Kvinden i skoven

Kvinden i skoven

KVINDEN I SKOVEN

Den unge mand kom til den ensomt beliggende hytte ude i skoven.
Han bankede på og ventede, til hun åbnede døren.

“Jeg er kommet for at finde en erfaren tantriker, og jeg fik fortalt, at sådan en var at finde her” sagde han, da han så den modne kvinde med det krøllede lange røde hår.

“Så må du gå videre,” lød svaret, “her finder du ingen erfaring”.

“I al beskedenhed har jeg selv dyrket tantra i mange år. Der er ikke meget, jeg ikke har set før. Det kan utallige kvinder bevidne”. Prøvede den unge igen.

“Jeg ved ikke, hvad det er for en tantra, du taler om, at du kan dyrke.
Kan kærlighed dyrkes?
Vil du møde mig?
Hvordan skal jeg så kunne se dig, når du gemmer dig bag din erfaring?
Er du kommet for at elske?
Så må du først erkende, at i elskoven er der ingen erfaring, du kan benytte dig af.
Hvert eneste kærtegn, hver et kys, hvert sanseligt strøg er unikt, har aldrig været og vil aldrig mere komme.
Om du så havde banket tusinde gange på min dør, sidder her i min stue ved mine fødder, lavet mad, ordnet mit tag, og ligget hos mig om natten ville du intet vide om mig.
Din ambition efter at få en sådan viden, stiller sig i vejen for at se. Her er der intet at vide, og meget at få øje på for den der vil”.

Roligt lukkede hun sin dør, og lod ham stå udenfor.

Et år efter passerede jeg tilfældigt forbi hytten hvor Kvinden i skoven boede.
Ved dør-stolpen sad en mand og ventede. Foran ham brændte et lille bål at holde varmen ved. Med mellemrum smed han små stykker erfaring derind, der med en let hvislen, som fra tørt let træ, hurtigt forsvandt op i røg uden at efterlade megen varme.

Solen sendte sine stråler ned igennem tæernes grene, og frosten bed i mine kinder. Et egern pilede hen over den hårde jord og forsvandt, efter at have set undrende på mig, ind i sit hul.