Skyldfølelse

Skyldfølelse

Skyldfølelse som det kit, der holder par sammen

Den overskrift er måske lidt voldsomt generaliserende, og måske et nærmere kig værd?

Igennem mange år med samtaler, seminarer, og fordybelse i kommunikation imellem mennesker, har det slået mig med forundring, hvordan skyldfølelse igen og igen ser ud til at være en meget væsentlig ingrediens i relationer af nærmest enhver art.

Partneren kommer sent hjem fra arbejde, og mødes med spørgsmålet: “Hvorfor kommer du sent hjem? Kunne du ikke have ringet og givet besked?”

Teenage-veninden mødes med spørgsmålet: “Glemte du at det var min fødselsdag i går? Jeg er skuffet over at du ikke huskede mig”.

Sønnen kommer hjem fortæller om sit studium som ikke forløber så godt og mødes med: “Vil du så bare spilde dit liv med at spille computerspil?”

Datteren ringer til sin gamle mor, kun for at få at vide: “Ja du ringer jo aldrig til mig mere”.

Jeg kan lave en næsten uendelig liste over det, som jeg kalder for “invitationer” ind i skyldfølelse, der både indgår som en meget væsentlig del af den typiske opdragelse, undervisningen i skoler, og ikke mindst som adfærdsregulerende middel i relationer.

Skylden behøver en dommer

Hvor der opleves skyld, skal der være en dommer. Ja en dommer er ikke nok, der skal også være en moral at dømme ud fra. Moral, der ikke behøver at være formel, men kan udtrykkes i forventninger, uskrevne normer og simple holdninger. Alle fire samles i mig: Dommeren, moralen, dommen og den skyldige.

Jeg møder mennesker, der endnu kan gøre sig tanker om, hvad en længst afdød mor ville sige til det ene eller andet.

Skyldpotentiale i værdierne

Det, som vi i almindelighed omtaler som “vores værdier”, rummer masser af “skyld-potentiale”. Har vi opdraget vores børn efter bestemte værdier, vil det ikke alene have inviteret dem ind i potentiel skyldfølelse, men også fungere “konserverende” på os selv.

Hvis jeg nu pludselig får øje på, at væsentlige dele af det, som jeg anså for at være “rigtigt”, i mit modne liv viser sig at være temmelig begrænsende og ikke længere føles sandt, hvordan er det så lige at skulle stå åbent frem med det overfor de børn, som måske har mødt en stivnakket mor eller far på dette punkt tidligere? “Jamen mor, du har da altid sagt at…. Og nu gør du det så selv?”

Par og skyldfølelse

Når par kan leve sammen igennem mange år, uden at nogle af dem synes lykkelige i relationen, så kan der ofte findes et helt underliggende “system” af skyld som det, der “klæber” dem sammen.

“Han opgav sin karriere for mig”. “Jeg var hende utro, og det har hun aldrig tilgivet. Det var heller ikke i orden af mig”. “Jeg vil ikke gå fra hende, når hun har det så dårligt, det kan jeg simpelthen ikke være bekendt”.

Skyldfølelsen er altså hamrende “nyttig” set ud fra et relations-mæssigt synspunkt.
“Nu har jeg sagt A, så må jeg også sige B”. Skyld opretholder relationer i en stabil “form”.

Jeg ser “skyld” som et af de mægtigste magtmidler, der overhovedet kan benyttes.

Sætningen: “Hvad har du gjort for dit land?” fungerede for 70 år siden. I dag skal der mere hårdtslående film til, hvor f.eks. en bil fyldt med teenagere smadres, blot fordi føreren er uopmærksom med sin mobiltelefon. “Så kan du måske lære ikke at tale i telefon, imens du kører!”

Religioner benytter skyld som det vigtigste magtmiddel: Du er skyldig overfor Gud, eller selv “skyld” i, hvis du i dit næste liv skal fødes som en regnorm!

I militæret anvendes det i stor stil. “Skal dine teamkammerater nu lide under at du er et skvat og ikke kan følge med?” Brøler sergenten ind i ansigtet på rekrutten.

