Betydningen af ordet “ karma ” bliver ofte misforstået.

De fleste vil kende det som udtrykt i følgende sætning:

“Som mine gerninger har været, således bliver mit (mine) fremtidige liv.”  –

måske fulgt op af en ide om

“at man kan samle på dårlig karma”.

Imidlertid betyder Karma noget andet:

“Som jeg handler, således er mit liv”

Dette forvandler med et “Karma” til at handle om skyld, konsekvens, pligt og angst til at pege på på den umiddelbare sammenhæng imellem den praksis jeg har, og det liv jeg lever.
At leve er at handle. At leve er bevægelse.

I den erkendelse bliver spørgsmålet “hvorfor” ret uinteressant til fordel for “hvordan”. De, der møder mig ved, at jeg meget sjældent stiller spørgsmålet “hvorfor”.
“Hvorfor” søger efter årsager eller grunde.

Årsag – virkning og karma?

Når f.eks. Buddha tages til indtægt for “loven om årsag og virkning”, så hænger det også sammen med en mistolkning. Buddha peger på sammenhænge ikke på årsager.
Det gør en meget stor forskel.

Min hånd bevæger sig ikke, fordi den sidder på en arm. Der kan iagttages en sammenhæng imellem min hånd og arm. Jeg bliver ikke vred, fordi jeg har gjort noget dumt. Der kan iagttages en sammenhæng imellem det, at betragte noget som “dumt”, og det, at følelsen, der kaldes for “vrede”, skabes af mig.

Kærlighed, lyst og frihed kan ikke have nogen årsag. Det ville betinge dem af samme. Jeg elsker ikke “fordi” eller for at opnå noget. Der elskes, når der er kontakt til kærlighed.
Ud af det kunne undren opstå:

Ikke – “hvorfor” har jeg ikke kærlighed? men “hvordan” skabes kontakt til kærlighed?
Ikke – “hvorfor” er jeg jaloux, men hvordan bærer jeg mig ad med at være det?

Praksis

At være optaget af hvordan betyder at fordybe sig i sin praksis.

Nu vil nogle måske mene, at der skal være en “grund” til en praksis? – Noget at “få ud af den”?
Hvis nogen ville kysse mig, og jeg spurgte: “Hvorfor kysser du mig? …Der må da være en grund til det, du gør ved mig? .. så ville kysset være dødt og forvandlet til en genstand – en ting. Be-ting-et.

Karma er hinsides en “grund”

Når jeg fordyber mig i praksis, forandrer den sig af sig selv. Det kan ikke være anderledes.

Jo mere opmærksom jeg f.eks. bliver på sammenhængen imellem mine og hestens bevægelser, når jeg bevæger mig med den, jo tydeligere bliver enhver forandring også for mig.
Sover jeg, ved at tænke i en teori om at ride på heste, eller endda have et mål med hvad både jeg og den skal kunne, forsvinder denne opmærksomhed i drømmetågerne.
Opmærksomhed udtrykker i sig selv en praksis, der heller ikke kan gøres til genstand for ambition men indtræder af sig selv igennem fordybelse.

Ingen måling

Det siger næsten sig selv, hvis ovenstående giver mening, at praksis ikke kan eller skal måles i forhold til om den f.eks. “er god nok” eller “egnet til at nå sit mål”.
Praksis er, som den er. Den lever og forandrer sig af sig selv i bevidsthed, og udpines og forfalder i det ubevidste.

Vokse til modenhed?

Måske kan jeg driste mig til at bruge en metafor om denne praksis:

Den vokser til modenhed.

DET kan ingen gøre igennem anstrengelse. Denne modenhed kommer kun af sig selv.

Som den unge eg der modnes til en kæmpe, helt uden stræben, blot ved at være i overensstemmelse med sin natur. En natur der ikke kun omfatter “sig selv”, men også de omgivelser den vokser i og lever i tæt sammenhæng med.