

“Nej… “

Jeg fortrød med det samme spørgsmålet og supplerede. “Vil du have en blødt tæppe over dig?”

“Åh ja det vil være dejligt!”..

Jeg rejste mig, tog det fra stolen ved siden af, foldede det ud og lagde det over hendes skuldre. Bevægelsen af den bløde uld, hvirvlede hendes duft op i min næse og videre ud i min krop. Jeg kunne ikke undgå at se den bare hud imellem brysternes hvælv, som var synligt blottet i hendes bluseåbning. …

“Tak!… Vil du ikke også sidde her på sofaen? Kom sæt dig der i den anden ende!”

Jeg gjorde som hun foreslog og foldede mine ben op under mig.
Hun strakte sine ud og puffede sine fødder ind imellem ryglænet og mit ene lår.

“Er det ok jeg varmer mine tæer her?”

Fornemmelsen af hendes strømpefødder lige der, blev næsten uudholdeligt nærværende. Som hvis en lille dråbe rød akvarelfarve rammer en vandoverflade.

Jeg lagde min hånd på hendes ene ankel…

“Spørg løs!” – inviterede jeg

“Hvad tænker du på?”…

“På dig!”

“På mig? … hvordan?”

“At jeg sanser lyst, når jeg mærker dig lige her!”… Jeg klemte blidt med min hånd om den ankel..

“Det er dejligt!”..

“Hvad så hvis jeg varmer den her?”.. hun trak den ud fra hullet imellem ryglæn og mit lår…og lagde sin fod forsigtigt ind imellem mine åbne lår…

Jeg lod min hånd følge hendes bevægelse, og lagde den så blidt ind over hendes fod der… “Der må du også gerne varme den!”

Sådan sad vi stille…
Vi gjorde ingenting…
Alt gjorde noget med os…

Påskecamp 23

Previous Article
Next Article