Men skal jeg ikke sige undskyld, hvis jeg har gjort noget, der ikke er i orden?

Et menneske jeg har nær, kørte en dag en kvinde ihjel med sin bil. Efter sigende trådte hun ud på kørebanen imellem to parkerede biler, og det var umuligt at undgå at ramme hende med den fart, som bilen nu havde.

Føreren blev dømt for uagtsomt manddrab, uanset at der ingen forsætlighed var i ulykken. I dommen blev der lagt forskellige omstændigheder til grund: Hastighed, bilens placering på vejbanen, en mindre fejl på bilen, uopmærksomhed etc.

Hvis du eller jeg slår et andet menneske ihjel idømmes vi “skyld”. Det er simpelthen forbudt og “forkert”. “Forkert” i gåseøjne, fordi et politisk flertal til en hver tid kan beslutte, at det ikke længere er forkert, blot ved at kalde det for “krig” eller “indsats imod terror”. Piloten der får ordren til at smide en bombe fra sit jagerfly, har fået en tilladelse til at slå ihjel. Ja det forventes ligefrem at han eller hun dræber flest mulige af “de rigtige” med sin bombe, ellers er det simpelthen for dyrt at bruge 250.000 kr, som sådan en kan koste, på f.eks. kun et drab. Det lyder kynisk og ER kynisk.

Dræbes der “civile” i aktionen er det “ærgerligt”, og det skal “for så vidt det er muligt undgås”. Altså ikke noget med “uagtsomt manddrab her”.

Skyld skal påføre skam

Indførelsen af “skyld” skal påføre skam. Den pågældende, som førte bilen i ulykken med påkørslen, døjede i mange år med en heftig skyldfølelse. Alle mulige spørgsmål dukkede op: “Havde jeg nu bare ikke haft så travlt”, “hvis jeg nu ikke havde været så eftertænksom – så havde jeg opdaget hende”. 1000vis af sådanne historier, der alle kredsede om en “grund” eller “årsag” til ulykken.

Skyld kræver en årsag

Skyld kræver en årsag: Hvis du gør sådan og sådan.. SÅ er du skyldig. Det er moralens anatomi.
Men i det levende ER der ingen årsager. Kærlighed kan ikke have den mindste årsag eller grund. Det ville umuliggøre den. Betinge og forudsætte den. Og med ordet “kærlighed” peger vi på det, som er hinsides betingelse.

Noget kan være forbudt

At noget er “forbudt” er en anden sag. Ja det er forbudt at køre mere end 80 km i timen på landevejen, og uden alkohol i blodet, og det kan jeg straffes for af samfundet hvis jeg ikke overholder. Udelukkende fordi der er vedtaget en regel om, at det er sådan. OH ve, hvis jeg både har drukket OG har kørt for hurtigt, OG slår et andet menneske ihjel, så står jeg til en længere straf.

Men ikke nok med det, jeg idømmes også en “skyldfølelse”. Et handikap som kan følge mig resten af livet. Skabe en binding til min straf. Gøre mig modtagelig og ordentlig – dvs tilpasset til samfundets regler.

Vist kan nogle disse regler være nyttige, men deres “styrke” som magtmiddel ligger udelukkende i, om det lykkes at give mennesker skyldfølelse når ikke de overholdes.

Undskyld – at invitere ind i lidelse

At sige “undskyld” udtrykker således ikke blot en gestus, men en anerkendelse af, at “jeg er skyldig ikke bare for Gud, men også for mennesker”. At bede om en undskyldning er som at bede et menneske om at træde ud af kontakten til kærlighed og lyst. Og Ok.. det er måske ikke den dårligste hævn at tilføre nogen, der har påført andre lidelse? For han skal vel mene det – ikke? Altså LIDE under det?

Skyldfølelse binder

Skyldfølelse skaber “binding”. Voldsom binding.

Kærlighed har intet med følelsesmæssig afhængighed at gøre.

Skyldfølelsen binder ved at invitere ind en sådan afhængighed.

“Hvis du ikke ringer til mig jævnligt, bliver jeg urolig for, om du har det godt?”

“Du har ikke skrevet til mig, efter at vi elskede i går. Er der noget galt? Var det ikke dejligt for dig? Skal jeg være bange for noget?”

“Hold da op jeg føler mig tiltrukket til ham/hende, men det kan jeg jo ikke være bekendt overfor min kæreste”.

“Jeg har sådan en lyst i min krop, og det har han ikke, så det må jeg vel bare leve med, med mindre jeg kan få ham overtalt til at være mere lysten”.

“Elskov kan jeg da ikke have med andre end med min mand/kone, og da slet ikke så intimt og nært?”

Er der et alternativ til skyld og skyldfølelse ?

Som alternativ ville det letteste være at skrive “kærlighed”, dvs at møde livet og hinanden hinsides betingelse og “betydning”.

Desværre er det ord blevet så slidt. “Elsker du mig stadig?!” siger de til hinanden, og inviterer ind i skyld. “Ja det gør jeg da , det ved du da!?”. “Nej i den sidste tid har jeg ikke kunnet mærke det”…

Med kærlighed mener jeg “medfølelse”, og det peger på en dyb erkendelse af forbundethed: At du er i mig, og jeg i dig – og det i øvrigt alt, hvad der er. “Du” kan således ikke have skyld uden at “jeg” måtte have den… (Interessant ikke?)

I samme øjeblik vi laver en aftale eller producerer en forventning til egen adfærd, vil der kunne opstå skyld.

Det er uanset om “aftalen” blot er med os selv, eller med andre omkring os.
Det er blevet de fleste meget fjernt at tænke på et liv uden aftaler eller ambitioner? Betyder det at ingen kan regne med nogen eller noget?

At mødes i et “vil”

Hvis vi nu mødes ud af et “vil”. Ikke et “Jeg vil fordi” men bare et “vil”. Et sådant “vil”, der kommer af hengivelse eller dyb begejstring. En forståelse for at alt er forbundet, hvis vi ellers har øje for det, og at dette “at forbinde sig” INTET har at gøre med at være “bundet”.

Et meget godt princip i forbindelse med at danse er at “tage ansvar for egen vægt og bevægelse”. Det betyder, at jeg, uanset hvordan vi bevæger os med hinanden, altid selv vil kunne “lande” sikkert, hvis noget skulle gå galt. Leger vi med hop, spring eller kast, har jeg opøvet en kompetence til at falde på en måde, så jeg slår mig minimalt. Har vi begge den kompetence, vil vi kunne lege meget dynamisk og naturligvis stadig være opmærksomme på hinandens sikkerhed – eller at vi ikke tager hinandens frihed i bevægelsen.

At forbinde i dansen

To der vil danse sammen, får det svært, hvis de bindes fast til hinanden. At danse med hinanden, betyder at holde kontakt og forbinde, og samtidig skabe frit rum for bevægelse i dette møde.

Jeg læste for nyligt en sætning, som jeg finder meget smuk. Den handlede om en anden måde at mødes på og forbinde sig i livet:

Vil du leve som single nært sammen med mig og dele livet?”, lød opfordringen .

Smuk fordi den på een gang indeholder et udtryk for frihed, og samtidig rummer behovet for at forbinde sig intimt til hinanden hinsides “binding”, dvs. uden krav og dermed skyldfølelse.

Som at kunne danse. Nært, intimt, på afstand. Kontakt i bevægelse. En kontakt der er hinsides form – hinsides “bånd”, og dog er vi tæt forbundne.

Svært at slippe skyldfølelse

At slippe denne skyldfølelse kan synes meget meget svært!

Den er simpelthen en meget integreret måde at færdes i livet på, vores sprog er sovset ind i den, og vi giver hinanden invitationer til den hele tiden. Forsvinder den – må  den, der har magt, (intellektet f.eks. 😉 ) give afkald på et meget stærkt magtmiddel overfor lyst, impuls OG kærlighed.

Når jeg ser det. Får øje på hvordan jeg automatisk producerer følelsen både som en intellektuel konstruktion OG en spænding i hele kroppen, hver eneste gang det sker, så gøres det, som før “bare skete” til noget, der bliver bevidst. I det øjeblik forandres den af sig selv.